Movember - it's good to be alive!

Egentlig skulle teksten have handlet om at frigøre sig fra sine forældre og om selvrespekt. Det første, fordi jeg i mine relationer i øjeblikket bliver konfronteret med mennesker på 50 år, som på mange områder vælger at leve som en slags voksenbabyer i symbiotiske forhold med dere gamle (80+) forældre, som de regner med fortsat klarer de paragraffer (økonomi, børnepasning og -opdragelse), som man egentlig godt kunne forvente, de selv - så småt! - begyndte at tage sig af. Jeg ser ind i et univers, som er fremmed for mig - og det gør jeg naturligvis fordi, en sådan forældrerelation er en luksus, jeg ikke kender til. Mine forældre er døde og borte, you know. Og det har de været i mange år.

Musikledsagelsen til denne post er dermed at betragte som et citat fra den smukke majaften for 25 år siden, hvor vi var nogle, som var tæt på at dø i en trafikulykke, fordi vi eksploderede i et inferno af først grin, så gråd, da det energiske og overgearede omkvæd "it's good to be alive, it's good to be alive, it's good to be alive" strømmede ud af radioen. Et par timer forinden var min far død efter et langt sygeleje og vi havde forladt Marselisborg Hospital i Århus med de obligatoriske blå plastikposer, indeholdende nogle få af hans personlige ejendele. Jeg har siden måttet sande og give pårørende ret i, at det er en umådelig akavet situation at stå med de forbandede blå poser ved sin bil - skal de i baggagerummet eller på forsædet? Jeg har engang efterfølgende forsøgt at trøste en utrøstelig datter, som kom tilbage til afdelingen efter en lignende oplevelse. Da hun stod ved bilen, kunne hun simpelthen ikke finde ud af at placere den blå pose med sin mors parykhoved i bilen og brød sammen. Jeg ved, hvordan det er.

Tankerne om selvrespekt kom til mig, da jeg en sen nattetime faldt over dokumentaren "The center will not hold" på Netflix om journalisten Joan Didions liv og virke. Jeg kendte joan Didion af navn, men har nået til at dyrke hendes forfatterskab. Det er en fejl, som jeg straks er gået igang med at rette op på og lige nu læser jeg "Blå timer", som handler om forældreskab og tabet af datteren Quintana.

Joan Didion har både karakter og selvrespekt og på mange måder hænger de tanker, dokumentaren vækker, rigtig godt sammen med det første emne, jeg beskrev. Jeg skal også have læst essaysamlingerne "Slouching Towards Betlehem" og "The White Album" og naturligvis "Et år med magisk tænkning".

På næsten magisk vis hænger alle disse tanker for mig sammen med Halloween og November. Hvis jeg nu var en gammel heks, som levede i pagt med naturen og de førkristne religioner, ville jeg 31 oktober fejre min nytårsaften, fordi det her året naturligt slutter. Høsten er i hus og det er tid at hvile og lade det nye spire frem. Jeg er ikke nogen heks og kan faktisk efterhånden ikke rigtig entydigt bekende mig til nogen religion, men jeg kan ikke afvise, at der var magi med i spillet, da jeg for 12 år siden sad alene på allehelgensaften og gjorde noget uventet, som førte til at jeg mødte Stefan. Betyder det så at vi har levet i sukkersød lykke og harmoni ever since? Øh næ, for det er sådan - som min mosters mand påpegede ved hendes bisættelse - at når man gnider to skarptslebne diamanter mod hinanden, så kommer der sgu lidt kulstøv. Og sådan har vores liv også formet sig, men det vigtigste er et forhold har en fremdrift, som gør at man får muligheden for at udvikle sig. Ihvertfald efter min mening. Jack Nicholson siger det så smukt i filmen "As good as it gets": You make me wanna be a better man!

Sammen har vi foretaget nogle seriøse livsstilsændringer de sidste 3 måneder og huhej, hvor det går derudaf med det. Jeg har tabt mig noget tocifret, men har fået totalt baghjul af Stefan, som vi må erkende bare er familens største taber. Man kan lige pludselig sagtens se, at han har en fjern fortid som faldskærmsjægersjægersoldat nede i Nagold! Forleden kom jeg til at gå forbi ham henne på stationen, da han hentede mig iført stramme jeans, t-shirt, en velsiddende blazer og solbriller. Jeg registrede godt nok ud af øjenkrogen, at den mand egentlig så meget pæn ud - og så gør det jo ikke noget, at man opdager, at han faktisk er min! :-)

Vi har også fået et Fedtnisse-abonnement og Stefan er begyndt at træne meget flittigt - jeg halter igen lidt bagefter, men det er ikke altid det er let at nå fra Høje Tåstrup til Pilates, men alt i alt gider jeg ikke stresse over noget som helst. Det går som det skal. Jeg har aldrig gidet gøre kost og sundhed til religion, så jeg læser "Forbandede sunddom", bare lige for at minde mig om, hvordan det hele i virkeligheden hænger sammen. Til gengæld gider jeg godt have det rart i min krop (it's the greatest instrument, you'll ever own!) og jeg gider godt, at det ikke gør ondt nogen steder.

Så i år er der både grund til at fejre November og Movember (bevægelsen med fokus på mænds sundhed), så det gør vi i stor stil. Vi hygger, slapper af og tager "en dyb enhjørning" - som journalisten Mette Fugls barnebarn siger - og lader op til hektiske december.

Det er ærligt talt ikke så dårligt at være i live!