Oh, come all ye faithfull

Det ld jo som den rene ynk for en måned siden - og det var det og det er det egentlig stadig. På jobbet altså. Privaten fungerer upåklageligt og det er saftsuseme godt sådan, for det første kan jeg lægge væk, når jeg er hjemme og har fri. Vi gider ikke bruge tid på det, det gælder om at bide tænderne sammen og komme igennem. Jeg tror stadig på løsninger.

Til gengæld har jeg - vanen tro - kastet mig over endnu et december renoveringsprojekt. Forrige år var det soveværelset, sidste år var det stuen og i år har spisestuen fået en overhaling. Det lyder måske meget tilforladeligt, men vi har store stuer, ca 35 m2 hver, og i et hus, som efterhånden har 220 år på bagen, er der skæve vægge og meget pudse- og murerarbejde at udføre, før man kan komme igang med det egentlige.

Vi gør som sædvanlig er kompromis. Stod det til mig blev alt malet hvidt, sort og gråt. Og ingen billeder på væggen, tak! Det bryder Stefan sig så ikke om, så han får lov at vælge - og selv tapetsere! - en enkelt væg i hvert rum og sådan går kabalen op og alle er glade.

Denne gang er farveskalaen lige i øjet og vi kan altid se, hvad klokken er.

Der er købt en ny skænk, eller buffet, om man vil, til alt porcelænet - eller i hvertfald noget af det. Det har ærligt talt været Black November & December. Men midlerne er givet godt ud og så gør det ikke så meget.

Julegaverne er købt, juletræ og mandelgave ligeså og på fredag leverer Skagenfood en julemåltidspakke med and, flæskesteg og alt det løse. Den kan Stefan hygge sig med at tilberede, jeg skal arbejde og har derfor vedtaget, at den som laver maden naturligvis også bestemmer menuen. Jeg vil jo helst have kalkun, men det and- et er jo også dejligt. Man skal efter min mening passe på ikke at gro alt for fast i juletraditionerne, i virkeligheden er det jo bare en god middag med en lidt overdreven dekoration, som Isabella Smidt siger. De vigtigste traditioner er samværet med dem, man holder af og nærvær, at være til stede og i ro. Jeg gider ikke halse rundt efter det og derfor er der købesmåkager og konfekt i år.

Der mangler stadig en ornlig syg omgang rengøring og pyntning og der er også et par små malerprojekter tilbage. Jeg tror, jeg når det og gør jeg ikke, så går det nok endda.

Indtil videre nyder jeg en stille, mørk morgenstund med mine tyske te-lys, som er så uløseligt forbundet med jul og december, at jeg måske snildt kunne undvære næsten alt det andet.