Nye begyndelser

For 10 år siden ønskede jeg at forandre mit liv og jeg begyndte derfor at gøre tingene anderledes, end jeg plejede.

Og i aften er det præcis 10 år siden en af de virkelig store forandringer indtraf og derfor fejrer jeg altid - stilfærdigt - Halloween eller nok snarere Samhain.

Forandringerne er naturligvis et resultat af min egen vilje til at forandre mig og de handlinger, jeg i den forbindelse foretog mig. Men det kan ikke helt afvises, at der også var magi med i spillet :-)

Så derfor, godt nytår til alle hexe og hedninge og skål på nye begyndelser!

Den lever frit, der kan dø.

Måske en Martsnat.

Jeg dør en lille Smule
for hvert Sekund, der gaar,
jeg bærer Døden med mig
igennem Livets Aar.

En Nat, måske en Martsnat,
så mild af Regn og Tø,
skal jeg gaa bort i Mørket
og holde op at dø.

Sådan lyder Grethe Risbjerg Thomsens digt fra 1948. Jeg holder meget af digtet, for det udtrykker meget præcist mit eget forhold til døden.

"Den lever frit, der kan dø!" sagde Karen Blixen i Den Afrikanske Farm, og så gik hun på løvejagt, velvidende at det kunne koste hende livet. For snart rigtig mange år siden havde vi på min arbejdsplads forfatteren, terapeuten og socialrådgiveren Marianne Davidsen Nielsen som superviser i et to-årigt projekt, som skulle ruste plejepersonalet til at turde tale med patienter og klienter om den eksistentielle udfordring, det er, at leve med en livstruende sygdom. (Jo, jeg skrev udfordring, for det er det, det er. Man kan tage imod den. Eller man kan lade være. )Karen Blixen citatet dannede dengang grundlaget for Marianne Davidsen Nielsens bog "Blandt Løver" om samme emne. Om at vælge at dø bevidst.

I øjeblikket er vi vidner til to forskellige måder at dø. Vi er livsvidner til et menneske, som møder døden med åbne øjne og lever til allersidste øjeblik. Et menneske, som vælger at dø bevidst. Og vi er vidner til det modsatte, et menneske, som vælger isolationen, fornægtelsen og tavsheden. I det sidste tilfælde er døden i stuen som den kæmpemæssige elefant, vi alle ser - men ikke nævner med et eneste ord. Det første forløb er måske umiddelbart mere smertefuldt at være i, men også så meget lettere og livsbekræftende. Jeg håber, jeg tør være lige så modig, den dag min tid kommer.

De to vidt forskellige forløb er også årsagen til, at minderne om fortiden og de, som gik i forvejen, nok fylder lidt rigeligt på bloggen i år. Jeg ser tilbage, men også frem, alt mens jeg opholder mig i nuet. Det er, som det skal være.

(Og så vil jeg gerne sende en undskyldning til alle de Århusianere, jeg kom til at behandle lidt ondsindet i går - jeg elsker Århus, men præcis, som København ALDRIG NOGENSINDE bliver en metropol som London og Berlin, så bliver Århus ALDRIG NOGENSINDE København. Og jeg havde lige haft en oplevelse, som aktiverede irritationen over de Århusianere, som ikke kan indse dette faktum og konstant forsøger at gøre deres hjemby til noget, den aldrig bliver og aldrig skal være og åbenbart ikke bare kan elske deres by, som den er. De typer findes alle vegne og ikke kun i Århus. Så undskyld, Århusianer!)

:-)

Hjem til Århus

Min far var barn af Århus, født i 1933 på fødselsstiftelsen. Senere flyttede familien til forstaden Viby i en villa, min farfar selv byggede. Århus har været en fast ramme om min barndom. Den Gamle By, Tivoli Friheden, Botanisk Have, Vikingeskibene ved Moesgård Strand, Marselisborg og AGF's boldbaner. Vandtårne, Funkisvillaer og Trambusser. Ka' du se månen, Pusser & hva' så, ven? Min far døde tæt på sit fødested, på Marselisborg Hospital. Jeg har ikke rigtig været der siden den smukke majaften i1993, hvor vi forlod hospitalet og kørte nordpå.

Århus er på en måde hjem og så alligevel ikke. Århus er mange gode ting, men den er også kvælende provinsiel. Og småtskåren.

Noget af efterårsferien gik til Nordjylland.

Og vi tog en tur til Den Gamle By, som jeg altid har elsket højt.

Min barndom er kommet på museum.

Vi var osse ved frisøren anno 1973

Og vi lurede dress coden i kollektivet.

Mit barneværelse og min seng var der.

