Skabetti Squash

Skær squashen over på TVÆRS og ikke på langs, som de fleste opskrifter foreskriver. Fjern kerner og det gums, som sidder i midten. Læg squashen med skærefladen ned af i en lille bradepande med lidt vand i bunden. Bag ved 175 grader i 1/2 time ca, afhængig af squashens størrelse. Det er som regel her det går virkelig galt - less is more, bager du for længe bliver resultatet blødt og smagløst og ikke særlig lækkert.

Min squash var stor og den fik næsten 40 minutter og det var ved at gå galt. Man kan med fordel tage squashen ud efter den halve time og lade den stå og køle i lidt i vandet.

Man skiller spaghettistrimlerne ved at stikke det ene ben af en gaffel rundt langs kanten og forsigtigt løsne de sprøde strimler. Skrab så lidt som muligt, forsigtighed er nøgleordet. Jeg lod strimlerne ligge på et stort spækbræt for en hurtigere afkøling. Og når de nu alligevel ligger der, kan man ligeså godt krydre med det samme. Masser friskkværnet sort peber, salt, evt med krydderier. Imens squashen afkølede varmede jeg forsigtigt et par spiseskefulde af den gode olivenolie fra Parga, kom en god mængde salvie og halve hvidløg i og lidt dette sautere blødt. Det må endelig ikke branke! Jeg lod olien køle af i panden og fordelte den i squashstrimlerne, som stadig er knasende sprøde. Spaghettisquash smager af squash, altså af meget lidt. Ligesom andre squash skal det behandles forsigtigt og lidt. Det minder på ingen måde om græskarrets søde, lidt fade smag, som er et absolut no-go her i hytten hos nogle, uanset hvor meget man tuner med syre fedme og styrke osv.

Op i en skål med den krydrede squash, ristede pinjekerner på toppen og så er der servering af en lidt alternativ, sprød salat som tilbehør til etellerandet.

Spaghettisquash kan ikke sådan bare erstatte pasta, men kan bruges af de, som måske ikke tåler gluten, eller de, som gerne vil holde kalorieindtaget lidt i skak og tilføje flere grøntsager til kosten.

Vi tilhører sidste gruppe og det bliver ikke sidste gang den her salat rammer bordet.

Robot?

For nogen tid siden bølgede debatten om, hvorvidt mange af vores fag med lethed ville kunne overtages af robotter. Det er fremtiden! proklameredes højlydt og en - så vidt jeg husker - regionsformand ovre i Jylland slog kæphøjt ud med armene og mente, at ganske mange funktioner på vore sygehuse ville kunne overtages af robotter, og i skrivende stund allerede er ved at blive det. For det er for dyrt at have personale gående, som blot skifter sengetøj og serverer ostemadder og saft. Den opgave kan snildt overtages af en robot, mente han. Og endda til en meget billigere penge!

Men er det nu også rigtigt? Jo, hvis det blot handler om at servere en ostemad og skænke et glas saft op, har han for så vidt ret. Men er det virkelig alt mit daglige virke kan koges ned til?

