"Jamen, du er jo ikke sådan rigtig overvægtig, du har tunge knogler og store muskler" siger hans norske læge - til min store misundelse og fortrydelse - når Stefan påpeger, at BMI'et jo rent faktisk siger, at han er svært overvægtig.
Uanset hvad lægen og de fine kolesteroltal så siger, har jeg - som har arbejdet på kardiologisk afdeling - ofte spoleret festen ved at påpege at uanset hvad, så er hans taljemål for højt og at dette skyldes det skadelige bugfedt - og med hans stressniveau og et blodtryk, som pludselig for kort tid siden skød til vejrs med raketfart, så er han simpelthen i risiko for, at udvikle hjertekarsygdom.
Jeg selv har altid, bortset fra det første år, hvor jeg var flyttet hjemmefra og blev svært overvægtig, været enten slank eller i det mindste normalvægtig. Jeg tabte dengang overvægten, men har siden altid måttet kæmpe hårdt for at holde vægten nede med både (hård) motion og fornuftig kost. Jeg ligner min far, lille og muskuløs, en lille stærk arbejshest med en god appetit, som let tager på, men også taber sig let, hvis altså bare den gør det rigtige. Hvad det så end er i disse tider, det er et spørgsmål til debat. Min mor og mine brødre er stik modsat - de har altid være tynde,grænsende til det magre og tager aldrig på, uanset hvad de spiser. Om de så er mere sunde, end min far og jeg, som altid har måttet træne og spise fornuftigt, kan nok diskuteres. Man er ikke nødvendigvis sund, blot fordi man er tynd.
Modsat Stefan kan jeg ikke tåle en kost med meget animalsk fedt, mit kolesteroltal kryber i vejret og jeg får lynhurtigt bugfedt. Alligevel trives jeg ikke på en meget fedtfattig kost, men har brug for fedt i moderate mængder og for mange år siden lærte en kollega, som udover sin sygeplejeuddannelse havde en ernæringsterapeutisk uddannelse, mig, at jeg skulle gå efter fedtstofferne i planteriget, nødder, frø og gode planteolier, de såkaldte MUFAs, for at sikre at mine celler og mit nervesystem fungerede optimalt og at jeg fik optaget nok af de fedtopløselige vitaminer og andre næringsstoffer. Siden da var livet nemt, vægten helt stabil og bedst af alt, jeg var mæt og glad. Iøvrigt kan jeg se, at den kost, jeg spiste og er vokset op på, er det man i dag med et modeord kalder"antiinflammatorisk kost". Vi havde bare ikke adgang til helt så fancy fødevarer, den gang i fattig 80'erne. Det var kål, kål kål...
Stefans livsstil kolliderede lidt med min, men i mange år skete der ingen alvorlig skade på vægten, men måske nok på helbreddet, for samtidig kom der en del alvorlige stressfaktorer ind i mit liv og jeg var heller ikke længere så fysisk aktiv, som jeg plejede. Og for 3 år siden begyndte det at gå virkelig galt, overgangsalderen holdt sit indtog og forandringerne i mit hormonsystem har påvirket både min forbrænding, men også min kropslige fedtfordeling i pænt negativ retning.
Alt det her har jeg gået og bøvlet med at løse, det sidste års tid med evindelige forsøg på at gøre kompromis mellem kødspiseren og planteæderen, men for en måneds tid siden gad jeg ikke mere. Jeg holdt op med at parlamentere og argumentere og gik i stedet igang med at gøre. Just do it, som de siger ovre hos Nike!
Jeg begyndte simpelthen at lave den mad, jeg selv ønsker at spise. Når børnene med venner osv var hjemme og spise, lavede jeg mad til dem med pasta, ris og kartofler, men det viste sig hurtigt, at de hellere ville have mine lækre salater, så ingen problemer der 😂
Og Stefan sprang også på vognen, for pludselig opdagede han, at maden var lækker, at han var mæt længere. Og at vægten nærmest af sig selv gik ned.
Der er jo ikke et øje tørt og specielt ikke, da jeg igår stod op til dette akkompagnement til salaten:
Er det en kage? Er det en muffin?
Næ. Det er sørme en farseret portobellosvamp med kyllingekød, løg, chili og flager af rød peber, garneret med cashewnødder!
Uhyre lækkert, meget kødfuldt - uden at være det - og virkelig mættænde og velsmagende.
Jeg troede ikke, han havde det i sig, men han er sgu da en ulv i forklæde!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar