Der har været stille herfra. Der er sket store forandringer, så store at jeg slet ikke har kunnet sætte ord på indtil nu.
Stefan flyttede for 3 måneder siden. Vores relation har længe været under forandring og til sidst måtte vi erkende, at vi ikke kunne få enderne til at mødes og det kom til et brud mellem os. Der var ikke megen højstemt dramatik, men alligevel så et dybt og tungt indtryk i mig, at der gik nogle måneder, før jeg overhovedet var i stand til at sætte ord på det skete til andre end mine absolut nærmeste. Nu bor han i en lejlighed i byen, vi ses ofte og i det mindste er der vokset et solidt venskab ud af vore 17 år sammen.
Alting forandrer sig. Jeg har aldrig været god til forandringer, for i mine tidlige år var forandring ofte lig med katastrofe. Den lektie er jeg ved at lære og jeg siger med vilje ikke, at jeg HAR lært den. 😉
Men det går, alt andet lige, bedre på den front.
Jeg har været sygemeldt fra jobbet en periode med stress og belastningsreaktion - det er ihvertfald, hvad psykologen, jeg går til, kalder det.
Jeg startede på job efter min ferie, i dagene efter det frygtelige knivdrab på en læge i psykiatrien skete. Efter endelig at have nået fuld sikkerhedsbemanding i nattevagterne, kom jeg tilbage til endnu en gang at opleve at bemandingen var skåret ned til to personaler, i stedet for normalt tre i akut, intensiv psykiatri. Samtidig var vores sikkerhedsvagt, som er en specialuddannet forebyggelsesinstruktør også sløjfet, ihvertfald for en kort bemærkning. Tilfældet ville at vi samtidig havde en patient indlagt, som tidligere har overfaldet både personale og medpatienter. I løbet af den arbejdsuge blev det så min tur. Vi nåede heldigvis at afværge overfaldet og umiddelbart efter følte jeg mig ok, min kollega var dog noget mere rystet og påvirket. Da jeg dagen efter mødte på job igen, havde patienten fået ordineret fast vagt - dog uden, man syntes det kunne være en god ide samtidig at øge bemandingen fra to til tre. Samtidig kørte de dyre skåltaler, mindehøjtideligheden og minutter af stilhed for de dræbte og sårede i psykiatrien og mantraet "det må aldrig ske igen!" føltes pludselig bizart skamredet.
Og så trak jeg stikket. Kastede håndklædet i ringen, hvilket nok er noget af det mest grænseoverskridende, jeg har oplevet. Jeg. Kan. Ikke. Mere...
Jeg er for længst tilbage på job igen, men for nogle uger siden kom jeg til den erkendelse at jeg, set i lyset af alle hændelserne i denne sommer, har brug for forandring og en frisk start. Det er lidt lige som Sams bar: Some times you wanna go where everybody knows your name. And they're always glad you came..😉
Så 1-11 er det tilbage til somatikken, til "mit" gamle hospital, denne gang i akut, almen neurologi.
Jeg er en smule rædselsslagen for alt det nye, jeg skal lære. En ting er, at komme i et speciale som vikar, noget helt andet er virkelig at mestre specialet. Men jeg trøster mig med, at eftersom de kender mig og selv ofte har opfordret mig til at søge, så er det nok ikke helt skævt.
Så, forandringer - kom an! Jeg skal gøre mit yderste for at holde balancen.