For sidste gang

Nå, men igår gjorde jeg så alting for sidste gang. Det var farvel til Sjangtofte Hospital, som har været rammen om mit arbejdsliv de sidste 8 år. Faktisk er det jo længere, for forinden havde jeg arbejdet som vikar i 5 år, hvor jeg også jævnligt havde min gang på hospitalet. Netop fordi jeg har arbejdet som vikar og har haft vagter på næsten alle sjællandske sygehuse - fra Hillerød til Naksskov, for at det ikke skal være løgn! - påvirker sceneskiftet mig ikke synderligt. Jeg ved, at der sagtens kan være lige så rart alle andre steder og jeg ved, at jeg kan passe vores patienter uanset, hvor jeg er. Skuldertræk.

Til gengæld var det svært for mange af mine kolleger, specielt de udenlandske sygeplejersker, som er kommet hertil direkte fra hjemlandet og aldrig har arbejdet på andre hospitaler eller afdelinger. De kan ikke forestille sig, at alt sikkert er lige så udmærket i Glostrup. En ting er dog sikkert - arbejdstempoet kommer i vejret og det vil falde mange svært. Jeg plejer at grine lidt, når jeg hører det sædvanlige omkvæd: Vi har så travlt, vi har så travlt! Jo, nogle gange har vi travlt, men vi har været så svineheldige, at have arbejdsforhold, som er pænt fordelagtige, sammenlignet med mange andre hospitalsafdelinger. Det ved jeg, fordi jeg har været vikar. Så velkommen til virkeligheden.

Til gengæld har vi en ting ude i Sjangtofte, som de andre nok ikke har. Vi har fastansat rengøringspersonale, som er organiseret i FOA, hvor rengøringen på andre hospitaler i Regionen mest er udliciteret til mere eller mindre fantasifulde store rengøringskoncerner. Det er en kæmpemæssig fordel, for vores rengøringspersonale er i den grad en faggruppe, som hviler i sig selv og som er dybt respekterede. Guds nåde trøste den sygeplejerske eller SoSu, som lader tissepletter tørre ind på gulvet og blot henviser til at rengøringen kommer snart - som vi har læst patientbeskrivelser af i pressen og set skjulte optagelser af. Afregningen for sådan en forseelse er hård og kontant. Og det er efter min mening ikke spor skidt :-)

I vores afdeling har vi i de sidste 6 år haft Sus, som har været ansat på hospitalet i langt over 40 år. Hun kom som helt ung i et sommerferiejob og det var meningen, hun skulle læse videre til pædagog. Sådan blev det ikke, hun blev hængende og giftede sig med en af portørerne og er vel nærmest indbegrebet af hele hospitalets sjæl og ånd. Der er patienter, som skriver til hospitalsdirektøren og roser Sus. Hun møder hver morgen kl 4 45 og det er derfor jeg kender hende så godt. Hun har, om nogen, lært mig, at man sagtens kan følge reglerne, men at man også en gang imellem skal bruge sin sunde fornuft og klippe en hæl og hugge en tå, når regelrytteriet går over gevinst (som Stefan kalder det :-) I say no more. Men hvis jeg gjorde, ville du få tårer i øjnene over mange af hendes handlinger og tiltag, præcis som jeg mange gange har haft. Hun har verdens bedste karma og hvis jeg var buddhist ville jeg sige, at Sus er en bodhisattva.

Det var ualmindeligt svært at sige farvel til hende. Hun fulgte mig til elevatoren, gav mig et hurtigt kram og sagde: Du skal sige noget nu! Det kunne jeg heller ikke, for tårerne stod mig i øjnene og klumpen i halsen var enorm. Og så var det slut.

Sidste år strikkede jeg Liselottes "sommersky" i garn fra garnudsalg - højlandsuld i farven "andeæg" og noget mohair, som vist hedder "tiny little mint" - på pinde nr 3 & 3 1/2 (tror jeg nok).Den er lidt kraftigere end den oprindelige "sommersky", men sommervejret i Danmark kan nu og da være til den kolde side, så det gør ikke noget. Den gav jeg Sus som afskedsgave, for hun beundrede den længe og inderligt i sin tid og den vil passe suverænt til hendes snehvide, smarte hår. Jeg har garn til en til og så snart jeg genfinder min strikkero, så laver jeg da bare en ny.