Et af vilkårene ved at være mig har altid været min vane med at overtænke, spekulere og bekymre mig om fremtiden. Og angst. Iskold angst, som jeg i mange, mange år faktisk ikke anede netop var angst, men blot en konstant uro og rastløshed med pludselige kortslutninger, hvor jeg helt mistede enhver evne til at mentalisere. Jeg ved ikke, hvorfor det har været sådan, men måske skyldes det at min tidlige barndom var præget af alvorlige skift, som ofte føltes som katastrofer, når de ramte. Eller også er det nedarvede tankemønstre - jeg ved og kan se på min mors liv, at hun kæmpede med lidt af det samme, uden at vi derfor var ens. Min hjerne har altid været på overarbejde og igang med at konsekvensberegne og ofte har dette forhindret mig i at handle og fastholdt mig en en fastfrossen tilstand, for uanset hvad man vælger, uanset hvilken handling, man foretager, vil der være konsekvenser.
Forskellen på mig og andre gik for alvor op for mig engang, jeg var vidne til en trafikulykke, hvor en kvinde fik et hoved og rygtraume. Hvor alle andre drog et lettelsens suk, da lægeambulance og akutlægen ankom til ulykkesstedet, var jeg allerede igang med at ansøge om hjælpemidler og støttestrømper til kvinden, som nu i min bevidsthed var blevet tetraplegiker, skilt, anbragt på institution og skulle have fuld hjælp til alt resten af sit liv.
Sådan var det også da pandemien - eller "den store fælles øvelse i behovsudsættelse", som jeg kalder den, ramte.
"I have a bad feeling about this, Diane" tænkte jeg, så snart jeg hørte om den nye virus i Kina og da jeg så filmklippene fra Wuhan, hvor de kinesiske myndigheder svejsede dørene til beboelseejendommene til for at forhindre smittende borgere i at komme ud, var jeg godt klar over, at dette var the real deal og at der var en vis fare på færde. Da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned første gang, var nødlageret af fødevarer, ekstra gasflaske og en rigtig beskyttelsesmaske med udskiftelig filter allerede på plads her på matriklen - du ved, hvis nu det blev nødvendigt at slæbe lig eller alvorligt syge ud af husene. Jeg havde dog glemt, som den eneste i DK, at købe toiletpapir, men et lager af gamle juleservietter kunne snildt have holdt os gående pænt ind i 2021, hvis man altså kan leve med at tørre r*v i julemanden. Heldigvis gik det ikke så slemt hos os, bla takket være føromtalte nedlukning. Til gengæld har jeg altid vidst, at øvelsen ville blive langvarig, pandemier tager flere år, 2-5 år siger Corona Lone, og de sværeste og mest kritiske tidspunkter er ikke nødvendigvis i første bølge, men i de senere. Det er så der, vi er nu. Vi er alle så forbandede trætte af at udsætte vores behov og mange af os er - hvis vi nu lige skal være ærlige, ikke? - heller ikke længere helt så flinke til at undvære det, vi allerhelst vil, men peger gerne fingre af vores nabo, når han træder ved siden af. Den tyske virolog Christian Drosten sagde for nogen tid siden - som en af de få - at det er forkert alene at give de uvaccinerede skylden for pandemiens fortsatte hærgen. Vi har hele tiden vidst, at vaccinerne ikke beskytter 100% og at vi dermed alle med vores adfærd bidrager til fortsat smitte og nye varianters fremkomst, hvilket ifølge ham, er vores største problem. Det fik han jo sådan set ret i. Ny, ekstremt smitsom variant, jul og corona træthed er lidt mere end en udfordring. Det er nærmest et vaskeægte problem.
Set i lyset af indledningen er det nok ikke svært at forstå, at det har krævet en nærmest overnaturlig indsats fra mig at finde en både fornuftig og, ikke mindst også for andres skyld, behagelig måde at være menneske på i alt dette her. Under den første nedlukning spøgte jeg med, at man kunne vælge at betragte den som en form for retreat, en periode med tilbagetrækning, reflektion og udvikling.
Det synes jeg, er lykkedes for mig. Jeg var godt klar over, at jeg ikke kunne gøre dette alene og at jeg ville få brug for både mentale redskaber og hjælp fra andre til dette og derfor meldte jeg mig, så snart Danmark lukkede op igen, til mit første semester på buddhistisk universitet på et kursus i det, buddhister kalder Lamrim. Hvorfor det lige blev buddhismen er en lang historie som går næsten 20 år tilbage og som jeg ikke skal trætte dig med lige nu, men det korte af det lange er, at det er det bedste, jeg har gjort i mit liv. Jeg har lært teknikker, som hjælper mig med at stoppe min tankestrøms uproduktive amokløb og teknikker, der hjælper mig at reflektere på en struktureret måde. Jeg begynder også at få et ganske godt greb om, hvad jeg kam kontrollere og ikke mindst, hvad jeg ikke kan. Nu er de første 3 semestre, som Lamrim studiet omfatter afsluttet og det er ikke til at forstå, at der allerede er gået halvandet år! Jeg har på mange måder gjort pandemien og sygeplejen til min praksis og det har helet mig på områder, jeg troede var uhelbredelige og umulige at nå. Jeg fortsætter og studerer videre på de emner, som der udbydes kurser i. Det bliver en livslang proces og jeg har allerede nydt hvert skridt på vejen, selv om nogle stier så at sige har været stenede. Rocky Roads. Pandemien er den perfekte storm, som skabes af vores fælles adfærd og den stikker kniven ind på den enkelte, præcis der, hvor det gør allermest ondt.
Er du bange for at dø eller miste dine kære? Jamen, værsgo - her er den monsterstørste pose angst, du kan forestille dig.
Elsker du fest og farver, dating og danse i måneskin? Jamen, værsgo at tøjle dit begær efter dette.
Sådan kan man blive ved. Vi møder det, vi frygter allermest, men også muligheden for selv at vælge, hvordan og hvilket menneske, man vil være i det. Og bedst, som man tror, man har knækket koden og klapper sig selv tilfreds på skulderen, så hæves barren lige igen.
Sådan er det denne jul. Barren er sat endnu højere end tidligere. Jeg ved ikke, hvordan denne jul bliver og egentlig er det jo heller ikke længere min højtid - men (nogle) buddhister er jo gode på den måde, at vi ikke har problemer med at fejre manifestationen af Jesus på denne jord, omend vi har svært ved at tro på, at han er guds søn, da vi ikke tror på en skabergud.
Alligevel bliver jeg ramt, for jeg havde sådan glædet mig til at få besøg af min barndomsveninde og hendes datter, som er på alder med Andreas. Men to kolleger kom i nat, af hensyn til den hellige vagtplan og fordi de begge syntes, de er åh så uundværlige, på job med symptomer. Den ene er endda nær kontakt til en kæreste, som ligger hjemme med covid sygdom og jeg har ikke set anden udvej, trods test osv, at aflyse det arrangement. Så nu kan jeg, sagt med et glimt i øjet, glæde mig over muligheden for at arbejde intenst med min trang til at dømme andre og deres handlinger. Og den trang er stærk lige nu, I tell ya!
Set i lyset af alt dette 9håber jeg bare lige nu, at det lykkes at få Andreas hjem til jul.
Uanset hvor, jeg ser hen i øjeblikket, ændres planer og julen, som betyder så meget for mange, falder fra hinanden og udfordrer den enkelte. Jeg ved godt, at disruption er svært moderne, meeen alligevel...
Hvis ikke jeg når at skrive mere i år, hvilket ubetinget er en sandsynlighed, håber jeg for dig og dine, at i finder en fornuftig vej i dette morads og ønsker jer på forhånd en glædelig jul og et godt nytår❤️
Jeg håber inderligt at du får Andreas hjem til jul. Ja det bimler omkring os og dermed ramler planer også indimellem. Jeg er ked af at læse om kolleger, som ikke tænker sig om. Det har jeg ikke oplevet, alle vaccinerede som uvaccinerede opfører sig meget ansvarsbevidst.
SvarSletTak og I ønskes også en glædelig jul og et godt nytår
Tak, Lene.
SvarSletDet ser ud til, at det lykkes at få Andreas hjem 😁
Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke har helt så gode erfaringer med overholdelse af restriktioner på arbejdspladsen, som du har.
Man skal passe på med at dømme eller skære alle over en kam osv, men jeg oplever, at problemet er stort især i psykiatrien.
Jeg ved ikke om det skyldes, at vi har flere andre faggrupper ansat, feks pædagoger, ergoterapeuter osv., men selv blandt sygeplejersker og sosu'er kan man støde på en meget skødesløs holdning.
Faktisk har jeg den sidste tid tænkt meget over, om jeg alligevel hører mest til i somatikken, jeg skal arbejde meget, meget hårdt med mig selv for at acceptere nogle af mine kollegers modvilje mod feks at bære værnemidler.
Hvor er det godt, at du har fundet en måde at løse dine 'problemer' på. Jeg har altid ment, at buddhismen er den eneste ikke-onde religion, og det kan jeg vist roligt holde fast i :-)
SvarSlet(Og jeg som troede, at jeg bekymrede mig meget. Du er klasser foran mig hvad det angår ;-) )
Jeg har også hele tiden hævdet, at coronapesten ville vare mindst 2021 med, og måske sikkert også længere. Det fik jeg desværre også ret i ... uf, hvor jeg dog håber, at denne bølge bliver den sidste store af slagsen.
Jeg har ikke den store sympati for dem der ikke vil vaccineres, men efterhånden synes jeg heller ikke de udgør det store problem - i hvert fald ikke for os, der er vaccineret. Selv om vi skulle blive syge, ser det ud til, at vi ikke bliver særlig syge. Og hvis de smitter hinanden - og bliver sygere end os andre, så er det vel næppe mere, end de selv må kunne forvente.
Jeg håber virkelig for dig, at du får Andreas hjem til jul, og at I alle må få en god og fredfyldt jul.
Tak, Ellen og i ønskes også dejlig jul med jeres kære.
SvarSletAndreas er sikkert i havn, så nu håber vi blot, at vi ikke har fået smitte med ind fra nogen af os.
Buddhister er vist bare mennesker som alle andre, der er jo desværre - lige som med kristne og alle andre religioner - også elementer, som man ikke just kan sige følger Buddhas lære, eller misbruger den til politiske formål. Selv om man ikke tror på en skabergud, er der masser af hokuspokus i buddhismen, jeg er mest optaget af, hvordan den i praksis konkret kan bidrage til mit - og andres - velbefindende 🤔
Jeg kan godt se, at teksten måske får det til at lyde lidt værre end det er, angst er en følgesvend for flere i min familie, min mor og min bror har været hårdt plaget. Det man kalder mindfulness, og som bruges i terapeutisk øjemed og også i psykiatrien til at behandle netop især visse personlighedsforstyrrelser, er netop buddhistiske teknikker. De virker rigtig godt på mange ting, omend man nok som buddhist vil hævde, at det aldrig kan løfte den enkelte op over det, vi kalder den laveste motivation, som netop er kun at have det godt selv. Hvis det sådan skal virke for alvor, vil jeg hævde, at man også er nødt til at udvikle kærlighed og medfølelse med andre.
Årh ja, pandemien går sin gang, jeg frygter heller ikke så meget alvorlig sygdom længere, men hvis den nye variant er lige så smitsom som mæslinger, kan vi sagtens i de næste uger, når influenza sæsonen samtidig rammer, stå med nogle alvorlige problemer. Jeg håber det bedste, frygter det værste og forbereder mig på, at jeg skal yde så god en indsats som overhovedet muligt.