søndag den 26. marts 2017

Perler

"The Big Blue", som jeg var igang med i sidste indlæg, er færdig. Den bor jeg i i øjeblikket - jeg må strikke en mere, tror jeg. Kedelig at strikke, egentlig, men fantastisk i al sin enkelhed. Jeg har strikket den længere end angivet i opskriften og lavet ærmegab istedet for tilsatte ærmer. Den er blevet præcis, som jeg ville ha' den.
Nu strikker jeg lyst og let og ikke mindst sjovt, sådan bare fordi.

 
Pearls hedder den florlette trøje fra Helga Isagers bog "The Artisan". Jeg strikker den på pind nr 4 i Coast og Titicaca fra Holst Garn. Det arter sig smukt!
Sådan en florlet trøje kan sagtens være brugbar en sommeraften et sted i Danmark, for eksempel på en havn i selskab med en stegt rødspætte og noget persillesovs. Det kunne være hos Fru Berg i Marstal. Eller på Røgeriet i Ærøskøbing.
Sommerferien går til Ærø. Vores sommerferiebudget er lidt skrabet i år - afhængig af øjnene, som ser, naturligvis. For nogle er titusind kroner peanuts. For andre vil det være et eksorbitant beløb. Vi har andet at bruge pengene på i år - et gammelt hus, for eksempel! - så vi har en tentativ budgetlægning på titusind gode, danske kroner, vel at mærke til to voksne og tre, fattige teenagere og en kat, som skal i pension. 
Vi er nogle svineheldige mennesker, for vi kan låne Kulhuset udenfor Marstal i 14 dage i højsæsonen, ganske gratis.



Nu håber vi naturligvis på godt sommervejr. Men vi tager, hvad som kommer.

 
Selv i gråvejr er Ærø gudesmuk.

Vi glæder os til at gense. Vi er pænt mørbankede af vinterens tab. Stefan, som i øjeblikket er alene om at betjene sin maskine på jobbet, har fået stress. Ich verarsche dich nicht! Sådan rigtig stress med ukontrollabelt højt blodtryk og ondt i brystet-stress. Heldigvis er det IKKE en hjertesygdom, men stress, som der kan gøres noget ved, hvis man vel at mærke tager det alvorligt og fyrer ned. Det kan man på Ærø og i Kulhuset, hvor der hverken er tv eller nogen nævneværdig netforbindelse. Og hvor man ikke bare kan køre forbi jobbet, fordi man først skal sejle i over en time til Svendborg og over en stor bro, for at komme på job.
Jeg selv er ved godt mod. Jeg har vundet en faglig kamp - eller rettere, min tillidsrepræsentant har på mine vegne! - og bliver formentlig ikke længere tvunget til at afspadsere mine normtimer, eller søndagstimer, som vi kaldte dem i gamle dage. Jeg er blevet snydt i 7 år og det viste sig ikke blot at være en overtrædelse af overenskomsten, men af arbejdsloven, så nu holder det forhåbentlig op.
Sku' ha' gået til FOA noget før, sku' jeg. Men det gjorde jeg ikke, fordi jeg dybest set er sådan en, som altid tror, at man kan ræsonere sig frem til fornuftige løsninger. Det kan man ikke altid, har jeg lært.
Alt i alt ser alting ud til at lysne lige nu. Oplevelserne venter, som perler på en snor.
Det er forår og jeg gider godt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar