Det grimme stel

Jeg har egentlig svoret, at min blog aldrig mere skal handle om alt det skrammel, jeg går rundt og køber - jeg er forlængst stopmæt af at læse og skrive om både mit eget og andres hovedløse forbrug. Jeg har indtaget det standpunkt, at jeg har nok og ikke mangler noget.

Når jeg så alligevel får lyst til at skrive om noget jeg har købt - bedre er man jo ikke :-) - må man jo sno sig, som ålen sagde. Så kan det i stedet handle om genbrug og den samlermani, jeg på eet eneste punkt ikke kan sige mig fri for at lide en lillebitte smule af. Når jeg siger samlermani, mener jeg altså ikke på den det psykiatrisk diagnose-agtige nåde, hvor man går rundt til knæene i en skønsom blanding af pizzabakker, Anders And blade og figurer fra Bing & Grøndahl. Men jeg har een svaghed og det er porcelæn og spisestel. Jeg kan ikke gøre for det, jeg er min fars datter. Min far brugte hele livet det meste af sin fritid på at købe antikviteter på loppemarkeder og på at restaurere dem selv. Jeg har ikke været meget mere end 3 år, før jeg kunne se om et produkt fra Royal Copenhagen var første- eller andensortering. For ca 20 år siden sagde jeg stop, og besluttede mig for ikke at købe flere spisestel, for jeg har allerede flere og mere end rigeligt - nok må være nok.

For lidt over en uge siden fik jeg et alvorligt tilbagefald og begyndte at samle på et nyt stel og derfor har jeg besluttet at sanere ud i det jeg har og sælge noget fra. Pengene, som måtte komme ind fra det projekt, kan så passende omsættes til en stor, flot vitrine, hvor det resterende porcelæn og fajance kan få et godt og trygt liv.

Blå Tranquebar. Min mormor var af den mening, at Tranquebarstellet var det smukkeste i verden og jeg er tæt på at give hende ret. Hun var opvokset i de lidt højere luftlag, var også af den overbevisning, at en kvinde ikke kunne gifte sig uden at have et ordentligt spisestel, mundservietter og duge. Der har ikke stået Royal Copenhagen på hendes penge, da hun giftede sig med min morfar og derfor har min mor og moster vist ikke fået noget spisestel med hjemmefra. Da hun fik børnebørn, var hun - i høj graf pga sin stærke økonomiske sans - langt mere velbeslået og straks min kusine og jeg var født, begyndte hun at samle til vores brudeudstyr. Hun nåede desværre kun kaffestel og et par tallerkener og eftersom man ikke rigtig i min tilværelse inviterer på det store kaffebord, bliver det aldrig rigtig brugt. Alligevel tror jeg ikke, jeg kan skille mig af med det. 

Tranquebar stellet så dagens lys i 1912 på fajancefabrikken Aluminia, som senere opkøbte Royal Copenhagen, hvis navn det bærer i dag. Det produceres ikke længere og kan kun fåes antikvarisk.

Der var anderledes swung over mine forældre og mit barndomshjem. Mine forældre satte ikke deres lys under en skæppe og næsten intet var for godt til dem. Derfor kunne deres spisestel ikke være andet end det musselmalede fra Royal Copenhagen - med helblonde, naturligvis! De havde dog så megen realitetstestning, at de ikke købte Flora Danica. Stellet var dog ikke kun til pynt hos mine forældre. Jeg husker mit barndomshjem i Hjørring som et ualmindeligt åbent hjem med rigtig megen selskabelighed, så der var ofte dækket op med det. Senere blev det mest brugt til jul, nytår, fødselsdage og konfirmationer. Det er et ualmindeligt smukt stel og så snart man får en tallerken i hånden, mærker man at kvaliteten er noget helt særligt. Det er på en gang både skrøbeligt, tungt og solidt. Elegant. Det er også stjernedyrt - man skal slippe 15-1600 kr for sådan en nyproduceret middagstallerken, 5-600 kr antikvarisk.
Det musselmalede stel fra Royal Copenhagen bliver ikke længere malet i Danmark af danske porcelænsmalere. I dag males det i Thailand. I en artikel i Politiken kunne man for nogen tid siden læse direktøren for Royal Copenhagen udbrede sig om, at det slet ikke kan betale sig, at få malet stellet i Danmark mere. Porcelænsmalere her skal jo gudhjælpemig! have henved 160 kr i timen og frynsegoder som løn under sygdom og barns første sygedag! Det kan thai'erne gøre bedre, selv ansat på særdeles fordelagtige vilkår. Det tager 22 minutter for en dansk porcelænsmaler at male sådan en middagstallerken - det er svært at forestille sig, at det trods alt ikke er muligt, at få en vis avance ud af produktionen, selv her i landet.
Jeg har mange gode barndomsminder om dette stel, men i dag  symbolicerer stellet løndumping og ren, rå profitmageri. Det har mistet sin charme, uanset hvor smukt det er. Jeg tænker, jeg sætter det til salg. Stellet henter gode priser antikvarisk i Tyskland, så måske får husstandens tysker en opgave med at sælge på Ebay. Det passer heller ikke rigtig i mit liv mere - jeg har aldrig 12 personer til suppe, steg og is mere.

For ca 20 år siden købte jeg det, jeg troede skulle være mit sidste spisetel. Et moderne stel fra det gamle franske firma Pillivuyt. Brasserie hedder det. Det går man aldrig galt i byen med. Det er ordentligt kram, som bare holder og holder. Stellet passede i sin tid  fantastisk i min hvidmalede, minimalistiske 2-værelses i Nørrebronx. Det kan også sagtens gå an på Lolland - men det er alligevel ikke helt velvalgt til bondehuset. Alligevel har jeg nægtet at kassere det. Det fejler intet og kan sagtens holde resten af mit liv.

Harvest Time

Men sådan bliver det ikke! Da jeg fornylig var hos min bror i Nordjylland, var han - som er lige så glad for porcelæn og fajance, som jeg - begyndt at samle på et engelsk vintagestel. Hans kæreste arbejder i "Guld & Rod" og der havde han, som er faglært landmand, forelsket sig håbløst i Farmerstellet, som hedder "Friendly Village" og oprindeligt produceredes hos Johnson Brothers i Hanley, Staffordshire i England. Det gør det så ikke længere, produktionen blev i 2003 flyttet til Kina og ifølge kendere er kvaliteten på det nyproducerede fajance ikke værd at skrive hjem om.

Det er ikke et stel, der som sådan er noget værd overhovedet. Til gengæld er farverne og motiverne på det ældre, engelskproducerede fajance helt fantastiske og det vækker en nærmest barnlig glæde at se på det. Jeg kunne ikke stå for det og eftersom en dame i Søborg havde en del til salg temmelig billigt, hoppede jeg med på vognen.

Min bror og jeg græd nærmest af grin, da han i denne uge fortalte, at en antikvitetshandler havde sagt til ham, at det er verdens grimmeste stel. Nu hedder det aldrig andet end "Det grimme stel" hos os, men vi er ligeglade, for så er der forhåbentlig mere til os og til en billige penge. Jeg kan godt se, hvad hun mener - der er lidt kitch over det og det eksponerer ikke ligefrem god & klassisk smag - men skidt pyt! Jeg bliver glad, bare jeg ser "Det grimme stel" og det er vel også en kvalitet. Min bror og jeg har tænkt os at gå all-in på Friendly Village til jul. Måske fejrer vi endda Thanksgiving og Mortensaften oveni, bare fordi vi kan. Stellet skal ihvertfald nok blive brugt.

The Well


Apple Orchard

Udsigt fra stuevindue

Baghave.

Det grimme stel passer lige præcis her hos mig på Lolland :-)