På en vagt for nogen tid siden gik jeg en af mine sædvanlige runder på patientstuerne. En ældre medborger sad på sin seng og virkede lidt fortabt. Hun ville gerne have lidt at drikke og det hentede jeg til hende. Da jeg kom med drikkevarerne, talte jeg lidt med patienten, som jeg altid gør. Hun virkede lidt konfus og ikke helt med på, hvor hun var. Jeg spurgte ind til hendes data, som hun sagtens kunne redegøre for, sværere blev det, da jeg ville have hende til at redegøre for tid og sted. Hun var ikke helt med på dato og måned og at hun befandt sig på hospitalet. Jeg havde ikke fået overleveret nogen information om, at patienten skulle være dement. Jeg kikkede på sengebordet, som var en smule rodet, men i rodet lå blade med kryds & tværs - som lå ud til at være løst korrekt - samt en murstensroman af den lidt bedre litteratur. Der var intet, som tydede på demens.
Jeg hentede blodsukkerapparatet, som jeg altid gør først, når en patient virker konfus. Blodsukkeret var en lille smule forhøjet, men ikke meget, så der var altså ikke tale om, at patienten var ved at få føling. Jeg målte iltmætning, blodtryk, puls, temperatur og talte respirationsfrekvensen. Den sidste lå i den høje ende uden at give point på vore ews (early warning score), iltmætning normal, temperaturen var 37,9 og gav heller intet, det samme med pulsen, men blodtrykket var tårnhøjt!
Jeg gik tilbage til kontoret og slog patienten op. Hun var indlagt for en reumatologisk lidelse - den marginalt forhøjede temperatur kunne sagtens skyldes hendes gigtlidelse. Der var ikke i anamnesen angivet, at hun skulle lide af diabetes type 2 eller hypertension (forhøjet blodtryk), det let forhøjede blodsukker kunne tyde på infektion eller skyldes medicinsk behandling. Jeg checkede hendes medicinstatus, hun var ikke sat i behandling med prednisolon (binyrebarkhormon, kan give forhøjet blodsukker) og hun fik heller ikke medicin for forhøjet blodtryk.
Jeg slog patientens sidste blodprøvesvar op. Hendes leucocyttal var lidt forhøjet og stigende, det samme var crp'en (infektionsmarkører).
Bingo! Det samlede billede kunne i første omgang tyde på, at pt'en var ved at udvikle en infektion. Men hvor, hvad er fokus? Let konfussion, puls, temperatur,  respirationsfrekvens som lå højt, uden at give point. Blodtrykket derimod tårnhøjt. Dybest set starter vi en "bughunt", så snart, man mistænker infektion. Det tårnhøje blodtryk kunne tyde på urinvejsinfektion - ældre, som får en urinvejsinfektion, får stort set altid højt blodtryk og let konfusion ved denne lidelse.
Jeg går tilbage til patienten og følger på toilettet og tager en urinprøve fra, som jeg analyserer. Bingo igen. Prøven var positiv for leucocytter, nitrit, blod og protein. Jeg behøver dårligt analysere prøven, den lugter skrækkeligt. Jeg tager en prøve fra og sender til dyrkning og resistensbestemmelse. Jeg går tilbage til kontoret og den ansvarshavende sygeplejerske og informerer hende om mine fund. Hun kontakter lægen og de bliver enige om at sætte patienten i behandling med tabletter, fordi hun allerede er påvirket af infektionen.  Havde patienten været mere påvirket, ville de have opstartet intravenøs behandling med antibiotika. Og havde hun ikke været påvirket overhovedet, havde de valgt at afvente dyrkningsvaret fra urinprøven.
Herefter følger endnu nogle iværksættelser af sygplejefaglige handlinger, såsom væskeskema og blærescanninger og evt. tømning af patientens blære med kateter, hvis hun ikke selv kan tømme den ved vandladning.
Dette her er ikke et enkeltstående tilfælde, men hændelser, jeg oplever og handlinger, jeg udfører på stort set alle mine vagter - det er simpelthen det, jeg laver, det mit arbejde består af. Jeg udfører forskellige omsorgshandlinger, som bringer mig rundt til patienter, jeg taler med dem og ved første øjekast ser det måske ud til, at jeg blot sludrer, leverer varme hænder og serverer nogle meget dyre ostemadder og saftekander. Men i alt jeg gør, er jeg sundhedsprofessionel og jeg observerer, jeg reflekterer og allervigtigst, jeg handler.

Alt det her kan en robot ikke. Faktisk falder det ofte mange nyuddannede svært og også især udenlandsk sundhedspersonale, som måske ikke mestrer det danske sprog kyndigt nok endnu til at opfange små tegn på konfusion. Mange ville slå sig til tåls med, at patienten nok blot er ældre og lidt dement. Det kræver faglig viden og også erfaring at observere patienter og en af pointerne er, at det på langt sigt kan blive meget, meget dyrt at overlade de kedelige omsorgsopgaver til robotterne, fordi det også er de opgaver, som bringer os rundt til patienterne og giver os lejlighed til at observere og fange problemstillinger i tide.

Det daglige brød

Ja, jeg ved, jeg ikke ligefrem er firstmover på det der grydebrød - men det går sin sejrsgang her i hytten for tiden.

Jeg laver mit sådan her:

6 dl vand
1 spsk salt
1 lille spsk honning
5 g gær
ca 800 g mel, her er det 600 g hvedemel og 150 g speltmel.
Det hele røres sammen i en skål og mængden af mel afhænger lidt af meltype og konsistens, dejen må ikke være for flydende, men heller ikke for fast. Bruger man mel med højt fiberindhold, skal man bruge lidt mindre, siger erfaringen.
Låg eller film over skålen, som står 12-18 timer, natten over, om du vil.
Næste morgen tændes ovnen på 250 grader og  og samtidig sættes en mindre støbejernsgryde med låg ind. efter ca 1/2 time er gryden rygende varm og tages ud og straks efter smider jeg en håndfuld havregryn og solsikkekerner i bunden og dejen - som jeg endnu ikke har rørt!, ploppes simpelthen ned i den varme gryde, låg på, bager 1/2 time ved 250 grader. Herefter bager brødet endnu 15-20 min. uden låg, hvorefter gryden tages ud og brødet straks vippes over på en rist. Har du kommet havregryn/solsikkekerner i bunden går dette som en leg og der er stort set intet at vaske op/gøre rent, udover skålen. Ikke helt uvæsentligt, når man som jeg kun har en opvaskemaskine af meget tvivlsomt, tysk fabrikat :-)

