Puslerier

Endnu en dag i Coronaens klør truer. Normalerweise har jeg ingen problemer med at få tiden til at gå hjemme på egen matrikel i eget selskab - faktisk går jeg ofte og sukker efter netop dette - men det er som om elementet af tvang installerer en vis modvilje og trods i systemet. Jeg holder aldrig op med at forundres over, hvordan den menneskelige psyke er skruet sammen.

Istedet for at få en masse hængepartier og projekter fra hånden, skiftevis sidder og går jeg hvileløst og planløst rundt. Jeg kan ikke rigtig få roen til at indfinde sig. Min elskede yoga hjemmetræning giver en kortvarig følelse af ro og kontakt til fundamentet, små øer af helle og ro, men de varer ikke længe. 

Eller sådan var det ihvertfald indtil weekenden. Jeg har længe gået med en følelse af at være hensat til min barndoms land med bilfri søndage und alles, en slags 70'erne-revisited, og så var det jeg kom til at tænke på, hvordan vi fik tiden til at gå i mit barndomshjem - når altså ikke det var november og december og der skulle flettes julehjerter. Vi lagde, blandt mange andre aktiviteter, puslespil! Jeg har godt nok den sidste tid ud af øjenkrogen lagt mærke til, at puslespil til voksne er den hype, som har overtaget efter malebøgerne til selv samme segment, og ikke et ondt ord om dem, men jeg har alligevel ikke rigtig skænket fænomenet megen opmærksomhed. Altså indtil nu.

Når vi ikke kan komme til Berlin, må Berlin komme til os. Vi er, ud over yoga, nu også blevet afhængige af at lægge puslespil i fællesskab, det foregår i god ro og orden og det er vigtigt at notere, at ingen blev dræbt under processen. Flere er bestilt og på vej, jeg håber, vi kan opretholde denne aktivitet, også efter Corona, for jeg opdager pludselig, at vi begge slipper vores smartphones i timevis og bare helliger os øjeblikket og de puslerier, som foregår i nuet. Dejlig oplevelse.