Så gik der lige 7 måneder med endnu en nedlukningen, en skoleafslutning og en sommerferie, før jeg kunne tage mig sammen til at sætte mere end 10 ord sammen på skrift.
Andreas' efterskole lukkede på grund af corona ned ved juletid og det blev vist marts, før de lukkede op igen. Det var nogle hårde måneder for de unge, mest fordi det er så svært at holde gejsten i skolearbejdet oppe, når man sidder så meget alene. Jeg er kisteglad for, at vi valgte og lykkedes med at få ham afsted på den efterskole, for Nysted efterskole gjorde et enestående arbejde med at aktivere eleverne og holde sammen på det hele ved hjælp af fjernundervisning. Der var daglig mødepligt kl 9 MED kamera på, så dagsformen og værelserne ryddelighed kunne inspiceres og om aftenen lavede lærerne underholdning, bingo osv online. En dag kørte de rundt, iført værnemidler og med sikkerhedsafstand, til alle elever i HELE landet og afleverede årstrøje, sodavand og en pose guf til hver eneste, hvilket vi alle kunne følge med i online på Facebook. Det var faktisk en lille smule rørende!
Alt lykkedes heldigvis, skolen lukkede op og med et grundigt testprogram med flere ugentlige tests af hver elev, lykkedes det at undgå yderligere nedlukningen resten af skoleåret. Andreas afsluttede folkeskolens 10 klasse med virkelig flotte resultater og en meget fin skoleudtalelse, som han blev meget rørt over. Jeg tror, det var første gang i hans skoletid, at der var nogle lærere som virkelig så ham og det medvirkende til at han i nogle fag oplevede et virkelig stort løft. I morgen starter han på en erhvervsuddannelser på Frederiksberg Tec, noget it, data og kommunikation. Vi får se om det er det, han virkelig vil - de forbedrede standpunkter til sidst fik ham til at overveje og måske drømme lidt højere, men livet er jo langt.
Imens passede vi andre vore jobs, på trods af nedlukningen og restriktioner. I det speciale, jeg arbejder i, er vi karakteriseret som frontpersonale, eftersom vore funktioner er så specialiserede at andre ikke umiddelbart kan varetage dem, så jeg var blandt de første som i januar påbegyndte vaccination med Pfizer Biontech. Det var ikke helt uden nervøsitet, vi lagde arme til, for selv om vi glædede os til vaccinen, var det dengang alligevel lidt nyt territorium, vi bevægede os i med den nye vaccineteknik. Heldigvis gik det godt for alle. Så heldige var de ikke på en naboafdeling og samarbejdspartner, som fik en anden vaccine. Her oplevede man et dødsfald og en stor blodprop hos to personaler og pludselig følte vi nok alle, at det kom lige lovlig tæt på. Heldigvis havde vore politikere og sundhedsmyndighederne mod til at stoppe den del af vaccination programmet, i stedet for blot at vaccinere videre. Det er jeg meget taknemmelig for.
Her i juli kom vi heldigvis dertil, hvor vi alle, Andreas, Stefan og jeg, er færdigvaccinerede. Det er en stor lettelse!
Der har været meget få adspredelse det sidste halve år på grund af nedlukningen. Jeg har set min barndomsveninde et par gange, men stort set ikke andre. Stefans datter flyttede lige før coronaen ramte fra Schleswig Holsten længere ned i Tyskland og på grund af vore respektive landes restriktioner og nedlukningen, har vi ikke set hende i TO år. Det er helt langt ude. Indtil n har jeg ikke haft de store problemer med at overholde restriktioner og udholde nedlukningen, men jeg kan mærke, at udlængslen begynder at rykke i mig.
Det er virkelig gået op for mig, at vi alle lider på forskellig vis på grund af corona - min barndomsveninde arbejder i den finansielle sektor og har haft hjemmearbejde og har følt sig isoleret - jeg derimod, har kunnet passe job og i den forbindelse have en social berøringsflade, men jeg savner alenetid. Hele familien er jo hjemme HELE tiden og for et menneske, som mig, der lader bedst op i ensom majestæt, er det faktisk lidt svært, uanset hvor højt jeg elsker min familie.
Heldigvis har jeg kunne fortsætte studierne på buddhistisk univetsitet, Lamrim II, fordi det lykkedes at undervise online. Som et trossamfund kunne vi faktisk have holdt åbent, men de fleste buddhister er både ansvarlige og omsorgsfuld og ønsker ikke at påføre andre skade, så der blev holdt lukket i en lang periode. Heldigvis fortsætter undervisningen igen til efteråret, så jeg melder mig til og fortsætter.
Det var vist det sidste halve år i hovedtræk. Jeg håber, at komme lidt igang med bloggen igen og at der snart kommer flere oplevelser at skrive om.
Dejligt med en lille update 🧡 - jeg har også værdsat at kunne arbejde ude (i sundhedssektoren) gennem hele processen, da der var lukket ned. Utroligt som den tid allerede er kommet mentalt på afstand igen 😅.
SvarSletOg skønt at læse om din søns gode oplevelser og resultater, trods corona - sådan skal det være, at gå i skole, allerhelst! 🥰
A+K
SvarSletJa, på nogle områder har vi i sundhedssektoren faktisk været heldige her under corona 😁
Det har været en lettelse at gå mod mere normale tilstande, synes jeg. Håber det holder! 🙏
Det er så dejligt, at sønnikes sidste skoleår gik så godt 😍
Det er dejligt at høre nyt fra dig!
SvarSletTiden med corona har været en stor udfordring, men det lyder som om, I har klaret det uden alt for mange afsavn. Det er dog frygteligt, at I ikke har kunnet se Stefans datter i to år.
Jeg synes, det har været utroligt svært ikke at se familie og venner i mange måneder. Her fornylig var vi endelig i Sverige for at besøge familien, og jeg var lykkelig.
Madame, det er dejligt at komme igang igen med bloggen, den er egentlig dejlig at have som en slags dagbog :-)
SletVi har klaret corona og nedlukningen fint, men jeg kan også for første gang begynde at mærke, at jeg føler mig begrænset med hensyn til ferier og socialt samvær, selv om jeg normalt ikke er hverken berejst eller en selskabspapegøje. Jeg glæder mig til, at vi en dag kan rejse frit igen. Jeg kan godt forstå, du har savnet familien og var lykkelig for at se dem ❤️
Corona har ramt alle, men nogle selvfølgelig mere end andre.
SvarSletAndreas' efterskole fortjener al den ros, som kan gives - det lyder ret fantastisk, alt det lærerne gjorde.
Vi nærmer os heldigvis normale tilstande igen, men mangler lige at kunne se den fjerntboende familie uden problemer.
To år er vildt langt tid uden at se sin datter. Jeg synes vores ene år er rigelig lang tid, og jeg kan næsten ikke forestille mig to år!
Ellen, vi er nok alle ramt på hver vores måde. Nogle savner selskab og relationer og andre alenetid.
SletAndreas' efterskole løste virkelig opgaven så flot. Forstanderen er vist lidt af en rebel, for på et tidspunkt under nedlukningen gik der rygter om, at der var elever på skolen. Så fik vi alle et fint brev fra ham om, at rygterne talte sandt, han havde selvstændigt åbnet skolen for en lille gruppe elever, som ikke havde de bedste hjemmeforhold og håbede, at vi ikke ville lave et stort nummer ud af det. Det var der heldigvis ingen som gjorde, jeg syntes faktisk det var en god og fornuftig beslutning og der gik jo ikke noget fra os.
To år er alt for længe, men der handler også om, at der har været forskellige restriktioner i de forskellige delstater og at Stefan jo kun har en lunge og formentlig ville klare en corona infektion dårligt, selv om han ikke er at regne som syg eller svækket. Der faldt en stor sten fra mit hjerte, da han i sidste måned blev færdigvaccineret, jeg har været rædselsslagen for at han skulle blive smittet.
Jeg håber, det snart lysner og i kan se familien ❤️