onsdag den 27. juli 2016

Moving Mountains l


For at det ikke skal være løgn, rejser jeg snart på ferie igen. Med i tasken kommer den britiske sygeplejerske Claire Bertschingers bog "Moving Mountains".

Claire Bertschinger var den sygeplejerske, som i 1984 alene ledede en klinik i et af de værste hungerramte områder i Etiopien, hvor tusinder og atter tusinder søgte hjælp og tilflugt - vi husker vel alle BBC-journalisten Michael Buerks hjertegribende reportage fra området, hvor han indtrængende bad verdenssamfundet om hjælp.

Claire Bertschinger havde dengang ganske lidt mad og medicin til rådighed og hun var derfor nødt til, efter strenge kliniske kriterier, at udvælge de, som endnu ikke var blevet for syge og afkræftede, til at modtage behandling. Alt andet havde været spild og ville have kostet endnu flere mennesker livet.

Opgaven har martret hende hele livet.
Det kan jeg sagtens forstå. I starten af 2004 så jeg sammen med Andreas' far dokumentarprogrammet, hvor hun og Michael Buerk rejste tilbage til Etiopien og mødte nogle af de mennesker, hun dengang behandlede. Vi ventede Andreas dengang og ansigtsudtrykket hos en afrikansk dreng på 6-7 år, som Claire Bertschinger, som var hun selve livets engel, gik forbi på udvælgelsesrunden vil jeg aldrig glemme. Selv om jeg sagtens vidste det i forvejen, slog interviewene og billederne fast med syvtommersøm, at afrikanske forældre elsker deres børn lige så højt, som vi gør. Og at afrikanske børn lige så gerne vil leve, som vores vil.

Claire Bertschinger er - ligesom Andreas' far - buddhist og hendes tilgang til liver er og bliver humanitær og omsorgsfuld og  inspirerende. Det kan vi ikke få nok af i øjeblikket, synes jeg. 
Jeg glæder mig til at læse den, så ned i kufferten med den bog :-) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar