Landsbyerne bag bjergene

I går var vi tidligt oppe. Vi skulle besøge Zagoria i Vikos nationalparken her i det nordlige Epiros. Zagoria betyder "bag bjergene" på slavisk og Zagorohoria refererer til de 46 øde og isoleret beliggende landsbyer, som ligger her kilet ind i Pindos bjergenes sider omkring den store Vikoskløft. Når jeg nu siger øde, så mener jeg øde! I de 46 landsbyer er der kun 2 minimarkeder, ingen administration i form af politi, myndigheder, sundhedsvæsen eller skoler. Flere af landsbyerne kan kun nåes til fods af små bjergveje. Om sommeren er her varmt og tørt, om vinteren koldt og snerigt. Her lever mange sjældne dyrearter, både ørne og brune bjørne og hele nationalparken, dens dyre- og planteliv og landsbyer er fredet og livsformen beskyttet.

Den oprindelige befolkning var velstående og veluddannet, kvinderne, børnene og de ældre boede i landsbyerne, mens mændene immigrerede, enten til udlandet eller andre mere befolkningsrige dele af Grækenland for at tjene penge eller gøre forretninger. Efter 2. verdenskrig blev livsformen for farlig - en serie alvorlige hjemmerøverier fra albanske bander fik den oprindelige befolkning til at opgive livsformen og flytte derfra. En anden befolkningsgruppe flyttede ind i de tomme huse i løbet af 50'erne - nomader og hyrder, vel sagtens en slags sigøjnere, som tidligere havde bevæget sig i området for at lade deres kvæg og geder græsse på de grønne skråninger.

I dag er området en del fattigere end resten af Grækenland. Her bygges dog en del små gæstgiverier efter behørigt besvær med at få tilladelserne i hus. Alle huse skal bygges efter gamle metoder og stilarter og byggematerialerne, sten og skifer, må ikke tages fra den omkringliggende nationalpark, som også er fredet.

Her kommer ikke mange mennesker, hvilket er godt for os, men skidt for indbyggerne i Zagoria, som håber på et opsving.

Vi kørte af den nye motorvej, Egnatio Odos, til hovedbyen i Epirosregionen, Ioannina, som vi i første omgang blot kørte udenom for at fortsætte nordpå. Forinden havde vi kørt gennem Paramythiadalen, hvor britiske RAF havde en hemmelig flybase i starten af 2. verdenskrig og den norsk- britiske forfatter Roald Dahl - ham med Charlie og chokoladefabrikken - havde været pilot. Vi passerede et monument, en hyldest til kvinderne i Zagoria, som under krigen bragte forsyninger til mændene, som levede som partisaner i bjergene. Det var i dette område 2. verdenskrig tog sin begyndelse for grækernes vedkommende med General Metaxas, som også var en diktator, NEJ til Mussolini og de italienske styrker i 1940.

Det fejrer grækerne behørigt hvert år d 28 oktober, nej'et til fascismen. OXI betyder nej på græsk. Det hjalp dem ikke synderligt. I første omgang slog de græske partisaner de italienske styrker tilbage, men så kom den tyske invasion og så var det slut. I løbet af få dage sprængte tyskerne de fleste klostre på egnen i stumper og stykker, klostre, som man i flere hundrede år havde kæmpet med blod, sved, tårer, liv og diplomati for at beholde overfor det muslimske herredømme, som tidlige har været i regionen. Stefan konstaterer ofte tørt, at han er uhyre glad for at tale andre sprog end tysk, når vi rejser her i landet.

Nå. Vi skulle i første omgang se de berømte pakhestebroer, som i flere hundrede år har fragtet gods og mennesker gennem områdets floder og bjerge og forbundet de øde landsbyer.

Kokoros broen ligner noget fra Game of Thrones. I oktober begynder regnen, som fylder floderne og vandstanden kan blive pænt høj. Faktisk er efteråret med de smukke løvfaldsfarver nok den flotteste årstid her i regionen og fuldt på højde med det, man kan opleve på den amerikanske østkyst.

Skridsikker belægning. Nødvendig for pakdyrene især om vinteren, når her er glat. Man skal ikke regne med, at kommunen gruser og salter.

She'll be coming round the mountain, when she comes...

Videre til næste bro, Kalogeriko broen, lidt nyere og nu i 3 fag, fra ca 1814.

Videre. Igennem landsbyerne Vitsa og Monodendri op til udsigtspunktet Oxya, hvor der er et storslået overblik over Vikos kløften, ifølge "Gunnars rekordbog" verdens dybeste i forhold til vidde. Så vidt jeg husker.

Jeg er ikke bange for højder, jeg er kun bange for at falde ned. Og det er her rig mulighed for, hvis man ikke er agtpågivende.

Videre til den smukke, smukke by Monodendri. Stefan tog en slapper og jeg tog på tur.

Her gad jeg godt sidde med et godt glas og en go' middag en kølig aften.

Ud af den lille by gik det i fin stil og uden risiko for at falde ned.

Det kun delvist ødelagte, men ubeboede kloster Agia Paraskevi.

Udsigtsgrækenland.

Indgang

Ikon. Jeg husker ikke navnet på helgeninden, men hun er go', hvis man har noget med øjnene.

Klosterkirken. Jeg er ikke voldsomt religiøs, men de ortodokse kirker holder jeg meget af.

Udsigt, udsigt, udsigt. Sådan bliver det ved. Tidligere kunne man fortsætte vandringen fra klostret på en sti - ja, jeg ville kalde det en gesims! - hugget ind i klippevæggen. Ingen gelænder, kun et frit fald på 1200 m ned. Den adgang er nu lukket, et stort klippestykke har revet sig løs og myndighederne har forbudt al færden på gesimsen. 

Tilbage i Monodendri ventede Stefan med en velfortjent frokost og en meget stor kande vand på den lille Taverna, som nok er så oprindelig, som de fåes. Her var meget spartansk, toilettet havde dog træk og slip, men så ud til at være en af de første modeller af den slags. Men meget, meget rent og pænt.

Tavernaen er drevet af mor og datter. Moderen  så meget gammel og svagelig ud, som hun sad i sin sorte dragt med slør - hun er formentlig blevet enke for ikke så lang tid siden - datteren, som talte fint engelsk og iøvrigt har en univetsitetsuddannelse, passede biksen.

Man kan undre sig over, at en yngre veluddannet kvinder ender med at passe en Taverna og en gammel mor i en af Grækenlands mest øde egne, men svaret ligger jo nok både i den ortodokse, stærke familietradition og et samfund uden velfærdsinstitutioner som plejehjem og den slags.

Turen i Zagoria var ved at være slut, vi vendte næserne mod Ioannina for at afslutte dagen der.