Damesagen

Så skal vi til det igen. Det er kvindernes internationale kampdag og netaviserne bugner af artikler, som forsøger at sætte ord på fænomenet og be- eller afskrive dagens relevans.

Sidste år var jeg ikke helt skarp på, hvad jeg egentlig mener om emnet. I år er jeg kommet det lidt nærmere og hjælpen til dette kom fra uventet kant. Søren Krarup skrev i 1971 en kritik af kvindesagen, som han konsekvent kalder "Damesagen", og adresserer denne kritik til især overklassens - eller elitens, om du vil - kvinder, som lader sig emancipere for derigennem at blive personligheder, altså en form for selvudviklingsprojekt. Deres kamp for frigørelse har ingen relevans whatsoever for arbejderklassens kvinder, som mere har brug for uddannelse og ligeløn.

(men det haaar vi jo, vil du så nok hævde - men vel har vi ej, ifølge min barndomsveninde, som er vokset op i en baggård bag et bogtrykkeri med to forældre, som hver især kun har gået 7 år i skole. Ifølge min barndomsveninde, som jeg efterhånden har mistet kontakten til, bliver kvinder stadig langt fattigere pensionister, fordi de føder børnene og arbejder på deltid. Hun har noget at have sin påstand i - min veninde læste, ved velfærdsstatens mellemkomst, økonomi på universitetet og har siden bevæget sig helt op i kransekagens top. Hun var engang mit absolut kyniske holdepunkt og engang jeg snøftende klagede over, at kommunikationen med mit barns far i forhold til samvær ikke sådan spillede optimalt, sagde hun, som havde to små børn og arbejde 70 timer ugentligt som børsmægler: Jeg aner sgu ikke om mine børn sover til middag - kan du ikke bare improvisere, når du er sammen med ham? Heldigvis havde hendes børns far helt styr på sovemønstrene og tilbuddende på Pampers i Føtex.)

Vi har glemt, hvad det i virkeligheden handler om, hævdede jeg for et år siden. Og når jeg ser Nikita Klæstrup - eller hvad hun nu hedder - ryste r*v i frigørelsens tegn, bliver jeg yderligere bekræftet i den antagelse. Jeg bor i en del af Danmark, hvor man bare behøver gå udenfor døren for at se, hvor meget blot et par års uddannelse og økonomisk frigørelse og tryghed betyder i et kvindeliv.

For tiden holder jeg mest med den østtyske journalist og debattør Mirna Funk.
Kvindekamp er stadig klassekamp og uløseligt knyttet til økonomisk frigørelse og eftersom staten i højere og højere grad trækker sig ud af den ligning og overlader dette til den enkelte kvinde - og mand! - er vi ærligt talt langt fra målet.