Tingenes tilstand

Siden sidst har jeg i større og større grad følt mig hensat til min barndom i 70'erne og min ungdom i "fattigfirserne". Aktiemarkederne crasher, inflationen - eller stagflationen er det vel snarere - farer til himmels sammen med energipriserne. Kan det snart blive værre, tænker man? Det kan det. Det kan altid blive værre, tænker jeg med et fatalistisk grin, hvilket ikke skal tolkes negativt, tværtimod - jeg har meget at være taknemmelig over. I det mindste sidder jeg ikke uden varme og mad med en flok børn i Kherson, Ukraine med en mand og søn på slagmarken. Set i den sammenhæng, er alting jo luksusproblemer. 

Heldigvis er de fleste problemer selvskabte - vi sløjfede det gamle oliefyr i forsommeren og det er meningen vi skal have installeret noget luftpumpe-værk af en art. Når vi nu var igang kunne vi lige så godt tage livtag med det gamle og helt udtjente køkken, mure væggene op igen og isolere ydervæggene mod fugt og kulde. Vi mangler lige den sidste væg og et besøg af en vvs mand, så vi kan få varmt vand også.Og have installeret det nye køkken, som står og tripper utålmodigt. Det.bliver.godt.engang.-ikke nødvendigvis.mens.jeg.lever.      Indtil videre er det her virkeligheden:

Væggene er 223 år gamle og det er interessant at se, hvor velbevaret træet er.Til gengæld virker det som om at murværket mest består af kalkstøv og havregrød, eller lignende solide materialer...Mon det bliver jul i år?

Det bliver altid jul og som nævnt er ganske mange problemer selvskabte. 

Det nye arbejde går..sådan..ok. Lønnen er fin, transporten kører som smurt - uheldigvis røg vi ind i en så voldsom opsigelsesrunde, at vi til sidst kun var 5-6 sosu assistenter tilbage og verdens bedste afdelingssygeplejerske gav op. Der tudede jeg godt nok lidt, men har fundet kampånden frem og sammen med mine få tilbageværende kolleger og en ny ledelse accepteret en kriseplan, som godt nok lader meget tilbage at ønske, hvad angår sikkerhed, især for os om natten. Vi må se, hvordan det går - nogle dage ser det ud til, at der vokser noget godt og smukt op af ruinerne, andre dage not so much.

Jeg er gået helt bag om dansen på anden del af kurset i buddhistisk psykologi. Jeg føler mig som verdens sløjeste og ikke mindst sløve studerende - men hey, der er masser af øvelse, som min lærer smilende konstaterede, da jeg traf hende til et arrangement i sommer. Og det har hun ret i. Det er som om, jeg lige nu bliver konfronteret med de ting, jeg frygter mest og ikke mindst de arketypiske personer, jeg normalt bukker under for. Alligevel står jeg nogenlunde fast på mine ben og humøret er, omend ikke ligefrem ekstatisk, så dog nogenlunde positivt og optimistisk. 

Så alt i alt er livet ok.