onsdag den 21. december 2022

1/2 kvadratmeter sort jul

Næsten alt er kaos lige nu, men det går trods alt til levesiden. Den er godt nok nasty, den her omgang. Jeg er stadig lettere rundforvirret, igår lykkedes det mig at gå i bad ...med hjemmesko på!

Nå, men før alt det her gik løs, havde barndomsveninden gjort mig opmærksom på, at der på TV2 findes en svensk serie, nærmest en institution i sig selv, som hedder "Jul med Ernst". Hun var overbevist om, at det liiige ville være noget for mig. O boy, o boy...

Hvis du altså ikke allerede ved det, så er Ernst Kirchsteiger en svensk indretningsarkitekt af østrigsk afstamning, som sammen med hunden Sherman har et årligt tilbagevendende tv program, hvor han viser, hvordan man med enkle midler og greb kan tæppebombe sin tilværelse lige lukt i juleland på nul komma 5. Der er 14 sæsoner på TV2 play og Ernst kører nærmest i døgndrift som en slags non stop julelydtapet her og det er så næsten det eneste jul, vi har.  Der er noget beroligende ved Ernst, han har en slående lighed med Sean Connery, dog her iført striksweater og filttøfler. Det er en meget mærkelig oplevelse og Ernst vil for altid fremover være min go-to "hitta på man" (ikke Hitman, men det ku' Stefan godt finde på at kalde ham. At høre tyskeren prøve kræfter med det svenske sprog er hyleskægt).

Urtepotten havde jeg malet med en rest kalkmaling før Corona ramte, men det krævede ikke megen energi at række armen ud af terrassedøren og smide lidt mos og et amaryllisløg og et granatæble i potterne.

Dekorationen er ikke helt færdig endnu, jeg samler lige kræfter til de sidste udskejelser, men dette er indtil videre mit julerevir.

(Man ku' ha' pudset vinduerne og tørret vindueskarmen af og guderne må vide, hvorfor havebordet står på højkant, men det gider jeg ikke tænke over...)

4 kommentarer:

  1. Holddaop, den er da barsk ved dig, den virus! Jeg håber du bliver frisk til selve julen, så ikke du får lavet flere sko om til badetøfler 😉
    Ernst er god! Jeg har set ham nogle gange. I det hele taget er svenskerne gode til gør det selv-programmer af forskellig art. Og nordmændene er gode til at lave haveprogrammer ...
    Jeg ville gerne høre Stefan forsøge sig med svensk. Vi har en tysker på vejen, som taler flydende og godt dansk, men man er ikke i tvivl om, at han er født og opvokset i Tyskland. Når han forsøger sig med engelsk, bliver den tyske accent MEGET tyk 😂

    SvarSlet
  2. Jeg tror, vi har talt om det før - tyskere over en vis alder taler ikke godt engelsk 😂 Det sjove er jo, at selv om Stefan taler godt dansk, så forstår han bare nada svensk og norsk. Han kan forstå østrigsk og en del hollandsk præcis som vi danskere forstår svensk og norsk - men det her er, så at sige, lukket land. Men det lyder sjovt, når han aber efter Ernst 😆
    Ernst er bare go', jeg er totalt fan og har allerede lånt et par tricks fra ham.
    Set i lyset af, at jeg fik feber fredag aften og slet ikke forbandt det med corona, fordi jeg først fik djævelsk ondt over lænden og troede, at jeg havde fået nyrebækkenbetændelse, så synes jeg godt nok den er til den hårde side, for frisk, det er jeg ikke endnu. Men der går fremad 😁

    SvarSlet
  3. Vi skal jo ikke teste os mere, så om det er corona eller anden virus vides ikke, men den har også ramt rigtig mange af mine kolleger. De har så svært ved at blive rask igen og er utroligt trætte når de vender retur på arbejde.
    jeg er ikke rigtig blevet fanget af Ernst, men du har ret, han er der konstant :-)
    Håber du kommer ovenpå og jul bliver det uanset om haveborde vender den ene eller anden vej :-) Jeg er vild med din ud-af-vinduet bordpynt :-)

    SvarSlet
  4. Jeg har lidt samme oplevelse, Lene. Jeg ved godt, vi ikke skal lade os teste, men jeg fik nu altså taget en pcr, som var positiv - mest fordi jeg gerne ville være sikker om det var corona af hensyn til Stefan. Nu om dage kan man jo sætte ind med hurtig behandling hos dem, som er i risikogrupperne. Indtil videre har han så hverken symptomer eller positiv test, heldigvis.
    Jeg er både begejstret over og fascineret af Ernst, fordi det er så overdrevent - og det kan jeg godt grine af. Af en eller anden grund er det jo vildt charmerende når fugten driver ned af enkeltlagsruderne i noget faldefærdigt, skimmelbefængt gammelt svensk bygningsværk. Når det er her i huset, not so much 😂

    SvarSlet