Robot?

For nogen tid siden bølgede debatten om, hvorvidt mange af vores fag med lethed ville kunne overtages af robotter. Det er fremtiden! proklameredes højlydt og en - så vidt jeg husker - regionsformand ovre i Jylland slog kæphøjt ud med armene og mente, at ganske mange funktioner på vore sygehuse ville kunne overtages af robotter, og i skrivende stund allerede er ved at blive det. For det er for dyrt at have personale gående, som blot skifter sengetøj og serverer ostemadder og saft. Den opgave kan snildt overtages af en robot, mente han. Og endda til en meget billigere penge!

Men er det nu også rigtigt? Jo, hvis det blot handler om at servere en ostemad og skænke et glas saft op, har han for så vidt ret. Men er det virkelig alt mit daglige virke kan koges ned til?

På en vagt for nogen tid siden gik jeg en af mine sædvanlige runder på patientstuerne. En ældre medborger sad på sin seng og virkede lidt fortabt. Hun ville gerne have lidt at drikke og det hentede jeg til hende. Da jeg kom med drikkevarerne, talte jeg lidt med patienten, som jeg altid gør. Hun virkede lidt konfus og ikke helt med på, hvor hun var. Jeg spurgte ind til hendes data, som hun sagtens kunne redegøre for, sværere blev det, da jeg ville have hende til at redegøre for tid og sted. Hun var ikke helt med på dato og måned og at hun befandt sig på hospitalet. Jeg havde ikke fået overleveret nogen information om, at patienten skulle være dement. Jeg kikkede på sengebordet, som var en smule rodet, men i rodet lå blade med kryds & tværs - som lå ud til at være løst korrekt - samt en murstensroman af den lidt bedre litteratur. Der var intet, som tydede på demens.
Jeg hentede blodsukkerapparatet, som jeg altid gør først, når en patient virker konfus. Blodsukkeret var en lille smule forhøjet, men ikke meget, så der var altså ikke tale om, at patienten var ved at få føling. Jeg målte iltmætning, blodtryk, puls, temperatur og talte respirationsfrekvensen. Den sidste lå i den høje ende uden at give point på vore ews (early warning score), iltmætning normal, temperaturen var 37,9 og gav heller intet, det samme med pulsen, men blodtrykket var tårnhøjt!
Jeg gik tilbage til kontoret og slog patienten op. Hun var indlagt for en reumatologisk lidelse - den marginalt forhøjede temperatur kunne sagtens skyldes hendes gigtlidelse. Der var ikke i anamnesen angivet, at hun skulle lide af diabetes type 2 eller hypertension (forhøjet blodtryk), det let forhøjede blodsukker kunne tyde på infektion eller skyldes medicinsk behandling. Jeg checkede hendes medicinstatus, hun var ikke sat i behandling med prednisolon (binyrebarkhormon, kan give forhøjet blodsukker) og hun fik heller ikke medicin for forhøjet blodtryk.
Jeg slog patientens sidste blodprøvesvar op. Hendes leucocyttal var lidt forhøjet og stigende, det samme var crp'en (infektionsmarkører).
Bingo! Det samlede billede kunne i første omgang tyde på, at pt'en var ved at udvikle en infektion. Men hvor, hvad er fokus? Let konfussion, puls, temperatur,  respirationsfrekvens som lå højt, uden at give point. Blodtrykket derimod tårnhøjt. Dybest set starter vi en "bughunt", så snart, man mistænker infektion. Det tårnhøje blodtryk kunne tyde på urinvejsinfektion - ældre, som får en urinvejsinfektion, får stort set altid højt blodtryk og let konfusion ved denne lidelse.
Jeg går tilbage til patienten og følger på toilettet og tager en urinprøve fra, som jeg analyserer. Bingo igen. Prøven var positiv for leucocytter, nitrit, blod og protein. Jeg behøver dårligt analysere prøven, den lugter skrækkeligt. Jeg tager en prøve fra og sender til dyrkning og resistensbestemmelse. Jeg går tilbage til kontoret og den ansvarshavende sygeplejerske og informerer hende om mine fund. Hun kontakter lægen og de bliver enige om at sætte patienten i behandling med tabletter, fordi hun allerede er påvirket af infektionen.  Havde patienten været mere påvirket, ville de have opstartet intravenøs behandling med antibiotika. Og havde hun ikke været påvirket overhovedet, havde de valgt at afvente dyrkningsvaret fra urinprøven.
Herefter følger endnu nogle iværksættelser af sygplejefaglige handlinger, såsom væskeskema og blærescanninger og evt. tømning af patientens blære med kateter, hvis hun ikke selv kan tømme den ved vandladning.
Dette her er ikke et enkeltstående tilfælde, men hændelser, jeg oplever og handlinger, jeg udfører på stort set alle mine vagter - det er simpelthen det, jeg laver, det mit arbejde består af. Jeg udfører forskellige omsorgshandlinger, som bringer mig rundt til patienter, jeg taler med dem og ved første øjekast ser det måske ud til, at jeg blot sludrer, leverer varme hænder og serverer nogle meget dyre ostemadder og saftekander. Men i alt jeg gør, er jeg sundhedsprofessionel og jeg observerer, jeg reflekterer og allervigtigst, jeg handler.

Alt det her kan en robot ikke. Faktisk falder det ofte mange nyuddannede svært og også især udenlandsk sundhedspersonale, som måske ikke mestrer det danske sprog kyndigt nok endnu til at opfange små tegn på konfusion. Mange ville slå sig til tåls med, at patienten nok blot er ældre og lidt dement. Det kræver faglig viden og også erfaring at observere patienter og en af pointerne er, at det på langt sigt kan blive meget, meget dyrt at overlade de kedelige omsorgsopgaver til robotterne, fordi det også er de opgaver, som bringer os rundt til patienterne og giver os lejlighed til at observere og fange problemstillinger i tide.