Efterår

Det er efterår og et ualmindeligt smukt et af slagsen. Vi stikker stadig af, så ofte vi kan på små udflugter i lokalområdet. Billedet er fra Herregården Krenkerup, som ligger få km fra, hvor vi bor.

Fornøjelser og restaurantbesøg er der ikke mange af her i coronatiden. Vi holder afstand og sociale arrangementer på et minimum, vi har indtil nu kun bogstaveligt holdt os til etablissementer med udendørsservering. Det slutter formentlig snart. Det samme gør badningen i Østersøen - det er ikke mere end 14 dage siden, vi sidst var i!

Marielyst lukker og slukker så småt efter en forrygende sæson - aldrig har jeg set så mange turister her som i denne sommer. Jeg skal også være så ærlig at sige, at man grundet den manglende charterturister kommer i kontakt med en gruppe af rejsende, som man ikke så ofte ser på disse kanter og man glæder sig uvægerligt til, at Sunny Beach åbner igen. Jeg kommer ikke til at savne drukfesterne og boomboxene på Bøtø og vi må bare konstatere, at Bulgarien åbenbart gik og tog en for holdet på den front.

Der er drøntravlt på jobbet. De patienter, vi ser, er dårligere end vi har set i årevis. Mange psykisk syge betaler en høj pris for isolationen og den nedsatte kontaktflade med sundhedsvæsenet og nok også den uvished og medfølgende angst, som hele situationen rummer. Det kan være slemt nok for os andre, såkaldt raske, men lider man i forvejen af angst og depression og paranoide tankemønstre, er tiden lige nu svær. Jeg arbejder på et såkaldt "bæltefrit" center, hvilket betyder at vi arbejder stærkt på at minimere tvang og især fikseringen. I de 2 år jeg netop nu har været ansat, har jeg kun medvirket til en eneste bæltefiksering på en svært selvskadende patient. Det er et job, som kræver gode talegaver og evner til konfliktløsning. Det virker for det meste, men nogle gange er det desværre ikke nok. 

Travlheden stammer også fra den kursusaktivitet, jeg gennem jobbet deltager i. For at kunne alt det her er der en del obligatoriske kurser, vi alle deltager i. Dels er der kurserne i selvforsvar og fastholdelse, derudover skal alle regionens psykiatri ansatte lige nu gennemgå et 5 dages kursus i kognitiv adfærdsterapi, så vi alle indretter sygeplejen efter samme værdier og principper. Indtil videre er kursusaktiviteten blevet gennemført, trods corona restriktioner, men jeg er godt nok glad for, at jeg fik opdateret mit selvforsvsr- og fastholdelseskursus så tidligt, at vi kunne nøjes med at træne med mundbind. En kollega fortalte, at de nu både skal være iført kittel, mundbind Og visir og at det er så stor en farce, at hun havde fået lov at springe over og vente på lavere smittetryk!

Mit arbejdssted har nok regionens bedste kantine, som godt nok ikke er så overdådig, som den plejer at være, men en ekstra bonus ved kursusaktiviteten er frokosten. Maden er sund og lækker og tilberedningen er - eller plejede at være - en terspiform for patienter med spiseforstyrrelser.

Alt i alt er det et ualmindeligt dejligt og aktivt efterår for mig og jeg nyder det i fulde drag. Jeg udvikler mig fagligt og det nyligt lærte er aldrig langt fra at blive afprøvet i praksis.