Olivenolie fra Parga og hverdagstanker.

Man skulle efterhånden tro, at dette alene er en ferieblog, men sådan var det egentlig ikke tænkt. Jeg er fuld af beundring over de, som kan skrive en dagbogsblog, hvor alle hverdagens små trakkasserier oplistes - hvor pokker får de tiden fra? Jeg aner det virkelig ikke! Tidligere har jeg selv gjort lidt af det samme, men mit liv har ændret sig og det er kun når jeg har fri i længere perioder, jeg finder tid til at blogge nu om dage. Det gør ikke så meget, for mit liv indeholder ikke de store spændingsmomenter - hvilket, når det handler om mig, faktisk er at foretrække :-)

But here goes:

-Jeg er så vanvittig glad for mit nye job, at det dårligt kan beskrives. Jeg har fået energien og glæden ved sygeplejen tilbage. Jeg knuselsker min nye kollega, både fagligt og personligt. Vi supplerer hinanden helt fantastisk - hendes mangeårige kirurgiske erfaring parret med min medicinske er virkelig inspirerende. Jeg lærer noget af hende hver eneste vagt.

At der - som vanligt - er nedskæringer og måske fyringsrunder i sigte, lader vi ligge. Den bro krydser vi, når eller hvis, vi kommer til den.

-Jeg har langt om længe fundet en frisør, som kan klippe den frisure, jeg ønsker. Juhu.

-Jeg har købt et nyt komfur, for det gamle gik i stykker.

-Jeg har tabt mig en del af de kilo, som sneg sig ind på mig, da overgangsalderen for alvor ramte for et par år siden. Jeg mangler stadig lidt. Jeg tror, jeg har knækket koden nu. Hedder det hvalpefedt, når man er midaldrende?

-Jeg har købt en masse lækkert tøj. Se ovenstående.

-Jeg har droppet et par relationer til personager, som bedst kan beskrives som energivampyrer. Min bedste ven er efterhånden min kat. Jeg ender måske som Fay Weldons Praxis Duveen - forhåbentlig uden først at have afsonet en fængselsdom for medlidenhedsdrab.

-Jeg har opgivet at følge med i politik. Ikke for altid, men for nu. Jeg noterer mig blot, at vi fortsat slingrer støt og roligt mod afgrunden, men også, at jeg hverken kan gøre fra eller til. Vi kommer til at ligge, som vi har redt.

-Der hviler en forbandelse over den offentlige transport, især over DSB. Jeg kan hverken gøre fra eller til...Se ovenstående.

 Det var det. Det var vist - stort set - højde- og lavpunkterne i mit liv. Det kunne man skrive side op og side ned om. Men man kan også lade være.



Videoen for oven er fra olivenlundene i Parga. I byen findes et lille museum, den gamle olivenfabrik, som det er synd at gå glip af, hvis man er på de kanter. Deres produkter, som er fantastiske!, kan købes online. Og hvis man har besøgt museet, behøver man heller ikke sidde og lyde som en idiot i bussen til lufthavnen, som et par af 50-60+ segmentet, som en af os iøvrigt selv tilhører, gjorde, da vi skulle rejse hjem.

Nej, bøgetosser! Det er ikke de dovne grækeres tur til at ligge i liggestolene, når vi tager hjem. Olivenhøsten starter omkring november og så slides der indtil slutningen af januar med hårdt fysisk arbejde. Og nej, der er ikke to slags træer, et med grønne og et med sorte oliven. Der er tale om forskellige modningsgrader af selvsamme frugt. Så pak dit dumsmarte hir-hir og har-har sammen, du lyder mildt sagt uintelligent.

(jeg har efterhånden tilbragt lidt for mange timer med en mand, der hedder Ove og hans pænt negative indre monolog. Jeg siger det bare - aldrig, selv i mine sorteste stunder, er jeg blevet så negativ som Ove. Jeg siger jo heller ikke til det dumsmarte, velbjærgede segment, at de lyder helt hjernedøde, vel? Jeg lever stadig efter grundreglen "man behøver jo ikke sige alt, man tænker". Nogle gange ville jeg bare ønske, at visse af mine landsmænd gjorde det samme.)

Vi har olivenolie fra Parga med hjem. Det var det eneste vi købte. hvis du er på de kanter, så smut på museet og få en rundvisning for 3,5  euro. Rundvisningen afsluttes med en olivenoliesmagning. De holder vist også aftenarrangementer med madlavningsundervisning. Og de har en lidt finere gourmetrestaurant nede på havnen. Den når vi næste gang.

Alting får en ende

Udsigt fra liggestol på Valtos Beach. Jeg har svømmet dagen lang og ind imellem lyttet til lydbøger. Det bryder jeg mig normalt ikke om, men lige her fungerede det fint. Jeg lytter til " En mand der hedder Ove" og jeg skiftevis ryster af grin og græder rørt. Jeg kan egentlig ikke lide Ove. Jeg kan ikke fordrage typer, som er overkorrekte, pernittengrynede og konstant rettende på andre i forsøget på kun at tiltvinge plads til deres egen virkelighed. Til gengæld kan jeg sætte pris på Oves trang til at gøre tingene ordentligt, om det så er hængningsforsøget, hvor der først skal måles præcist ud til krogen, som skal bores op med den helt rigtigtige rawplug. Og afdækningsplasten, som ikke skal opfange kropsvæsker, men sikre at politi, redningsarbejdere og senere ejendomsmæglere ikke laver ridser og skrammer i det velplejede gulv.

Vi får god motion, for vi går til stranden tidligt om morgenen. Vi går op igennem de små gader, helt op til den venetianske borg og ned på den anden side.

I går spiste vi morgenmad på en cafe før opstigningen og vi vinkede farvel til " det blonde Mæhæ", som Ove nok ville have kaldt passageren på luksusyachten O'leanna, som koster 120 000 € at chartre i en uge. 

De sidste dage har vi bare fjollet rundt og været tilstede nu og her. Vi prøvede en fælles skønhedsbehandling med Doctor Fish. Det kilder. Stefan behøvede det nu egentlig ikke, for han blev bidt i knæet af en stor fisk, da han badede ved stranden.

Nu skal vi snart hjem. Hjem til lortevejr, dårligt fungerende offentlig transport og et skattesystem, som er det eneste danske, der minder bare lidt om Grækenland. 

Vi klarer det jo nok, vi har lagt d-vitamin, gode grin og græsk venlighed på lager.

Vi håber, vi kommer igen en anden gang.

Paparazzi!

Lige midt i "the Happy Hour(s).

Græsk fastfood

Der er 3 McDonald's restauranter i hele Grækenland. Tidligere var der flere, men de er lukket støt og roligt, det har ikke kunnet løbe rundt. Grækerne er stolte af deres madkultur og spiser der ikke.

I slutningen af 90'erne kiggede jeg ind i den største på Syntagma torvet i Athen og blev forundret over at der var salatbar; en kæmpemæssig montre fyldt med knus is, hvori der stod skåle med friske grøntsager. Vi havde en græsk guide med, en pensioneret gymnasielærerinde, og hun forklarede, at Mcdoof havde været nødt til at installere salatbaren - ellers ville grækerne ganske enkelt ikke spise der! Det har så ikke været nok, konkurrencen fra lokale fastfoodrestauranter  er simpelthen for stor.

Dagens frokost kostede 2 €. Brødet er vist ikke hjemmebagt, men af god kvalitet. Svinekødet er marineret og stegt over trækul. Dressingen er mors hjemmelavede tzatziki. Arrangementet med pommes fritterne er lidt mærkværdigt - men egentlig ret praktisk, hvis man tager sin pita gyros med på havnen. Man har alt i en hånd og byger ikke ressourcer på ekstra emballage.

Desserten er inkluderet i prisen.

Min mor laver den bedste Moussaka i Parga, sagde den unge mand, som serverer, engang. Det skal såmænd nok passe, ihvertfald bliver mor modtaget med klapsalver af stamkunderne sim en anden rockstar, når hun træder ind i tavernen.

Næste gang prøver jeg den Moussaka.

Midsommertop

Design: Isager

Garn: Drops Cotton Viscose

Pinde: 3,5

Størrelse: medium

Er gået helt balalajka med det guldtema der.

A Room with a View?

No. A Room with a banana palm tree. Ja, jeg ved, at det rent faktisk ikke er en palme. Men du ved, hvad jeg mener.

Er der bananer på, spørger du. Ja, det er der, der er bananer på.

Regner det, spørger du. Ja, det regner. Det regner skomagerdrenge og cats & dogs. Poseidon er gået HELT grassat i aften. Sådan er det engang imellem. Det er ok. Ellers var der jo ikke bananpalmer og roser. 

Jeg var ikke helt vild med bananpalmen til at starte med, Stefan elskede den fra første øjekast. Jeg har rigeligt indsigt og vil hellere have udsigt. Det er lidt for indadvendt til mig. Men nu er jeg også kommet til at holde af den og må modstræbende indrømme, es hat 'was.

Kælegarn

Isagers Jensen Yarn, det tidligere ÅLJ - Åse Lund Jensen - garn, farve 61s i skøn forening med den pudderrosa Blackhill Silk Mohair, som jeg har gemt på i nogle år, fordi det er så smukt, sart og eksklusivt, at det kræver en helt særlig partner.

Den er fundet nu og den underskønne kombination skulle gerne blive til Helga Isagers "Siberia" anorak.

Jeg kan næsten ikke vente, men må desværre nøjes med at kæle nogle timer endnu :-)

Tour de Fehmarn

Burg auf Fehmarn. Vi måtte opgive, bortset fra en formiddagskaffe og en frokost. Der var så sindssygt mange mennesker - turister - i byen, som blot er på størrelse med Maribo. 

Det er første gang, jeg har været her i turistsæsonen.

Stefans barndomshjem - eller i hvertfald laden, som hører til. Vi havde en lang hale af biler efter os, så vi kunne ikke sådan lige stoppe - og vejret indbød heller ikke rigtig.

Seriously? Wirklich?

Det koster penge at tage til stranden. Det er der sikkert også nogen, som gerne vil indføre her. Tak - men nej tak!

Strandkurvene kan jeg til gengæld godt lide. De er heller ikke gratis.

Vi kommer igen engang, hvor vejret er med os. Og hvor turistsæsonen er slut.

On the Boardwalk

For et par dage siden hjalp jeg en kollega med at planlægge en ferierejse til Costa del Sol. Pludselig gik det op for mig, at det netop i disse dage er 7 år siden, jeg sidst har været på solkysten. Det føles underligt sært, for i det meste af mit voksenliv har netop dette område og byen i videoen spillet en stor rolle. Min mor og stedfar boede her i over 20 år og var til sidst residenter i Spanien, så her har jeg haft min faste og regelmæssige gang.

Området har en sær plads i mit hjerte. På den ene side bryder jeg mig ikke rigtig om det, hvilket bestemt ikke skyldes området vest for Malagas multikulturelle islæt- Mijas kommunens inbyggere tæller over 120 forskellige nationaliteter!- , men nok snarere, at jeg føler mig en smule hjælpeløs, fordi jeg ikke fører motorkøretøj. Alt liv på solkysten er koncentreret om livsnerven N-340, motorvejen, som følger den gamle romervej Via Augusta, og som starter ved Barcelona i nord og ender i Cadiz ude i vest. Jovist, der er tog og busser på solkysten - men uden et kørekort og en bil er du som en cowboy uden hest.

