onsdag den 25. november 2020

Julekalendere for voksne

December nærmer sig med raske skridt jeg glæder mig som sædvanligt. For os gør coronaen ikke den store forskel med hensyn til festivitas, vi skal, som vi plejer, blot være os 3. Jeg elsker jul, men de fleste ville nok synes at den jul, jeg fejrer, er til den kedelige side, både hvad angår festligheder, men også hvad angår mad & drikke og ikke mindst gaver ville de fleste synes, min jul var til den spartanske side.
Det vigtigste er, at man selv er glad for den måde, man lever på. Og fejrer jul på. 

En af de traditioner, jeg holder af, er jule- og adventskalendere. De fleste julekalendere til voksne er dog lidt kedelige efter min mening - chokolade og slik får man ligesom rigeligt af i forvejen og alkohol drikker jeg meget, meget sjældent og slet ikke til hverdag. Så er der kalendere med kosmetikgaver, men jeg synes, de genererer for meget spild i form af produkter, man ikke får brugt eller ikke synes om. 
Heldigvis tror jeg, at jeg i år har fundet løsningen. Ved et tilfælde opdagede jeg, at puslespilsproducenten Gibsons laver en julekalender med 22 små puslespilsornamenter + bånd + lim til montering og ophæng og sådan en fætter har jeg været heldig at gå fat i. 
Det skal nok blive morsomt og køn er kassen med de 24 låger ihvertfald! 

Min yndlingsyogalærer, Cathrine Kofoed, ovre på cathrineyoga.dk laver også en yoga julekalender - hver dag får man adgang til en yogaklasse eller meditation i hendes onlineunivers og 7 gange er der liveyoga i en facebookgruppe, så man kan få yoga undervisning sammen, men hver for sig. Liveyoga sessionen gemmes, så man kan lave den når man vil, hvis livetidspunktet ikke passer en. Alt sammen for 149 kr. 
Jeg beundrer meget den måde, Cathrine har klaret udfordringerne med yoga undervisningen her under coronakrisen. Det må være så nervepirrende, at have startet nyt firma og rejsebureau for yogarejser, blot for at se alle planerne falde til jorden. Alligevel vedbliver hun at være noget af det sødeste, gladeste, støttende og gavmilde med det hun kan, yin yoga. Jeg har tænkt mig at deltage.
Man kan finde den lige her:
https://online.cathrineyoga.dk/julekalender

4 kommentarer:

  1. Sikke nogle skønne former for julekalender du fortæller om. Din julekalender med 22 små puslespilsornamenter er skøn.
    Stakkels alle dem, der lever af yogaundervisning i disse tider. Det kan vel kun være meget små hold - og det er jo ikke muligt med rejserne. Tak linket!

    SvarSlet
  2. Madame, jeg glæder mig til puslespillene :-)
    Ja, vi må ikke glemme, at det er hårde tider for mange, især små selvstændigt erhvervsdrivende! Jeg synes Cathrine Kofoed løser opgaven på allerbedste vis.

    SvarSlet
  3. Jeg kan sagtens følge dig, hvad angår den skrabede jul. Det er hyggeligt at markere julen, men der er ingen grund til at lade det køre helt af sporet, som det oftest sker. Julekalendere er også hyggelige, og nye, kreative variationer med eller uden yoga er velkomne!

    SvarSlet
  4. Uffe, jeg tror, vi kan være sikre på, at yogakalenderen ikke appellerer til alle 🙂
    Julen er, efter min mening, dejligst, hvis man gør sig lidt umage med at huske på, hvad den i virkeligheden handler om. Man behøver ikke være asket for at gøre det, men for stort fokus på at købe, købe, købe ligegyldige ting har ødelagt mangen jul.

    SvarSlet