Spisestuen roder. Jeg hygger mig med at male møbler. Istedet for at skifte ud, frisker jeg det gamle op. Jeg har længe haft planer, men ånden kom først rigtig over mig, da jeg opdagede kridtmalingen. Forarbejdet er minimalt og resultatet storslået. Jeg er IKKE min fars datter på dette område, jeg er ganske enkelt for doven. Min fars store hobby var at restaurere antikke møbler, men den slags kræver en omhu og vedholdenhed, jeg ikke besidder. Man kan sige meget om min far - ligesom " En mand, der hedder Ove" var han yderst brændstoføkonomisk og så kunne han lakere. Ikke bare sådan med købelak fra en dåse, vel? Men med shellak, som han selv blandede af sådan nogle ravfarvede skaller, han havde i en stor papkasse i kælderen, og sprit (tror jeg nok). Konsistens og farvetone på lakken skulle være perfekte og så var det bare at lakere/ polere mahognimøblerne op med 10-20 lag lak, så de tilsidst stod med en fed og dyb, dyb blød glans. Forinden havde han slebet og renset efter alle kunstens regler. Manglede der områder i træskærerarbejdet på bordets sarg, blev de modelleret op i plastisk træ og passet ind, så man bagefter ikke ville have anet, at bordet var skadet.
Ak ja, den slags evner - eller vilje, snarere! - ejer jeg ikke. Iøvrigt er der vist heller ikke mange nutidige snedkere, som kan den slags. Den arbejdsproces er alt, alt for kostbar.
Det forlyder at Peter har ferie i januar og er genindkaldt til projekt "spisestue". Det skal blive godt, for den trænger. Alt for mange år uden maling og med brændeovn sætter sine spor. Jeg synes lige, vi havde malet, men så gik det op for mig, at det var det første år jeg arbejdede i Sjangtofte. Det er OTTE år siden!
Det er bare om at komme i sving, men først kaffe, brændeovn, bøger og - nå ja, nytår...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar