Vi gider godt det her!

Så er det ferie! Andreas og jeg er ankommet til Parga i det nordlige Grækenland. Her er varmere end normalt, forleden var her 40 grader, i dag nøjes vi med 35. 

Vi gider godt det her, gør vi!

:-)

Henry er ung med de unge!

Min begejstring for den tyske politiker Gregor Gysi er efterhånden en stående vittighed her i huset. I Tyskland er det nemlig et særdeles velkendt fænomen, at især midaldrende kvinder er fuldstændigt skudt i manden og gerne kaster sig over ham, uanset hvor han går og står.



(ok, jeg indrømmer, at der var den episode, hvor jeg forsøgte at indgå en underhåndsaftale med Peter om at få fat i en af Gysis valgplakater med sloganet "Gregor kommt!" til at hænge over min seng. Socialdemokraten er den eneste, som forstår mig. Hun er en ivrig Suzy Quatro-fan og har engang trampet rundt i sit idols baghave ovre i England og derudover er hun overbevist om, at hun må være et uægte barn af Poul Nyrup Rasmussen. Selv siger Gregor Gysi iøvrigt, at det er dybt sexistisk at antyde, at kvinders interesse i ham skulle være andet end politisk. Det er nemlig rigtigt, Gregor! Kvinder har andet i hovedet end sex, sjampagne og sovekammerøjne. Nogle af os kan rent faktisk virkelig godt lide mænd, som mener noget, har noget mellem ørene og har selvironi og humoristisk sans. Også selv om de kun er 160 cm høje, har briller og og er skaldede.)



Nevermind. Nu viser det sig, at jeg måske får en lille smule oprejsning. Det er nemlig ikke kun midaldrene kvinder, som kan lide Gregor Gysi. Det viser sig, at han blandt 80-90 % af de 18-30-årige tyskere er den højst elskede politiker. Han siger selv, at det er fordi den aldersgruppe - modsat de bange, vrede, gamle mænd og kvinder - forstår globaliseringen og den verden, vi lever i. Det gør Henry også, vil jeg bare lige sige :-)



Lige i øjeblikket vil jeg nogenlunde ligeså gerne komme en blikspand over hovedet og slå hårdt på den i længere tid, som at lytte til politik. Men jeg følger gerne den uafhængige journalist Tilo Jung og hans udsendelser "Jung & naiv - Politik for desinteressierte" på youtube. Gregor Gysi kan måske nok holde brandtaler i Bundestag, men han er allerbedst i de stille samtaler og han er allerbedst til at formidle sine analyser af tidsånden og til at forsøge at skabe forståelse for, hvad der rører sig i folk.



For mig er han en "Wutfänger" - en, som skaber forståelse og forsøger at samle, frem for at genere angst, vrede og had. At han så desværre ikke har så meget held med det i den store sammenhæng er desværre en anden sag. Han er oppe mod pænt mange europæiske hadprædikanter, må man sige.



I går stemte nogle af Europas vrede, - og primært gamle - bange mænd og kvinder fremtiden væk fra kontinentets børn og unge. Jeg tør ikke tænke på, hvad der kommer til at ske, hvis - og her burde jeg nok hellere sig NÅR - Marine le Pen bliver præsident i Frankrig. Jeg håber ikke Gysi får ret i, at vi indenfor en 10-årig periode kommer til at se væbnede konflikter - krig - på europæisk grund. Han plejer ikke være nogen dommedagsprædikant, men sidste sommer gik hans tale fra Bundestag i 1999 om de manglende betingelser for indførelsen af fælles valuta  sin smertelige sejrsgang - alt hvad han dengang forudsagde om sydeuropas indtræden i euro-samarbejdet blev pludselig til virkelighed.

Euro NICHT SO!

De gamle, vrede, bange mænd og kvinder er formodentlig ligeglade, blot de får lov at leve i illusionen om at kunne klynge sig til den lille stump velstand, som er deres. Det er heller ikke de, som skal i krig. Og det er ikke de, som har 12-årige sønner, som måske en dag skal sendes afsted til en uvis skæbne, fordi de ikke ville dele, fordi de var for bange og for grådige til at ville fællesskabet.



Jeg kan hverken gøre fra eller til. Jeg lukker ørerne for hadets og vredens prædikanter og forsøger at undgå at ende for langt ude på fløjen. Jeg forsøger, at forstå og jeg forsøger at se de lyspunkter, små glimt af håb, som også findes nu og da.

Golden Waves

Der er gået guld i den!

Jeg tænker, jeg lige kan nå en lille sommertop til feriekufferten, før Andreas og jeg damper afsted til Grækenland. Jeg strikker Marianne Isagers sommertop "bølger" i garn fra Garnudsalg. Jeg har strikket toppen før og det er en fin lille sag i hulkrus. Hvis man er lidt omhyggelig med monteringen, kan man sagtens vende særken nu og da og få glæde af begge mønstre.

Bagsiden er min yndling. Tror jeg nok. Eller måske forsiden. Toppen er fnuglet og på een gang både rustik og forfinet. Den ligner noget, man kunne finde på museet på Ærø, som farmand har haft med hjem fra langfart i Orienten til lillemor.

Jeg strikker i Sisa Viscose i farven "Guld" og i Bourette Silke 8-1 på pinde nr 3,5. Det koster nærmest intet. Den oprindelige opskrift, som findes i bogen "Strik a'la Carte", siger pinde nr 3 - men det er for kompakt for mig. Jeg strikker i den mindste størrelse, men har forlænget underdelen af toppen med et par rapporter.

Jeg tror, det bliver godt.

Ærøskøbing Træskibsværft

Sådan cirka i 1971 sad jeg her på kajen i Ærøskøbing. Min far har lige peget på bygningen i baggrunden og fortalt, at her lå min tipoldefars skibsværft, før han løb hen og tog billedet af min mor og mig.

Skibsværftet er ikke længere skibsværft, I dag er det gamle værft en "socialøkonomisk virksomhed".

Vi kiggede naturligvis indenfor.

Jeg kunne ikke huske navnet på min tipoldefar - men jeg ved at min oldemor, hans datter, hed Karen Johanne Mortensen og var født i Fåborg. Nogen har heldigvis skrevet en bog om skibsbyggeriet i Ærøskøbing i anledning af åbningen af "Det Gamle Værft" i 2014. Den måtte naturligvis med hjem.
Hele andet kapitel "Træskibsværft og træskibe 1875-1927" handler om mestersvenden fra Faaborg, Rasmus Mortensen, som var udlært hos Rasmus Møllers værft i Faaborg, og i 1875 slog sig ned som selvstændig skibsbygmester i Ærøskøbing.

Rasmus Mortensen, født 1846 

Der gik en tekstbesked til Nordjylland og min lillebror gik i vores fars gemmer og sendte billeder retur. Her er Rasmus Mortensen, skibsbyggeren, som levede en omtumlet tilværelse i et lunefuldt erhverv. Op og ned gik det, ikke pga mangel på dygtighed, men fordi det vist nærmere er hele erhvervets karakter. Men efterhånden fik han det op at køre i samarbejde med andre skibsbyggere. Rasmus Mortensens sidste nybygning på Ærøskøbing Træskibsværft var bramsejlsskonnerten "Emanuel" i 1903. Rasmus Mortensen konstruerede også et så solidt bolværk til havneanlægget, at det efter sigende er der endnu under det nuværende spunsanlæg, og en flydende badeanstalt til glæde og gavn for byens indbyggere.

Johanne Margrethe Mortensen, født Petersen i 1840

Brorsan fandt også et billede af vores tipoldemor. Om hende ved vi ikke så meget, bortset fra at  man i familien sagde - eller snarere hviskede - at datteren, Karen Johanne, slet ikke var datter af Rasmus Mortensen, men af selveste Georg Brandes, med hvem Johanne Margrethe efter sigende skulle have haft en hed, ungdommelig affære med. Karen Johannes forestående ankomst skulle efter sigende have sendt en meget ung Brandes på sin første, årelange rejse til udlandet.
Min far faldt over historien ved et tilfælde. Som teenager under krigen overhørte han en samtale mellem sin far og onkler, som slet ikke gav mening. Sætningen "de kan vel ikke finde på at komme her?" bed sig fast. Hvorfor i himlens navn skulle tyskerne finde på at komme hos dem?
Sin egen far kunne han ikke spørge - det ville formentlig blot få smedenæverne til at hagle ned over ham, men senere har han talt med onkel Kaj, Karen Johannes søn. Georg Brandes var jøde og derfor frygtede min farfar og hans brødre under krigen, at deres herkomst kom for dagens lys. Det kan være svært i nutidens kendiskultur at forstå, at man derudover dengang overhovedet ikke var det fjerneste interesseret i på nogen måde at blive associeret med Brandes-brødrene, "det tvehovede-uhyre", som de kulturradikale brødre indimellem kaldtes af borgerskabets medlemmer.
Hvis historien er sand er det eneste interessante, som er tilbage, at det sætter "sædelighedsfejden" i et helt nyt lys. For var Georg Brandes i virkeligheden ude i eget ærinde med sin fortalen for en liberal seksualmoral? Forsvarede han i virkeligheden sig selv, når han tordnede mod borgerskabets kvinder og deres bonerte kønsmoral? Hvilken planet levede han på, han, som skred fra det hele og overlod kvinden og frugten af sine handlinger til en tilfældig skæbne?
Jeg har altid været på Amalie Skrams, Bjørnstjerne Bjørnsons og Dansk Kvindesamfunds side i "Sædelighedsfejden".
Heldigvis er historien om min oldemors herkomst ikke den sædvanlige offerhistorie. Johanne Margrethe giftede sig med Rasmus Mortensen og han opfostrede datteren, som sin egen. De fik aldrig andre børn. Min far har fået overleveret, at Johanne Margrethe ikke var det mindste skamfuld over sit "fald" - men hun var fortørnet over, at Georg Brandes sveg hende - han havde, som Linda P. ville have sagt, - lovet hende både "gule & grønne skove".
Det er efter sigende ikke noget særligt, at Georg Brandes har spredt sit dna hist og pist. Han er beskrevet som en charmør og en forfører og havde utallige affærer. Jeg bestrider ikke, at han var intelligent og en stor tænker - måske endda en genial een af slagsen - men han virker mildt sagt samtidig temmelig dysfunktionel på andre områder. Jeg ville til enhver tid hellere have mine gener fra skibsbyggeren. Godt, Johanne Margrethe endte med ham. Jeg tror, han havde mere at byde på i det lange løb. Han må have haft brede skuldre i mere end en forstand. Det er Jane Austens "Fornuft og Følelse" om igen. Georg var den flygtige følelse, Rasmus var fornuften og den mand, hvis bolværk var så stærkt, at det ikke kunne fjernes igen.
Min oldemor, Karen Johanne, havde et vanskeligt sind og var manio-depressiv (maniusdeprimeret, iflg. Moster Gudrun), har jeg fået fortalt. Det gav man i familien også tølperen Brandes skylden for. Hun giftede sig med min oldefar, Rudolph, og efter hans død, endte hun sine dage på sindssygehospitalet i Risskov uden for Århus. Her var hun kendt for at være "fin på den". Hun nægtede at spise sammen med de andre patienter - de savlede, kastede med maden og opførte sig i det hele taget ulækkert. Det var før psykofarmakaens tid, så hun har formentlig haft ret. Men hun skulle ikke tro, hun var noget særligt, så man nægtede hende længe at spise for sig selv på sin egen stue. Det havde Karen Johanne råd for. I en periode indledte hun ethvert måltid med et lille, satanisk smil og ordene: "Jeg har kommet gift i maden.", hvilket fik de paranoid skizofrene til at gå fuldstændigt amok, og til sidst lod man hende være i fred.

Flere billeder fra gemmerne, der var gang i skibsbyggeriet.

Hvis matrikelnummeret  ellers passer, så boede familien her i 1880.

Etwas ursprüngliches...

Sådan kaldte de rostockere, vi traf den første aften, Ærø. Noget oprindeligt. Efter nogle dage er jeg tilbøjelig til at give dem ret.

Vi bor i Ommel, lige udenfor Marstal. Man kan smide en fiskestang ud fra soveværelsesvinduet på første sal, hvis det skulle være. Det skal det ikke, for vi står i ledtog med en af de små fiskerbådes skippere. Han er kommet ind med båden fuld af fladfisk til morgen. Da han kørte forbi på sin cykel, formentlig for at få et par timers søvn, hævede han hånden til hilsen; vi slagter senere!

De nye kartofler og jordbærrene kommer fra en af utallige vejviser, som falbyder honning, æg fra kølebokse, kartofler og bær.

Vi bor fint i Kulhuset.

Stefan har slået græsplænen, som betaling af leje.

Jeg tror, han havde det meget sjovt.

Der er også en lille strand med den fineste sandbund.

Vejret har ikke for alvor været med os. Men det er heller ikke imod os, det regner ikke og her er mildt nok til at sidde ude.

Og selv i gråvejr er Ærø gudesmuk.

Diggi-loo diggi-ley, alla tittar på mig...

Guldsko og The North Face vinterjakke.

Du danske sommer, jeg elsker dig!

Sku' ha' gået til Louis nielsen...

Engang for mange år siden var min mors tyske veninde i Bayern kørt på indkøb sammen med sin mand i deres sølvgrå Mercedes Benz. Det var en usædvanligt varm og lummer dag og de var begge kun iført den allernødtørftigste beklædning; shorts og t-shirts.
De parkerede bilen på den kæmpestore parkeringsplads foran supermarkedet og min mors veninde gik ind for at handle, mens hendes mand nød en stille stund i den svale bil.
Da min mors veninde kom ud af forretningen med alle sine indkøb i poser, slog vejret pludselig om, lyset forsvandt, temperaturen faldt og hagl på størrelse med hønseæg begyndte at falde fra himmelen. Hun ventede en rum tid i sin sparsomme beklædning under halvtaget foran forretningen, men da hun ikke kunne holde kulden ud længere, tog hun en beslutning: Hun løb alt hvad remmer og tøj kunne holde hen til bilen, rev bagdøren op og slyngede alle indkøb ind på bagsædet i en elegant bue, før hun nærmest kastede sig ind på forsædet og hårdt smækkede bildøren efter sig.
Herefter stak hun hurtigt begge sine iskolde hænder ned mellem sin mands bare ben og gnubbede ham grundigt på lårene, mens hun hvinede: "Prøv lige at mærke hvor kolde mine hænder er!"
"Aber Fraülein...!" lød en fremmed mandstemme, på en gang både chokeret og forarget.
Hun kiggede op og opdagede, at det ikke var hendes mand, som sad på forsædet. Hun havde taget fejl  og sad i en fremmed bil.

Så galt gik det heldigvis ikke for mig i aftes, da jeg kom ud af Brugsen og skulle finde Stefan, som ventede på mig i "Sorte Sara". Men jeg nåede at flirte ganske skamløst med manden i den sorte bil på parkeringspladsen og det var først da jeg kom ganske tæt på, at jeg opdagede, han ikke var den, jeg først antog. Stefan sad i vores bil og fulgte optrinnet, først med en vis undren, senere halvt opløst af grin. Begge mænd fik sig et godt grin og heldigvis er jeg også i besiddelse af en vis portion selvironi.

Men beslutningen er taget. Når jeg kommer hjem fra ferie, skal der bestilles tid hos optikeren.

Wutfänger

De tre bedagede Herrer og den midaldrende kvinde har begået endnu et album, det tredie i rækken med Anna Loos som forsanger. Lige om lidt har bandet eksisteret i 40 år, og præcis i år har jeg 30 års jubilæum som fan.

Jeg er godt tilfreds, selv om jeg til dels deler kritikken af albummet; teksterne har ikke den samme lyriske kvalitet, som i de gode, gamle dage da Tamara Danz og Werner Karma skrev dem. De adresserer temaerne i teksterne langt mere direkte og i mere nutidigt sprog - men Tamara er død og bandet lever og spiller heller ikke i DDR mere, vel? Der skal ikke længere kæmpes for at få teksten gennem censuren. Til gengæld kan jeg se, at musikken og teksterne i dag tiltaler et bredere publikum.

Jeg er med endnu.

Titelnummeret "Wutfänger" handler om al den angst i vores samfund, som bliver til vrede og had og får folk til at stemme på fremmedfjendske partier som f.eks AFD. Og den kan vel også ses som et opråb til vore politikere om at afgifte og neutralisere den angst, folk går rundt med, istedet for at lade den vokse til vrede og had.



Anna Loos' vokal har aldrig stået stærkere, synes jeg:



Und dann fängt sich die Wut

Sie verfängt sich im Aus

Sie verfängt sich im Glauben

Sie verfängt sich im Kampf

in noch grösserer Angst

Und dann fängt uns die Wut

Und dann hört sie nie auf

Sie zerfrisst unsere Leben

Unseren Willen zu teilen

Das Beste zu geben



Wo sind die Wutfänger?

Wo sind die ohne Angst?

Wo sind die Wutfänger?

Wo, wo, wo?



Den sang trængte jeg lige til at høre.

Tag en tudekiks?

Grundlæggende har jeg den dybeste medfølelse med sundhedspersonale, som er så overbebyrdede, at de græder i afmagt.

Til gengæld bliver jeg nødt til at sige til de kære læger, at sygeplejersker og sosu-assistenter i årevis har grædt på jobbet, når arbejdsbyrderne steg dem over hovedet. Jeg er heldig, at jeg arbejder på afdeling, hvor vi ikke græder. Men på min tidligere afdeling, geriatrisk afdeling, er det helt normalt, fortalte en af mine tidligere kolleger for nogen tid siden. Nogle dage er der bare så travlt og så stresset, at øjnene lige pludselig slører til og man må forlade skrivebordet eller patienten og gå afsides for sig selv og ta' sig en tudetur. Bagefter går man ind igen - og fortsætter.

Tidligere græd man også indimellem. Min tidligere leder på specialinstitutionen for stofmisbrugere, en ældre sundhedsplejerske, havde en datter, som var nyudlært sygeplejerske på en stor medicinsk afdeling . Indimellem blev min leder ringet op ud på formiddagen og det eneste hun kunne høre, var hendes datters gråd i røret. "Jamen, lille skat, hvad er der dog sket?" spurgte den bekymrede mor, hvilket blot fik datteren til at græde endnu værre. Når datterens gråd stilnede af til en snøften, svarede hun sin mor: " Det er bare alt for meget og jeg skulle lige høre din stemme. Jeg går ind igen."

Så sad hendes mor - den gamle sygeplejerske - og havde det elendigt resten af dagen.
Det lo vi lidt af.

At lægerne nu også græder er vist noget nyt. Eller også er det nyt, at de offentligt tør indrømme det.

Tør jeres øjene og velkommen i klubben, siger jeg bare.

Og måske skulle i overveje, at bruge noget af den magt, I som læger rent faktisk har, til at slå i bordet og sige, at nok er NOK!?

Gylden Granite

For 3 år siden, godt og vel, begyndte jeg at strikke Helga Isagers "Granite" ag en rulle tynd hørgarn, jeg havde fundet i en udsalgskasse et eller andet sted. Det var enten her eller her. Jeg husker ikke garnets specifikationer, men det passer til en p 3 og 3 1/2. Man kan ikke se det særligt godt på billedet, men tunikaen glimter og sparkler så det er en lyst, for jeg har strikket en tynd guldtråd med den naturfarvede hør hele vejen igennem. Det ser - mildt sagt - godt ud. Jeg tror det er noget af det mest vellykkede strik, jeg har begået.

Men ak. Jeg gik i stå, ihvertfald indtil for et par uger siden, hvor mit nye håndarbejdsbekendtskab inspirerede mig til at komme igang igen. Der manglede kun 1 1/2 ærme og en masse montering. Nu er den - næsten - færdig. Den sidste sidesøm syr jeg om lidt.

Man kan måske se guldtråden her.

Model: Helga Isagers "Granite"
Pinde: 3 & 3 1/2
Garn: tynd hør og guldtråd fra drops
Ændringer: Jeg har ændret på halsudskæringen, gjort den større og lidt dybere ved at tage lidt mindre ind. Helga Isagers modeller er tit for små i halsudskæringerne til mig, hvis den rynkes mere sammen og sidder højere, kommer jeg til at ligne Pjerrot.
Hot or Not: Hot, Hot, Hot!
Min version af tunikaen er lang og meget løs. Den går til midt på låret og hænger lidt længere ude på mine brede skuldre end den oprindelige model er tiltænkt. Den ryger direkte i feriekufferten med en guldsandal og et par leggings!

Jeg gik i stå, fordi det gør forbandet ondt i fingrene at strikke med det uelastiske hørgarn. Det er som at strikke med en rulle køkkensnor, så er det sagt. Alligevel tror jeg, jeg går i gang med en til, men uden guldtråd denne gang. Jeg tænker den skal være sort, sort kan man altid bruge, også om 3 år :-)
Jeg har en lumsk mistanke om, at dette garn kunne du.

Ud i det blå

Vi trængte til at komme ud i det blå. Jeg har haft lidt ekstravagter - Andreas skulle ha' briller, bilen skulle skiftes og oliefyrets brænder er ved at være udbrændt - men det skal ikke forhindre mig i også at nyde livet, sådan i  al beskedenhed. Vi snuppede et par færdige salater fra brugsen og kørte til Bandholm. Bandholm ligger kun 5-7 km fra, hvor vi bor, og den grønne skov i baggrunden er Knuthenborg Safaripark. En af de polske sygeplejersker i min afdeling bor i Ishøj og havde taget mand og barn med i Knuthenborg og spurgte mig bagefter, om det virkelig kunne passe, at det er det, man kalder "Udkantsdanmark".  Det svarede jeg bekræftende på, hvorefter hun sagde: Jamen, der er jo virkelig pænt! Vel er her så - her er virkelig, virkelig pænt.

"Strandparken" midt i Bandholm med udsigt til havnen, Museumsbanen og Bandholm Hotel. Da det ikke rigtig længere spillede for sekten "Faderhuset" inde i Nørrebronx, tog sektlederen Ruth Evensen med sit følge til Bandholm, hvor hun opkøbte hotellet og det meste af byen. Bandholm har formentlig aldrig været smukkere. Før var byen lidt ussel og forfalden, men nu er alt velholdt, vedligeholdt og ualmindeligt smukt. Husene med udsigt til vandet, som ligger i forlængelse af hotellet, går nu under det poetiske navn "Bandholm Hills".

Min veninde, Socialdemokraten, som lever i en regnbuefamilie indlogerer ofte glad & gerne hele familien hos Ruthemor på Bandholm Hotel. Ruthemor laver go'e nøddekurve og filosofien er, at støtte op om hotelprojektet, for hvis vi kan kanalisere hende over i noget hoteldrift istedet for religiøs fanatisme, så er det at foretrække. Min veninde kender sagtens Faderhusets holdninger til homoseksuelle, men hun er af den holdning, at det bedste værn mod radikalisering er at mødes, omgåes og sætte (med)menneskelige ansigter på hinanden. Ak ja, besad man blot selv samme pragmatisme, så var verden måske et bedre sted.

- ok, jeg ønsker ikke at være lige så pragmatisk, som visse socialdemokrater har været de senere år. Det var dagens eneste politiske udmelding :-)

Iøvrigt er det vist slet ikke Ruth, som driver hotellet længere, men hendes søn.

De har fået anlagt en strand i Bandholm, siden vi var der sidst! Tidligere var det en pænt sørgelig mudderpøl, men nu ser det da flot ud.

"Det er Ruth!" råbte Stefan vredt og forarget, hvortil jeg måtte konstatere, at jeg da egentlig synes, at det er en god ide med sådan en strand. "Jamen, det er jo der, jeg graver sandorm, når jeg skal fiske" sagde han slukøret. Point taken - nu skal han næsten vade halvvejs til Askø, for at hente orm :-)

Man kan køre med veterantog fra Maribo til Bandholm. Det gjorde vi nu ikke.

Bandholm Hotel. Der er ualmindeligt dejligt, både inde og ude.

Hovedgaden i Bandholm.

Det prøver vi en anden dag.

Når man kører ud af Bandholm kan man købe kartofler, æblemost og andre gode sager i denne bod. Det er også her, man finder de bedste jordbær i sæsonen.

På vej mod Maribo. Knuthenborgs stendige bliver ved og ved.

Så er vi næsten tilbage i byen igen. Her gad jeg ikke bo.

Vi fik en kæmpe isvaffel i solen på Torvet i Maribo. Her er også smukt. Til gengæld er folk sødere og venligere i Sakskøbing. Vi er "byen, som smiler". Det er næsten ligesom med Gentofte og Vestegnen. "Retfærdighed ophøier et folk". Det er ikke engang løgn.

Kaj Munk var der også. Oppe bag ved Kaj Munk er Maribo Domkirke og klosterruin. Her endte Leonora Christina sine dage, da hun endelig blev sluppet ud af Blåtårn. 

Domkirken ligger smukt ved Maribosøerne og om sommeren kan man sejle på søerne med turbåden "Anemonen" - naturligvis opkaldt efter Kaj Munks "Den blå anemone":

På Lolland jeg den hented,

et kærtegn fra min fødeø.

Så gik jeg her og vented

og tænkte: "Den må dø;

den savner jo sit skovkvarter,

sin lune luft, sit fede ler;

i denne fjendske zone

forgår min anemone;

Jeg ser den aldrig mer".

Kaj Munks anemone klarede som bekendt omplantningen til det jyske og stod til sidst og nikkede "sejersæl i Jyllands grus". 

Jeg har også klaret omplantningen, først fra Jylland, så fra København, til den fede, lollandske "plådder" (pludder, mudder). Jeg elsker at bo, præcis, hvor jeg gør.

 Det var en dejlig hverdagspicnic.