På den anden side må jeg også indrømme, at jeg helt og ufrivilligt er kommet til at elske området og betragter det som en hjemstavn, uanset om jeg vil det eller ej. Følelsen af "at komme hjem" ramte mig i mange år uforberedt og ufrivilligt; så snart jeg i flyvemaskeinen langt, langt inde i Andalucia mærkede piloten starte indflyvningen til  Malaga, fik jeg en enorm klump i halsen, som bare voksede sig større og større, mens vi fløj ind over Sierra Nevada bjergkædens røde bjerge, for til allersidst at opløse sig i tårer, som silede mig ned af kinderne, så snart jeg ud af flyets vinduer i venstre side kunne skimte lufthavnsbygningen og skiltet: Aeropuerto de Malaga.

For 7 år siden ved denne tid  skulle Stefan, Andreas og jeg på sommerferie hos min mor i La Cala de Mijas. Min mor havde kun set Andreas, da han var spæd og for ham var det første gang, han skulle møde sin mormor. Han kendte hende fra telefonsamtaler og glædede sig vanvittigt til endelig at møde hende. Min stedfar var død året før af en langvarig kræftsygdom og min mor havde ikke kunnet rejse hjem og var også selv ganske svækket af sin gigt- og rygsygdom. De, som har kendt mig i årevis i blogland ved, at samarbejdet omkring mit samvær med Andreas - mildt sagt - ikke altid er gået glat, så jeg havde ikke kunnet rejse til Spanien med ham. Ferierejsen til Spanien var en drøm for os alle, som endelig gik i opfyldelse. Vi skulle rejse en onsdag, men mandag morgen, mens jeg stod og gav rapport på mit arbejde, blev jeg ringet op; min mor var fundet død i sin lejlighed, hendes hjemmehjælp havde slået alarm og sammen med Policia Local lukket sig ind, da hun ikke svarede på telefonen.

Så istedet for ferie kom rejsen til at stå i de praktiske arrangementers tegn. Stefan og jeg tog til Spanien og afviklede på en uge de sidste rester af hendes liv, fik fat i en advokat og indledte en global skifteretssag og fragtede hendes jordiske rester hjem i en urne.



(Man har ikke prøvet noget i livet, før man har forhandlet pris med et par barracudaer - eller ligrøvere, om du vil - af 2 spanske bedemænd på 24 timers vagt uden at have sovet i 26 timer. Vi endte nogenlunde nådigt - ifølge den danske konsul - på 20 000 kr,- og dertil skal tilføjes, at det er gratis at blive kremeret i Spanien!)



Det var en frygtelig oplevelse, mens det stod på, men jeg har siden trods alt været i stand til at give mig selv et klap på skulderen, jeg klarede det, trods alt!

Min Moster, som har været på Costa del Sol mange gange siden og ligefrem har følt et stort behov for at genbesøge, har nu og da undret sig over, at jeg aldrig er taget derned igen. Sandheden er, at jeg simpelthen ikke har kunnet. Jeg har sagtens kunnet forlige mig med min mors død, men jeg har ikke kunnet konfrontere mig med det oprørte hav af tusindvis af modstridende følelser, omstændighederne ved min mors død vakte i mig.

Da jeg hjalp min kollega med ferieplanlægningen gik det pludselig op for mig, at tiden måske ikke ligefrem har læget ALLE sår, men den har ihvertfald mildnet vreden og de oprørte følelser. Jeg tror, jeg kan nu. Og hvad vigtigere er, jeg har lyst til at gense og genopleve.

Så jeg tænker, at Stefan, Andreas og jeg engang til foråret eller til sommer skal en tur til La Cala de Mijas og gå en tur på den nye "boardwalk" langs havet. Jeg tænker, vi skal stoppe hos Pepe i yndlingsrestauranten "El Bombo" på stranden og spise et godt måltid.



Jeg tænker, det vil føles rigtigt nu.