Glædelig jul!

Det lykkedes med hiv og sving at få sat et nødkøkken op og få tilberedt en slags julemåltid. Fordi tingene er anderledes i år, tænkte jeg at julemiddagen også kunne være det - så vi hoppede med på beat'et og flikkede sådan en slags Skandi-Christmas zusammen: Norsk juleribbe, svensk Janssons frestelse, Camilla Plums juvelsalat og en dansk risalamande.

Jeg har nu officielt overtaget mesterskabet i sprød svær fra min far, som var sindssygt dygtig til det. Han havde lært teknikken af min farmor, som var datter af en slagter og hele livet igennem hev den ene perfekte flæskesteg efter den anden af ovnen. Jeg er svært stolt af mig selv, hvis du ikke allerede har gættet det.

Ribben har den lokale slagter i SuperBrugsen Sakskøbing skåret efter mine anvisninger af noget lokalgris. Den vejede 4,5 kg og er skåret af kogestykket og benene er savet igennem i to lange spor på bagsiden. Den er dampet og stegt i ovnen i nogle urter, krydderier, Christmas Ale og vand i ca 5 timer og herefter er sværene puffet op ved høj varme. Den kostede lidt over 200 kr og der er mad til en hær eller ihvertfald til mange dage.

Det var en udsøgt, nem, og ikke mindst billig, succes og ikke sidste gang, jeg laver det stunt.

Jeg er sådan set frisk og klar til job mandag, men jeg er træt som et ondt år, så det var en meget stille og noget ussel jul, uden megen pynt og mange falbelader. Heldigvis er Andreas et meget positivt og venligt stemt menneske, som altid let, glad og gerne tilgiver sine forældres mærkværdigheder og mangler.

Jeg håber og satser på godt helbred og et færdigt køkken i det nye år. Håber du, som læste med, havde en dejlig jul med alt, du kunne ønske dig ❤️

1/2 kvadratmeter sort jul

Næsten alt er kaos lige nu, men det går trods alt til levesiden. Den er godt nok nasty, den her omgang. Jeg er stadig lettere rundforvirret, igår lykkedes det mig at gå i bad ...med hjemmesko på!

Nå, men før alt det her gik løs, havde barndomsveninden gjort mig opmærksom på, at der på TV2 findes en svensk serie, nærmest en institution i sig selv, som hedder "Jul med Ernst". Hun var overbevist om, at det liiige ville være noget for mig. O boy, o boy...

Hvis du altså ikke allerede ved det, så er Ernst Kirchsteiger en svensk indretningsarkitekt af østrigsk afstamning, som sammen med hunden Sherman har et årligt tilbagevendende tv program, hvor han viser, hvordan man med enkle midler og greb kan tæppebombe sin tilværelse lige lukt i juleland på nul komma 5. Der er 14 sæsoner på TV2 play og Ernst kører nærmest i døgndrift som en slags non stop julelydtapet her og det er så næsten det eneste jul, vi har.  Der er noget beroligende ved Ernst, han har en slående lighed med Sean Connery, dog her iført striksweater og filttøfler. Det er en meget mærkelig oplevelse og Ernst vil for altid fremover være min go-to "hitta på man" (ikke Hitman, men det ku' Stefan godt finde på at kalde ham. At høre tyskeren prøve kræfter med det svenske sprog er hyleskægt).

Urtepotten havde jeg malet med en rest kalkmaling før Corona ramte, men det krævede ikke megen energi at række armen ud af terrassedøren og smide lidt mos og et amaryllisløg og et granatæble i potterne.

Dekorationen er ikke helt færdig endnu, jeg samler lige kræfter til de sidste udskejelser, men dette er indtil videre mit julerevir.

(Man ku' ha' pudset vinduerne og tørret vindueskarmen af og guderne må vide, hvorfor havebordet står på højkant, men det gider jeg ikke tænke over...)

Juleslinger

For nogle uger siden var jeg igang med et indlæg, som jeg troede, jeg havde gemt som kladde - det havde jeg så ikke, ihvertfald kan jeg ikke finde det igen.

Jeg var blevet sindssygt forkølet og havde været nødt til at sygemelde mig, over hvilket jeg følte enorm skyld, ikke fordi jeg ikke regulært var syg, men fordi min afdeling er så hårdt spændt for og fordi aftenvagten, som også er min tillidsrepræsentant, blev enormt sur på mig i telefonen, da jeg ringede 6 timer før mødetid. 

Det tværede jeg i indlægget så en del i, altså hvorfor jeg føler skyld over noget, som jeg rent faktisk ikke kan gøre for.

Bedre blev det så ikke i formiddags, da jeg, efter nogle feriedage, hvor jeg -udover et Ikea besøg og en tur i Harald Nyborg -har siddet stille hjemme på matriklen, igen måtte ringe med den kedelige besked: jeg er syg:

Jamen, så blev det så min tur. Er vaccineret x 4 og alt det hejs.

Sådan noget møg. 

Jeg er ikke dødssyg, men noget syg. Håber ikke, jeg har nået at smitte nogen den ene nat, jeg nåede på job. Eller  Stefan, som endnu tester negativ.

Nå, men i indlægget skrev jeg også om, at julen med barndomsveninden var i fare. Hun er nyskilt, efter +25 års mønsterægteskab - iøvrigt på hendes daværende mands foranledning - og selvsamme er nu blevet totalt tvær i sværen over, hvor børnene, på henholdsvis 19 og 21 år, skal holde jul. Barndomsveninden var helt afklaret med at "børnene" skulle holde jul hos ham, som for en gangs skyld havde fri, og hans nye kæreste osv, og så ville hun dampe til Lolland hos os. Det lykkedes så Hr tvær i svær, til trods for at alt pegede i hans favør, at få forpurret det projekt, så "børnene" blev sure og ville hjem til mor. Så hun måtte aflyse og set i lyset af corona og køkkensituationen her i hytten, er det held i uheld.

Det lyder jo unægteligt lidt trist, men jeg har faktisk lidt optur over det. Ikke at julearrangementet blev aflyst, men jeg har altid tilskrevet det nogle pænt negative karakter- og sociale træk at skændes om den slags og drage børn ind i konflikterne. Og jeg har altid været helt uhyrligt skamfuld over at Andreas' far og jeg- overvejende på hans foranledning! - sad og tværede i samme problematik oppe i statsamtet, som det hed dengang.

Nu har jeg så optur over, at det åbenbart kan ske for selv de bedste - og barndomsveninden og især nu tidligere ægtemand, var virkelig de bedste på det område, ihvertfald i min optik.

Der er fuld skrald på at dømme. Ikke særligt buddhistisk, I know.

Men hvor er jeg taknemmelig over, at Andreas' far og jeg ret hurtigt begge indså, at den vej kun førte lige lukt i  grøften og besluttede os for, at vi begge elsker vores søn højere, end vi hader hinanden 😉

The Royal Bingo må vente til næste år, eller en anden god gang. Vi havde ellers besluttet, at prins Philip måtte være "gamle Ole" og prins Henrik konsekvent skulle opråbes "Kongen af Danmark"!

Jeg har altid syntes, at de to herrers frustrationer med hensyn til titel var totalt latterlige, men jeg er jo så at sige heller ikke af ædel byrd. Jeg hørte engang Lakha Lamas kone fortælle, at når hun har ledsaget ham til hans hjemegn, hvor 100 000 tibetanere hylder ham som deres religiøse overhoved og en bodhisattva, så måtte hun også gå bag ham og bukke sig for ham og hun sagde: Det har jeg intet som helst problem med, jeg har giftet mig med et menneske, som er så fint og godt, at jeg sagtens kan bukke for ham! 

Det burde de to herrer have tænkt på, før de giftede sig. Moralen må være, at man ikke skal gifte sig med et menneske, hvis kvaliteter man ikke kan bukke sig i støvet for.

Det var et kæmpe sidespring. Vi må se, hvad ugen bringer og hvordan julen kommer til at forme sig. Den største julegave er nu allerede kommet for et par uger siden:

Vi har simpelthen varmt vand igen!