Så gik tiden igen. I det mindste gik der, ikke, ligesom sidst, et halvt år, før jeg fik skrevet, men kun et par måneder.
Det er ikke lysten til at skrive, som mangler, men programmet er mildt sagt stramt i øjeblikket.
På arbejder ligger vi i flytterod og kaos. Mit speciale skal samles fra flere lokationer til et helt, spritnyt bygget hospital med toptunet sikkerhed og alt hvad faget tilhører. Det er ikke sådan lige at flytte en hospitalsafdeling og ej heller et helt hospital. Hvornår det sker er af sikkerhedsmæssige årsager en hemmelighed, både for personale og patienter. Men engang indenfor de næste måneder. Det er en kende stressende for alle, for der er masser af nye procedurer, som skal læres og trænes og kompetancer, som skal opdateres. Det bliver godt, når vi er i mål.
Samtidig med alt dette blev jeg - langt om længe! - optaget på et 10 dages medicinkompetancekursus med tilhørende eksamen for Sosu assistenter i Regionh. Det skulle have været tidligere, men pga corona har megen kursusaktivitet været lukket ned, så med genåbningen kom der gang i sagerne, så kurset falder sammen med alle de andre projekter og ind imellem er min stakkels hjerne ved at være en smule udfordret.
Kurset er i København og fordi Stefan også arbejder nat og på grund af de omfattende sporarbejde på ruten, er jeg nu og da nødt til at overnatte i København. Jeg får det bedste ud af det - har købt et tivolikort - et sikkert tegn på fremskreden alder! - som er blevet flittigt anvendt på det sidste og jeg har gjort det til en vane at gå ud og spise med Andreas, som også er i fuld sving med sin nye uddannelse. Han er stadig teenager og derfor kronisk træt, ikke mindst fordi han en del af tiden skal gå i sikkerhedssko., hvilket åbentbart er strengt for mit meget, meget slanke afkom. Vi har grinet meget af "de tunge sko". 😁
Samtidig med alt dette er buddhistisk universitet startet op igen og jeg er igang med sidste semester af Lamrim kurset. Og hvor alle de andre pligtkurser godt kan fratage mig energi, kan jeg heldigvis mærke, at her kan jeg hente energi og ro, midt i alt det andet kaotiske.
Medicinkurset afsluttes og bestås forhåbentligt engang sidst i oktober. Det er det mest rædsomme kursus, jeg nogensinde har været på og det forlyder, at dumpeprocenten er høj. Hvad det skyldes, skal jeg undlade at udbrede mig for meget om, men selv jeg, som har 2-3 kurser i forvejen og de første 8 år, jeg var uddannet, havde fuld medicinkompetancekursus, synes det er jammerligt. Jeg kan simpelthen ikke altid forstå spørgsmålene og det er relativt sjældent, jeg i uddannelsessituationer har oplevet det tidligere i mit liv.
Jeg håber det bedste og kan ikke gøre meget andet end at forberede mig, men som sagt - det bliver en glædens dag, når det er overstået!
Det lyder som om kursusarrangøren til de medicinske kompetencer er en anelse inkompetent ;-) Og så lyder det også hårdt, som du siger - pøjpøj med det!
SvarSletDu er vist i psykiatrien, ikke sandt? Jeg undrer mig nemlig lidt over alt det tystys, der er i forbindelse med flytningen, men der givetvis en god grund, som jeg - måske - engang - kan få at vide ...
Det må da være en dejlig 'bivirkning', at du kan se din søn lidt oftere. Sådan har jeg i hvert fald forstået, at det er.
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget, for nu at bruge en gammel talemåde. Tivolikort er da også en god ide ☺
Jeg er heller ikke god til rod og uvished i privaten, som man kan stå magtesløs overfor, når der ingen er at rive i ørene for svar - krydser fingre for du får mere klarhed og ro snarest :D
SvarSletA+K, tak, jeg glæder mig til det er overstået, 3 uger til eksamen og derefter næsten en måneds ventetid på resultat, så der er lidt tid til roen rammer, men nøøøj, hvor bliver det godt 😂
SletTak, det går såmænd nok. Heldigvis er det ikke så meget hverken farmakologi en, fysiologien eller medicinregningen, som volder kvaler, men snarere de mange forblommede spørgsmål til autorisations- og sundhedsloven, som volder kvaler. Min lærer siger, jeg tænker for dybt over tingene 😁
SvarSletJeg kan ikke skrive så meget om jobbet, som jeg gerne ville, men et hint er, at specialet er en niche i psykiatrien, hvor der gælder retslige foranstaltninger og der derfor er skærpet sikkerhed i forhold til om nogen stikker af osv. 😬
Den var til dig, Ellen 😁
SletTak. Jeg havde selvfølgelig tænkt noget i den retning - det var det eneste, der gav mening :-)
SletSom Ellen skriver, er det en dejlig bivirkning, at du kan se din søn lidt oftere.
SvarSletPøj pøj med det hele!
Jeg kan kende følelsen af, at det er en kende stressende med alt det, der skal læres og trænes - kompetancer, som skal opdateres. Sådan havde vi det, da vi skule flytte ud i DR Byen.
Tak, Madame!
SletJa, faktisk er det jo omvendt - jeg ser Andreas meget mindre i øjeblikket end før, for selv om han er tæt på 18 år, har han indtil nu troligt mindst hver anden weekend taget toget til Lolland for at besøge sin gamle mor 😁 og de sidste par år har han jo boet hos os under lock downs osv og på skolen i Nysted.
Nu er et nyt kapitel startet og det er som der skal være, venner og uddannelse fylder mere og mere i hans liv og der er længere mellem weekendbesøgene. Derfor er det jo rart, at kunne dele et måltid mad nu og da, når jeg alligevel er i København, så det vælger jeg at glæde mig over 🙂
Pøj pøj med eksamen. Mine kolleger tog den da den lige kom frem. det lød også som et langt sejt træk.
SvarSletDu har fyldt godt op på alle fronter, godt at du kan finde ro i det buddhistiske univers
Tak, Lene!
SletJeg er fortrøstningsfuld, jeg har jo trods alt haft 8 år med fuld medicinkompetance og har flere af de gamle 5 dages kurser.
Jeg skulle også have været på kursus for flere år siden i somatikken, men stillede mig med vilje bagerst i køen, for det var mens Stefans bror og min moster begge var døende. Siden skiftede jeg job og så kom corona... Men denne gang skulle det gerne blive en realitet og på mit nye job satses der meget på sosu assistenter kompetance, så det er dejligt at få lov igen 😁