(Ja, jeg ved godt, at man bør slå dejen ned og folde den x antal gange på et melstrøet bord - men jeg læste, at Mira Arkin hverken ælter eller folder, men blot plopper hele svineriet i gryden på en gang, så jeg gør det samme. Og min erfaring siger det samme som hendes - at brødet hæver mere og får større luftbobler, hvis man ikke ælte/folder/river/rusker osv.)

Hvis du nu mangler en støbejernsgryde, som præcis passer til grydebrødet og ikke lige synes, at der står hverken "Staub" eller "Le Creuset" på dine penge, så har Isabella Smith en fortrinlig lille jernsgryde på udsalg til formålet. Den er helt fantastisk til prisen og så er den lyseblå, hvilket virkelig ikke gør den dårligere :-)

( Brødet ser måske lidt fugtigt ud i krummen, men det kommer sig af, at nogen her i husstanden ikke kan nære sig for at skære endeskiven af og spise den med smør, før brødet er ordentligt afkølet. Det er virkelig en uskik, men så knasende sprødt, at man er lovlig undskyldt.)

En guldgrube

Nogle gange er youtube en veritabel guldgrube. Dagens tankerække; Støjberg i Politiken - citatet fra min fars amerikanske ven, fik mig til at mindes Gene, som også besøgte os flere gange. Han og jeg fik et meget nært forhold, jeg holdt utrolig meget af ham.

Gene var uddannet skuespiller og danser i New York. Jeg ved ikke, hvor i USA han var vokset op, men han var vokset op med fattig, enlig og hårdtarbejdende mor og 4 eller 5! ældre søstre. Han boede i Los Angeles, da vi kendte ham. Han havde arbejdet som danser i et balletkompagni, men forsøgte at slå igennem som skuespiller, men det kan man ikke leve af. Han arbejdede også som frisør, aerobicsinstruktør og alt muligt andet. Han klippede vores hår, når han var på besøg og han og jeg trænede på stuegulvet, så jeg nogle gange ikke kunne gå eller stå i flere dage :-). Han kunne også sy tøj. Han havde syet en hel del af sit eget og fortalte rørende om dengang hans mor kom til L.A. for at deltage i en af hans premierer. De ledte efter en kjole, hun kunne bære til lejligheden og de fandt også en virkelig smuk en - men den var alt for dyr. Gene købte i al hemmelighed stof og han blev oppe hele natten og syede en præcis kopi af kjolen, som hang klar, da hans mor stod op.

Rollen i Kojak overfor Telly Savalas var det, han var mest stolt af og nok det videste, han havde drevet sin skuespilkarriere til. Da han besøgte os, stod han i begreb med at flytte til London for at forfølge en karriere som sanger - soul, blues og jazz. Efter '81 forsvandt han, hvilket også kommenteres på en af debatsiderne online. Hvad der er blevet af ham, kan jeg kun gisne om. Jeg håber sådan, han er ok.



Jeg holdt utrolig meget af ham og det er sjovt, at jeg nu kan se hans skuespilpræstation i Kojak på youtube. Temaet er iøvrigt skræmmende aktuelt igen stadigvæk: Den sorte mand, som dømmes og sættes i fængsel for en forbrydelse, han ikke har begået. Kojaks betragtninger om det forhold er ligeså.

A Tuna Fish Salad

Jeg er vokset op i en lillebitte by i Nordjylland, i et ret ualmindeligt barndomshjem. Min far var enlig far til 3 børn, udover at han levede et liv i hemmelighed som homoseksuel. Eller rettere - hemmelighed er måske ikke det rigtige ord, rygter var der såmænd, men min far besvarede eller konfronterede dem bare aldrig. han levede bare sit liv, inviterede de, han ville og lod rygter være rygter. Jeg tror egentlig mest, han syntes, hans seksualitet og livsførsel var en privat sag.
Mit barndomshjem var et åbent og venligt et af slagsen. Der var plads til alle de venner, jeg måtte ønske at tage med hjem og det samme lod min far gøre gældende overfor hans venner. Min far havde en - seksuel, formentlig - præference for sorte mænd og jeg er overbevist om, at min far er den mand, som er nævnt i et af interviewene i San Francisco journalisten Randy Shilts bog "And the band played on..." om hiv-infektionens udbredelse i den vestlige verden. Sorte mænd findes der som bekendt en del af i USA og min far havde rigtig mange amerikanske kontakter i årene 1979 - 1981, hvilket formentlig endte med at blive hans død. Vi havde i de år rigtig mange gæster fra USA, ikke kun fordi min far havde seksuelle kontakter, men snarere fordi man i de kredse rejste billigere ved at indlogere sig hos hinanden i en slags tidlig AirBNB, bare uden penge involveret.
Vi havde gæster fra mange dele af USA, Ken boede i New York og arbejdede i et flyselskab(!), Gene var balletdanser, skuespiller og jazzsanger (ham knuselskede jeg så højt, så højt), en anden hvis navn, jeg ikke husker, var politiker i kongressen i Washington og den sidste jeg husker, var professer i social sciences på et californisk universitet, jeg mener, det var Berkeley.

Den sidste kan jeg ikke lade være at tænke på i dag, når jeg læser Politiken. Jeg mener, han hed Darryl, jeg husker det ikke præcist, men jeg husker, hvad han fortalte; nemlig at han altid forsøgte at lære sine studerende, at USA ikke er "a melting pot", hvori alting smeltes sammen til en ensartet masse, men snarere "a Tuna Fish Salad", hvor alle komponenter - til dels - beholder sin form og farve, men safterne fra alle enkeltdelene udgør et hele, som giver hele salaten den umiskendelige smag af tunfiskesalat.

Gud forbyde, at vi nogensinde bliver en ensartet masse, hvor alle ser ens ud, tænker og tror det samme, stemmer på et parti. Lyder dette scenario skræmmende bekendt?
Tunfiskesalaten lyder for mig, som en noget mere spiselig(!) variant - men hvordan skal vi nogensinde blive til tunfiskesalat, når alle enkeltdelene i salaten holdes adskilt i dåser, plastikposer og bøtter? Integration går begge veje. man kan ikke forvente at det kun er den røde peber i salaten, som skal bidrage til saften og majsen ikke skal afgive så meget som en dråbe.

Det er umuligt, det, som en del af danskerne og deres politikere vil. Det er umuligt, at blive en ensartet masse og det er umuligt, at blive en tunfiskesalat, uden at alle delene påvirker hinanden.

Hvad er det egentlig, de vil?

Skribentfif

For efterhånden lang tid siden læste jeg bogen "Livet for let øvede" af Majse Njor og Fay Weldon. Bogen er brevveksling mellem de to forfatterinder, den yngre og den ældre, hvor de deler og udveksler livserfaringer.
Den nyskilte Majse Njor har øjensynligt i sin skribentvirksomhed oplevet problemer, fordi hun har skrevet meget direkte om personer i sit virkelige liv uden at sløre og maskere dem. Hun spørger derfor den ældre og mere erfarne skribent, hvordan hun takler den slags problemer.
Fay Weldon svarer, at - det efter hendes mening - er en grundlæggende dårlig ide at skrive om direkte og let genkendeligt om mennesker i sit virkelige liv. Til gengæld kan det ikke undgåes, at de udviklede romankarakterer nu og da vil være genkendelige for de virkelige personer, de er udviklet over. Her har Fay Weldon et fif, et lille kneb, som hun gerne vil dele med sin yngre kollega: Hvis der er tale om en kvindelig romankarakter, sørger hun altid for at gøre denne ualmindelig smuk. Er der tale om en mandlig, sørger hun for at gøre ham veludrustet og seksuelt udholdende. Ved at forlene romankaraktererne med disse træk, er det hendes erfaring, at folk vil tilgive hende næsten hvilke som helst af de andre negative karaktertræk, de udviser.

Hvis Karina Pedersen fortsætter sin skribentvirksomhed efter *indsæt selv genre* "Helt ude i hampen", burde hun måske overveje at bruge Fay Weldons fif og teknik. Hun bør ihvertfald næste gang gøre sig selv - og andre - helt klart, hvilken genre, produktet af alle anstrengelserne tilhører.
Andre, som påtænker at følge i Karina Pedersens fodspor, kan med fordel nå at tage den ældre forfatterindes råd til sig, før de træder godt og grundigt i spinaten.