Påfugleøen

En af årsagerne til at jeg blev ramt af akut udlængsel, men også især en specifik længsel efter Berlin, var at jeg faldt over en boganmeldelse af en nyere, tysk roman af Thomas Hettche, "Påfugleøen" hedder den.

Påfugleøen, eller Pfaueninsel på tysk, er en mindre ø, som ligger i floden Havel i Berlin-Wannsee. Floden er så at sige en del af vandvejen til Berlin, den forbinder Elben med floderne i Spreewald, så selv om Berlin ikke er en havneby, kan man alligevel sejle dertil. Faktisk har Berlin flere broer end Venedig på grund af Spreefloden, som snor sig som en slange gennem byen. 

Vi har tidligere besøgt påfugleøen, der - specielt om sommeren på varme dage - er en dejlig udflugt og beskrivelsen og anmeldelsen af bogen, som jeg dog endnu ikke har nået at læse, gav mig lyst til at gense og genopleve! 

Omkring 1790 påbegyndte den preussiske konge Friedrich Wilhelm II byggeriet af et smukt lille træslot på Pfaueninsel. Han havde en veninde, adelskvinden Wilhelmine, som han rigtig godt kunne lide at holde ferie med og hende lod han forestå indretningen af slottet. Det var et uhyre praktisk arrangement, for man kunne sejle direkte fra paladset i Charlottenburg til øen og man kunne også gøre holdt her på hjemvejen fra jagter i det naturskønne område. Uheldigvis nåede parret aldrig rigtig at anvende slottet, kongen døde kort efter det stod færdigbygget og Wilhelmine, som dronningen ikke var synderligt begejstret for, blev bortvist fra hoffet i unåde. 

Det blev derfor kongens efterfølger, Friedrich Wilhelm II og hans legendariske dronning Luise og deres børn, som kom til at  anvende slottet. Sammen med hofgartneren Ferdinand Fintelmann forsøgte de sammen at genskabe paradisets have på øen med alskens eksotiske, sjældne planter, en tam løve, kænguruer og påfugle, som i dag sammen med nogle geder og vandbøfler, er de eneste tilbageværende dyr på øen. På øen boede også en mand fra sydhavet, en kæmpe, 2 dværge og en lille sort dreng, som tog imod gæster iført bastskørt og spyd. Her var palmer, opvarmede drivhuse og alskens bekvemmeligheder, mens napoleonkrigene rasende og den spirende industrialisering tog fart ude i den virkelige verden. Her skulle også forefindes et slags mekanisk - eller måske elektrisk? - apparat, som skulle bringe nydelse ved at "pensle" de fine damer mellem benene! Romanen, som er fiktion, tager udgangspunkt i Maries fortælling, den ene af dværgene, fra hun som barn kommer her som slotsfrøken indtil hendes død som ca 80 årig. Romanen handler om vores forestillinger om skønhed, at bearbejde og betvinge naturen og om vores længsel efter det eksotiske og sjældne. 

Jeg glæder mig til at læse bogen, som jeg lige har fået ind af døren! 

I dag er der meste af øen blevet vild igen, der er fortsat gartneri og utrolige planter på øen og man kan sagtens få timer til at gå med at gå rundt her mellem de gamle bygninger og små parklignende, eksotiske lommer, som dukker op indimellem. 

Lige nu er slottet ved at blive renoveret, så man kan ikke komme ind og se det, men det åbner igen i 2024 og så tror jeg bestemt, vi må gøre endnu en udflugt hertil. 

Man kommer hertil ved at tage S toget til Wannsee, hvilket tager ca 1/2 time fra Alexanderplatz og fra stationen i Wannsee kører bus 218, ofte en veteran dobbeltdækker bus, mange gange daglig de ca 10 minutter gennem skoven til en lille færge, som formedelst 4 euro pr person, fragter en over til øen. Man kan også tage bus 218 helt inde fra Theodor Heuss platz i Berlin eller vælge at køre med den hele vejen retur. Når man er i Wannsee kan man også vælge, at besøge Max Liebermanns sommervilla og se kunstudstillingen der, eller besøge et mere grumt kapitel i tysk historie, huset, hvor Wannseekonferencen blev afholdt og jødernes skæbne beseglet.

Der er en lille café og spisested på øen, men på fastlandet ved færgelejet er der flere dejlige spisesteder og også muligheder for at bade i floden. 

Det var en dejlig dag og en smuk udflugt og vi kommer bestemt til at gøre den om igen, før vi er færdige med det smukke område.