Sikke vi juler...

Hold nu lige fast i skørter og mammelukker og ud over stepperne, hvor det går!

I sidste uge gik den famøse Sundhedsplatform i luften på min arbejdsplads og jeg skal da lige hilse og sige, at det bliver en uge, nogle af os sjældent glemmer. Du har måske læst om problemerne og kritikken af sundhedssektorens nye dokumentationssystem i pressen? Det har jeg også og derfor var det også med en vis bekymring, vi mødte op på job forrige mandag. Det er gået sådan nogenlunde - og det som ikke er, er ihvertfald ikke programmets skyld, for det er faktisk rigtig udmærket. Det er bare stort, rigtig, rigtig stort og den undervisning, vi har haft, har - i vanlig offentlig stil - været forhastet og ikke haft megen rod i den virkelighed, vi, som arbejder på gulvet, lever i. Så har jeg vist sagt nok, jeg kan nemlig også læse i avisen, at jeg som offentlig ansat er truet på min ytringsfrihed :-)
Spøg til side.
Min kollega og jeg kom igennem det og vi klapper hinanden på skuldrene - når nu ingen andre vil -, fordi vi rent faktisk synes, at vi har klaret det her kanongodt med minimal hjælp udefra. Vi var blevet lovet, at afdelingen i starten kun skulle køre for halv kraft og med ekstra bemanding. Jeg vil gerne have credit for, at jeg IKKE græd, da jeg onsdag mødte ind til en tavle med 17 patienter, ingen ekstrabemanding og en superbruger til 4 afdelinger. There's no crying in baseball. Or in nursing!
Jeg græd heller ikke, da jeg natten til fredag præcis kl 02:14 blev ramt af en slags ondsindet influenza med tør og særdeles smertefuld hoste. Jeg græd ikke, jeg gennemførte ugen.
Siden har jeg levet i lala-land, skiftevis tilbragt tiden vågen i en slags vatlignende døs og dødlignende søvn. Og for at det ikke skal være løgn, måtte jeg mandag sende Stefan til lægen, hvorfra han kom hjem med henvisning til fysioterapi, nogle morfinlignende kapsler og et svært lændehold. Jeg fristes til at føje et "obs diskusprolaps" til den diagnose - den periodevise kraftnedsættelse og føleforstyrrelse i det ene ben, som har det med at forsvinde under ham, kunne godt gøre mig en lille smule mistænksom. Men hvad ved jeg (som til daglig arbejder i et videnscenter for reumatologi & rygsygdomme) om den slags?
Vi er et absolut øndigt (jo, med ø!) par lige nu og jeg skal hilse at sige, at der ikke er megen jul i sigte lige nu, samt at rengøringsstandarden lader meget tilbage at ønske. I går fik vi ved fælles indsats vasket vinduerne i køkkenet og det ene i spisestuen. Der er lang vej endnu! Til gengæld ved jeg, at vi når det - eller rettere, at det bliver jul uanset om vi er klar eller ej :-)
Lige nu aner jeg dårligt, hvad der foregår ude i verden, hverken i blogland eller den virkelige. Hverken Trumpaternes gjalden eller deres modstanderes råben når igennem min vatagtige døs, så noget godt er der da kommet ud af situatonen, fristes jeg til at sige.