Og min allerførste skoletaske

Det var en god tur og dejligt både at gense, men også at opleve nyt og Den Gamle By er bestemt stadig et besøg værd.

Hello Darkness

Hausfrau

Det sidste lange stykke tid har der været gået Hausfrau i den. Jeg havde en del fri i september og brugte en del af tiden på at koge den ene gryde chili con carne og ragu bolognaise efter den anden. Jeg har hele tiden vidst, at vi ville få travlt og derfor har jeg lagt på lager og frosset ned. Det var stille før storm.

Nu er vi midt i det. Stefan med arbejde og jeg med kurser i vires nye dokumentationsårogram, Sundhedsplatformen.

Vi har syge mennesker i familien. Ingen af os er nærmeste pårørende, men det påvirker alligevel. Allerhelst ville jeg smide alt og stikke nordpå lige nu, men Stefan er nødt til at blive her. Den dårlige samvittighed - som vel mere handler om uopfyldte behov, end egentlig samvittighed - snapper mig i haserne dagligt. Jeg når ikke alt det, jeg vil. Eller burde. 

Min hukommelse er som en si. I går lykkedes det mig at tage fejl af mødetidspunktet for kurset. Jeg kom en time for tidligt - godt det ikke var omvendt! I min taske havde jeg ikke, som jeg troede, listen over mine koder og log- ins, men en håndskrevet seddel med det græske alfabet ( som jeg også er ved at lære, lang historie).

Jeg bliver glad, når de næste to uger er overstået. Så er det nemlig efterårsferie.

Efterårsferien går både til Ærø og til Nordjylland. Kulhuset er ledigt og vi snupper et par dage på vej nordover. Jeg tænker, det bliver godt at sidde på bænken og strikke en dags tid. Men først må vi bide tænderne sammen og komme igennem de næste par uger.

Enviro-Mental

We've gone completely enviro-mental.

Min kollega og jeg strikker miljørigtige karklude efter en gratisopskrift fra Drops, som hedder Waffle Love. Vi hr stiftet WWWLC - the World Wide Waffle Love Club (du lyder pervy, mor!). Der går præcis 1 nøgle Drops Paris til sådan en klud. Den er ikke helt kvadratisk, men nok praktisk og god.

Disse her er strikket på pind nr 4 af garn af genanvendte jeans. En af mine garnpushere, Tante Hanne i Odder, har tilbud på garnet - 8-9 kr nøglet. Det er ok, men batter nok desværre ikke rigtig meget i det store klimabillede. Lidt har også ret. Det minder mig om, at jeg snart skal have lavet mere olivensæbe, min egen fortolkning af den berømte Alepposæbe. Jeg tror ikke, vi skal regne med megen sæbe fra Aleppo lige pt. Så må man jo selv igang.

Siberia Anorak

Model: Siberia Anorak

Designer: Helga Isager

Garn: Jensen Yarn, farve 61 og Blackhill Kid Silk Mohair, farve pudderrosa.

Pinde: 4, 4,5 og 6

Teknik: vævestrik, vendestrik; german shirt rows. Saddelskulder.

Str.: L

Ændringer: jeg har forlænget anorakken, som er meget kort, ved at strikke de sidste raglanindtagninger på hver 4. pind, samt ændre den øverste mønstertrekants forløb i højden. Jeg har strikket en række fremhævede retmasker langs saddelskulderens kant på ryggen til at montere lidt pænere efter.

Hot or Not? Hot! Men lidt for stor, selv om jeg strikker lidt fastere end de isagerske strikkedamer og derfor valgte str L.

Jeg er ikke helt tilfreds, for der hviler en forbandelse over min strikke-mojo i øjeblikket. Jeg har meget om ørerne og kan ikke altid få min hjerne til at vende rigtigt - pludselig kunne jeg ikke strikke vendestrik, wraps & turns, længere, selv om jeg har brugt den teknik hele sommeren! Det fungerede ikke og halsudskæringen og det øverste af raglanindtagningerne er strikket om 4 gange, hvilket til sidst gik lidt ud over finishen. Helt smukt er det ikke, men jeg gav ikke op og lærte mig istedet teknikken " german short rows".

Skidt pyt, nu er den færdig og jeg skal ha' en til - en sort en. Og måske en råhvid.

Jeg holder tungen lige i munden i øjeblikket. Min hjerne er stresset og lige nu mindes jeg, at jeg, da min mor døde, glemte, hvordan man strikker vrangmasker og til sidst måtte på youtube for at lære det igen. Seriøst?!!

Jeg kender mig selv og tegnene på, at der er løse forbindelser i kredsløbet, er tydelige. Ingen grund til panik, men tid til at geare ned i det omfang, det er muligt :-)