En af mine første chefer var lidt af en original. Han mødte ofte ind på job i taxa, iført hawaiiskjorte og solbriller, præcis samtidig som jeg gik hjem fra nattevagt. Dengang vidste jeg ikke, at han var verdens bedste chef. Den slags ved man ofte først 15 år senere, når man forlængst er holdt op.
Vi var alle enige om, at det er fuldstændig uhørt, at en chef råber Damp-barn efter sine ansatte. Men vi var til gengæld også enige om, at han i dette tilfælde havde ret. Og at det kan ske for selv den bedste, at man mister besindelsen.
Hu-Hej, hvor det går. Januar trækker tænder ud. Hvis jeg nu og da lyder lidt indebrændt over den politiske situation i Danmark, er det til dels blot en overspringshandling. Der er rig mulighed for at fedte alle sine frustrationer af på Støjberg, Løkke Rasmussen og Frederiksen i øjeblikket. Så kan man glemme det, som virkelig trykker, blot for en stund.
Stefans bror, som har haft kræft de sidste 3-4 år, blev et par dage før jul ringet op af en af sine læger, mens han stod nede i Netto. Lægen ville såmænd blot fortælle ham, at der ikke var nogen grund til, at han mødte frem til den næste kemo-behandling - kræften havde spredt sig til hans lunger og de er nu så angrebne, at der ikke er mere at gøre. Men lad os tales ved i det nye år, om vi kan finde på noget eksperimentiel behandling. Sådan, du. Don't buy green bananas!
Jeg bliver så vred, så vred, så vred at jeg næsten ikke kan være i det. Jo, vi har travlt i sundhedssektoren. Men nogle medarbejdere er ganske enkelt blevet forråede undervejs.
Min arbejdsplads skal flytte til et andet hospital og have en ny ledelse. I lang tid - et år godt og vel - har vi gået rundt og troet at den hellige grav var velforvaret. Jo, der ville være stillinger til alle. Nej, der kommer IKKE nogen fyringsrunde. For et par uger siden smed den nye ledelse så bomben. Der ville ikke komme en fyringsrunde, men de bød op til en omgang stoledans. Der ville ikke være stillinger til alle. Jeg nåede lige at få besked om, at jeg ville være sikret en plads på den nye afdeling, før influenzaen ramte mig som et kølleslag. Først sov jeg i 24 timer. Så i 12. I går var jeg oppe at se land. Jeg strikkede en hat. Nej, jeg har ikke fåresyge :-)
Jeg har af min familie fået forbud mod pom-pom. De siger det ser latterligt ud på en på næsten 50. Man kunne hævde, at selve hatten alene nok er uegnet til min aldersgruppe. Skidt pyt. Den er varm og sjov. Jeg gider godt noget varmt og sjovt.
Hatten er strikket i rester fra garnudsalg.dk, holstgarn.dk, garnpusher.dk og isagerstrik.dk på pinde nr 4 og 4,5. Lidt for stor til mit lille hoved efter vask. Næste gang strikker jeg det hele på pind nr 4.
Kit til Mads Nørgaard sweater købt hos knithouse.dk, hvorfra alt overskud går ubeskåret til Red Barnet.
Garn: Filcolana Peruvian Highland Wool, 7 ngl Marcipan 977 og 7 ngl koks 956 og 1 nøgle Calypso 283 til kanter.
Pinde: nr 4,0 og 5,5
Str: Xl, men pga større pindestr snarere en XXL. Lige i det største, men også meget hyggelig :-)
Teknik: Fair isle.
Ændringer: et halvt nr større pinde, da trøjen ellers blev for kompakt for min smag. Jeg har strikket masker under armene sammen i stedet for at sy.
Hot or NOT? Helt klart HOT, selv om den er lidt for stor. Jeg brød mig ikke om garnet før vask, superbødt " tyggegummiuld", jeg kan bedre lide den lettere højlandsuld, som kradser lidt. Måske er jeg bare lidt krads :-)
DDR-tiden er en forsvindende lille del af Rostocks historie og derfor var det måske en lille smule uretfærdigt, at vi besluttede at aflægge Stasi-fængslet, som nu er dokumentations- og mindested, et besøg, istedet for at besøge det kulturhistoriske museum, som har til huse i byens kloster, Kloster zum Heiligen Kreuz.
Klostret er iøvrigt grundlagt i 1270 af den danske Dronning Margrete, altså ikke hende den første, men af Margrete Sprænghest, som var gift med Christoffer 1. og kronet sammen med ham. Angiveligt skulle "Sorte Grete", som hun også kaldtes, være blevet reddet ud af havsnød og i taknemmelighed have grundlagt klostret. Hun bar tilnavnet "sprænghest", fordi hun angiveligt skulle have redet en hest til døde under en rask flytning af en hær. Hun lyder ærligt talt til at have været lidt af en knaldperle, hun har ligget i fejde med både holstenerne og schlesvigerne og efter sin mands død reciderede hun på Nykøbing Slot på Falster, hvor hun sad og styrede Estland - og formentlig også lidt Danmark, eftersom hun var mor til regenten, Erik Klipping.. Hun døde i Rostock og er bisat i klosterkirken i Bad Doberan.
Det belv ikke denne gang, vi besøgte klostret, men vi har vist været der før. Jeg mener svagt at kunne erindre, at de universitetsstuderendes middelalderjulemarked fandt sted nede i klostergården, et iøvrigt strålende og meget autentisk arrangement. Det står lidt tåget i min erindring, for på vej dertil kom vi forbi en bod, hvor hjemløse solgte Glühwein til fordel for en af kirkerne og som den eneste alkoholdrikkende i selskabet, ofrede jeg mig i den gode sags tjeneste og købte et bæger, som var ualmindeligt velsmagende, men også toptunet med omdrejninger og for at sige det som det er: Jeg var stort set plakatfuld, da vi besøgte klostergården for nogle år siden og måske er det derfor, jeg husker det som en fabelagtig oplevelse. Det kan ikke helt afvises ihvertfald.
Nå, men vi sprang museum og kloster over denne gang, for jeg ville gerne besøge Stasi-fængslet, som i øjeblikket har en lille særudstilling om flugtruten over Østersøen. De fleste ved, at mennesker i DDR flygtede over muren og den indre, tyske grænse for at undslippe regimet, men færre ved at langt flere døde i forsøget på at flygte over Østersøen til Danmark. Den danske journalist og forfatter Jesper Clemmensen har skrevet en fin bog om emnet; Flugtrute Østersøen og hans dokumentarudsendelse "Flugten fra DDR", som har været vist flere gange på DR, har også gjort stort indtryk. Familien Senders flugthistorie er vel en af de mest tragiske i koldkrigstiden og Christoph Senders fortælling om sine søstre og fars død på havet er nok en af de historier, som aldrig helt vil forlade mig. Ihvertfald kan jeg ikke sejle over Østersøen uden at tænke på dem.
Heldigvis er der jo også positive og helt utrolige historier imellem. Peter Döbler, en yngre læge fra Rostock, svømmede i 1971 fra Kühlungsborn strand til Fehmarn, en strækning på lidt over 45 km. Han havde trænet og forberedt sig på flugten i nogle år og ikke nok med at præstationen er helt utrolig - den efterfølgende historie, hvor Peter Döbler mange år senere efter murens fald på en fisketur til Kap Verde øerne møder en anden tysker, som også er fra Rostock, er næsten endnu mere usandsynlig. Det viser sig nemlig, at manden på en måde kender Peter Döbler; han er nemlig den indsatsleder, som i sin tid sendte militære eftersøgningsbåde og kampsvømmere efter ham. Ikke nok med, at de flygtende skulle kæmpe mod Østersøen, mod vejret, mod udmattelsen, sult og tørst, de havde ofte også militæret i hælene. Helt utroligt, at lidt under 1000 mennesker rent faktisk lykkedes at slippe ud af DDR over havet.
Stasi-fængslet ligger i Hermannstrasse 34B og er et besøg værd. Det er ikke så stort, som Hohenschönhausen i Berlin, men en langt mere rolig oplevelse, som levner plads til eftertænksomhed og derfor anbefalelsesværdig.
Nå, men vi trængte jo til at komme lidt ud. Og så besluttede vi os til at tage til Rostock et par dage. Rostock er en gammel Hansestad, der ligger ved floden Warnow, som munder ud i Østersøen. Warnemünde ligger ved Warnow flodens mund, som navnet antyder. Når man kommer med færgen fra Gedser ankommer man til Übersee Hafen, ca 15-20 minutters sejlads ad floden. Det er en ualmindelig flot indsejling forbi Warnemünde, især om sommeren.
Der bor lidt over 200 000 mennesker i Rostock, fordelt på 21 bydele. Altså en mindre provinsby efter tysk målestok. Byen fik sine købstadsrettigheder i 1218 og er grundlagt af venderne.
Rostock Übersee Hafen er pænt stor. Hvis man ankommer som landgangspassager bliver man fragtet i Terminalbus mellem færgen og ankomsthallen, ligesom ude i lufthavnen. Herefter må man tage bus eller taxa de sidste 15-20 km ind til selve Rostock bymidte. Bus (nr 49 mod Hauptbahnhof) koster 2 Euro, taxa ca 25-30 Euro. Hvis man tager bus med Eurolines til Rostock skal man købe billet til Dierkower Kreuz og herefter tage bus eller sporvogn det sidste stykke ind til byen.
Vi boede på Pentahotels, et 4-stjernet hotel lige midt i Rostocks middelalderkvarter. Det var superfint. Der var Prosecco på morgenbuffeen. Det fik vi nu ikke. Vi boede lige ved Universität Rostock, Nordeuropas ældste universitet (1419) Tycho Brahe - og mange andre -har simpelthen gået i skole her!
Man kan også bo meget billigere og noget mere spartansk på vandrehjemmet Jellyfisch Hostel oppe ved Neuer Markt og byporten Steintor. Det er også ganske udmærket. Men sengene er væsentlig bedre på hotellet og man er jo ikke 40 år længere.
Rostocks hovedstrøg, indkøbsgaden Kröpeliner Strasse, er ca 650 m lang og forbinder Neuer Markt med en af de endnu eksisterende gamle byporte, Kröpeliner Tor. Der var isglat med isglat på i Rostock i denne weekend og eftersom tyskerne har en fiks ide med IKKE at salte, kunne gaden med rette kaldes krøblingegaden. Man forstår pludselig hvorfor, tyske ortopædkirurger er berømte for deres kunnen verden over. Det er ikke på grund af skisporten alene, jeg siger det bare. Det var livsfarligt at bevæge sig rundt!
Kröpeliner Tor. Inde i tårnet ligger en turistinformation.
Med dødsforagten malet i ansigterne gik vi en tur på havnen. Her var endnu glattere og jeg frygtede på et tidspunkt at Stefan kom i drift eller skred, ligesom Niels Hausgaards svigerinde i det døde hav. Jeg ville aldrig have fået fat i ham igen.
De gamle containerkraner, som tidligere kørte på skinner langs kajen. Nu står de, boltet fast, som dekoration.
De har også nye kraner. Havnen er kæmpestor og jeg kan forestille mig, at den er helt fantastisk om sommeren. Her er mange restauranter, nogle på både og her går vandbus og -taxa til Warnemünde, så man lige kan snuppe sig et østersøbad, hvis man skulle få lyst til det.
Eftersom vi er i det tidligere østtyskland kører her både busser og sporvogne. Jeg kan ikke stå for sporvogne.
Der er virkelig, virkelig mange restauranter i Rostock og det virker som om de alle er fyldt fredag og lørdag aften. Det kan betale sig at bestille bord.
Alt i alt er Rostock en by, som overrasker positivt. Jeg gider godt komme her en anden, især hvis det er sommer og jeg ikke gider tage helt til Berlin.
Jeg tænker, Angela Merkel har haft en hård sommer. Først lavede den tyske ungdom hendes efternavn om til et verbum, merkeln. Når man merkler, står man hændervridende på samme sted og flytter vægten lidt fra ben til ben og handler ikke. Ordet blev valgt til årets tyske ungdomsord og det var forlængst taget i brug her i husstanden. Man ser det jo for sig. Hun fik også tilnavnet "Die Stumme der nation".
I juli gik det helt galt i en tv-debat med en skoleklasse i Rostock. En palæstinensisk flygtningepige rejste sig og konfronterede Merkel med den angst og uvished den manglende afklaring på hendes opholdstilladelse og asylret gav i hendes liv. I slutningen af sin tale brød pigen sammen i gråd og Merkel forlod sin plads, gik hen til pigen og klappede hende akavet på hovedet, mens hun trøstende sagde, at der ingen grund var til at græde; hun havde jo klaret sin tale virkelig godt. Alle i tv-studiet måbede og ordstyreren i debatten indskød lettere forfjamsket, at pigens bekymring jo nok ikke handlede om, hvorvidt hendes indlæg i debatten var gået godt, men om hvorvidt hun kunne blive i Tyskland. Al helvede brød herefter løs over Mutti Merkels hovede og hun konsoliderede billedet af sig selv som virkelighedsfjern, uempatisk og komplet følelsesmæssigt tonedøv.
Jeg ved ikke om sommerens hændelser har bidraget til Merkels pludselige handlekraft i spørgsmålet om de mange flygtninge, som kommer til Europa. Jeg tror ikke, hun er en politiker, hvis politik let præges af folkestemninger. Til gengæld tror jeg heller ikke, hun er ufølsom og uempatisk, højst lidt akavet og ilde berørt ved store, offentlige følelsesudladninger.
Hun har ihvertfald vist sig næsten umulig at vælte som. Gregor Gysi plejer at sige, at Merkel har 3 karakteregenskaber, som virker til hendes fordel: Hun er ikke forfængelig, hun er ikke materielt interesseret og hun er beskeden. Og hvis man skal vælte sådan en kandidat kan det jo ikke nytte, at SPD konsekvent vælger kandidater med de modsatte egenskaber.
Nå. Nok om Merkel og politiske strøtanker. Jeg kom til at tænke på historien alene fordi, vi pludselig fik nok af det hele og er på vej til Tyskland, hvis ellers vi ikke bliver stoppet af snestormen. Vi tager til Rostock. Vi har været der en enkelt gang før under et julemarked og har altid tænkt, at det kunne være interessant at se nærmere på byen. Det gør vi så nu.
Den tyske bearbejdning af 2. Verdenskrigs rædsler er en fortløbende fortælling, som altid ændrer fokus, vinkling og tema. De sidste år har fotællingen ændret sig, så den l ikke længere kun at omfatter udryddelsen af jøder, kommunister og andre modstandere at det nazistiske regime. Der er udkommet flere film, som omhandler især børnenes skæbne i det krigshærgede land.
Wolfskinder - ulvebørn - kaldte man de henved 25000 børn, som blev hjem-, identitets-, og forældreløse under den røde hærs fordrivelse af tyskere i Østpreussen. Børnenes mistede deres forældre pga bombardementer, krigshandlinger og sult og strejfede herefter rundt alene eller i grupper og søgte ofte tilflugt hos litauske bønder, der - ofte med livet som indsats - skjulte dem eller tog dem til sig som plejebørn. Det var forbudt at hjælpe børnene, de skulle overleveres til russerne.
I år har jeg set og læst flere interview om disse børns skæbne og jeg har set filmen "Wolfskinder" om to brødre, hvis mor dør af en infektionssygdom under flugten og som herefter strejfer rundt alene, mens de forsøger ikke at dø af sult eller blive dræbt af russere eller andre voksne, som ikke vil dem det godt. Tabet af identitet, at huske hvem man er og hvor man kommer fra, er også et vigtigt tema i filmen.
Emnet er højaktuelt i øjeblikket og jeg kan sagtens anbefale andre at lade sig oplyse om emnet og endnu et af historiens rædselskapitler. Det vil ihvertfald hjælpe en til at forstå, hvordan det nu engang kan lade sig gøre, at børn bliver skilt fra deres forældre under flugt og hvorfor de måske ikke altid lige er i besiddelse af de rigtige legitimationspapirer, men også hvorfor nogle af dem rent faktisk kan have besvær med at huske, hvem de i virkeligheden er.
Især kunne jeg anbefale Naser Khader at kigge blot 70 år tilbage i historien og besinde sig en smule, før han udgyder sine perfiditeter.
