Den lever frit, der kan dø.

Måske en Martsnat.

Jeg dør en lille Smule
for hvert Sekund, der gaar,
jeg bærer Døden med mig
igennem Livets Aar.

En Nat, måske en Martsnat,
så mild af Regn og Tø,
skal jeg gaa bort i Mørket
og holde op at dø.

Sådan lyder Grethe Risbjerg Thomsens digt fra 1948. Jeg holder meget af digtet, for det udtrykker meget præcist mit eget forhold til døden.

"Den lever frit, der kan dø!" sagde Karen Blixen i Den Afrikanske Farm, og så gik hun på løvejagt, velvidende at det kunne koste hende livet. For snart rigtig mange år siden havde vi på min arbejdsplads forfatteren, terapeuten og socialrådgiveren Marianne Davidsen Nielsen som superviser i et to-årigt projekt, som skulle ruste plejepersonalet til at turde tale med patienter og klienter om den eksistentielle udfordring, det er, at leve med en livstruende sygdom. (Jo, jeg skrev udfordring, for det er det, det er. Man kan tage imod den. Eller man kan lade være. )Karen Blixen citatet dannede dengang grundlaget for Marianne Davidsen Nielsens bog "Blandt Løver" om samme emne. Om at vælge at dø bevidst.

I øjeblikket er vi vidner til to forskellige måder at dø. Vi er livsvidner til et menneske, som møder døden med åbne øjne og lever til allersidste øjeblik. Et menneske, som vælger at dø bevidst. Og vi er vidner til det modsatte, et menneske, som vælger isolationen, fornægtelsen og tavsheden. I det sidste tilfælde er døden i stuen som den kæmpemæssige elefant, vi alle ser - men ikke nævner med et eneste ord. Det første forløb er måske umiddelbart mere smertefuldt at være i, men også så meget lettere og livsbekræftende. Jeg håber, jeg tør være lige så modig, den dag min tid kommer.

De to vidt forskellige forløb er også årsagen til, at minderne om fortiden og de, som gik i forvejen, nok fylder lidt rigeligt på bloggen i år. Jeg ser tilbage, men også frem, alt mens jeg opholder mig i nuet. Det er, som det skal være.

(Og så vil jeg gerne sende en undskyldning til alle de Århusianere, jeg kom til at behandle lidt ondsindet i går - jeg elsker Århus, men præcis, som København ALDRIG NOGENSINDE bliver en metropol som London og Berlin, så bliver Århus ALDRIG NOGENSINDE København. Og jeg havde lige haft en oplevelse, som aktiverede irritationen over de Århusianere, som ikke kan indse dette faktum og konstant forsøger at gøre deres hjemby til noget, den aldrig bliver og aldrig skal være og åbenbart ikke bare kan elske deres by, som den er. De typer findes alle vegne og ikke kun i Århus. Så undskyld, Århusianer!)

:-)