Tanker i toget

Godmorgen fra Corona-expressen, nu med pladsbillet, som angiveligt skulle beskytte mod covid-19. Den medicinske mekanisme er mig på dette punkt ukendt, jeg ville hellere have haft et relevant åndedrætsværn. Hvis du nu ryster på hovedet og ruller med ørerne i uforståen over mit hysteri, så er du tilgivet. Jeg er i det overbærende hjørne i dag ♥️
Og ret skal være ret - der er stort set ingen med toget, hvor vi normalt plejer at sidde virkelig tæt og endda stå mellem sidderækkerne. Så det virker altså!

Jeg har ikke kørekort og har altid benyttet cykel og offentlig transport. Jeg tilbringer mindst 4 timer af hver arbejdsdag i tæt kontakt med et bredt udsnit af den danske befolkning og det er for det meste en hyggelig oplevelse. Nogle gange giver det også mulighed for at arbejde med den irrationelle angst og intolerance, man kan blive opfyldt af - det oplevede jeg, da jeg for nogle uger siden kom til at sætte mig ved siden af en meget, meget forkølet kineser, som ihvertfald ikke opretholdt det, vi ovre i sundhedssektoren kalder en god håndhygiejne. Da gnavede det lidt i tolerancen og velviljen, uanset hvor meget jeg ville ønske, det ikke var sandt. Eller da jeg sad ved siden af ingeniøren, som med en kæmpe vadsæk stort set lige var hoppet af en flyver fra Kina, da arbejdsprojektet grundet epidemien lukkede ned.
Der er både på en hospitalsvagt og sådan en togtur masser af potentielle smittekilder, hvilket jeg egentlig altid har taget i stiv arm - jeg har passet turberkulosepatienter, aidspatienter, hjulpet læger med at lumbalpunktere meningitis patienter og i det hele taget været i kontakt med mange forskellige smitsomme sygdomme i mit arbejdsliv og jeg ved, at nogle gange bliver man  bare nødt til at klamre sig til sin rationelle tænkning og videnskaben for ikke at blive opslugt af angst. Det går for det meste godt, jeg har sjældent været bekymret for mig selv. Det er jeg heller ikke nu mht til det nye coronavirus og ej heller særligt meget for Andreas. Til gengæld bekymrer jeg mig lidt om farmor, lidt mere om hans faster, som har cystisk fibrose og hans fars kæreste, som lige er på vej ud af et kræftforløb. Jeg bekymrer mig en hel masse om Stefan, som kun har en lunge.

Det hjælper ikke konstant at få tudet ørerne fulde af, at det kun er de gamle og svage, som dør. Det er så heller ikke sandt, men når man elsker en del mennesker, som vil falde ind under begrebet "svagelig" får jeg faktisk mest lyst til at slå kynikerne meget, meget hårdt, men eftersom jeg er i det overbærende hjørne, gør jeg det naturligvis ikke. Iøvrigt ved jeg også, at de enten siger, som de gør, fordi de enten ikke ved bedre eller selv kæmper for at holde angsten fra døren. Så overbærenhed er svaret.
 Jeg nøjes blot med at konstatere, at denne krise giver god mulighed for at lære et par sandheder - en af dem er, at nogle mennesker måske ikke betyder alverden for dig, mens de for en anden ER hele verden. Det synes jeg er vigtigt at huske på i denne tid, når vi taler om pandemi en, som har ramt os og ikke mindst dens ofre.

Den sidste uge har jeg haft et kæmpe behov for at gøre min verden lillebitte. Jeg har haft svært ved at takle mange af de ting, som bliver skrevet på fb, i seriøs aviser og sagt på politikernes pressemøder.
Derfor har jeg været nødt til at lukke lidt ned og forsøge at tænke på, hvad det rigtige respons på alt dette skal være fra min side, og hvordan jeg takler det her mest værdigt.
For mig er det ikke så meget angsten, det handler om, men jeg går med en stor og eksplosiv vrede over, at vi feks i psykiatrien og på mit afsnit forventes at håndtere corona smittende, men slet ikke får udleveret de rigtige værnemidler til opgaven.
Det er nok den største mavepuster, jeg i mine 25 år i det danske sundhedsvæsenet har oplevet. Så lige nu kæmper jeg for, at beherske mig og forsøge at vælge de nyttige og rigtige handlinger, så man ikke ender med at ligne en lille, vred hund, som konstant står og bjæffer af en stor og komplet ligeglad grand danoir... Det kan godt være den lille, vrede hund har retten på sin side, men hvis den ikke får den store, magtfulde hund i tale, sker der intet og en masse sundhedsprofessionelle risikerer at komme galt af sted.

Yogaen gav mig for nogle dage siden ordet "overbærenhed" i forbindelse med at rumme kyniske udtalelser, så mon ikke jeg også finder en løsning? Det er jeg nødt til at håbe og tro på.

♥️