Mokse eller Mokke - sådan kaldte et barn, som endnu ikke kunne tale rent, hende engang - er gået bort i mørket og er holdt op at dø.
"Overklausen" blev den gamle dansklærerinde også spøgefuldt kaldt, nok mest på grund af hendes hang til ordentlighed og foragt for dovenskab.
Hun er nok den eneste "sprogrøgter", jeg nogensinde har elsket. Frem for at hævde sin grammatiske overlegenhed, formidlede hun altid kærlighed til sproget og en bevidsthed om at alle ikke kan det samme. Hendes sproglige humor var enorm!
Blandt de blinde er den enøjede konge. Min storebror, som er hjerneskadet på grund af en mæslingeinfektion, bor på en institution. Han læser og skriver, modsat mange af sine bofæller, perfekt. Engang forfaldt han til at føle sig understimuleret og en smule bedre end de andre. Han fik et lærerindesikret grundkursis i, hvilke menneskelige kvaliteter, som tæller og er værd at samle på.
Vi andre brugte hende glad og gerne, når vores ordforråd slap op. Hvis man nu sad og blev i tvivl om, hvad det stykke skind eller stof, som sidder under snørebåndene på skoen, hedder, så afgik der straks en sms til Mokse på Samos - eller hvor hun nu turede rundt. Straks fik man svar: "Det hedder en pløs. Godt du kender en gammel!"
Nu er familien løbet tør for gamle. Nu er det os, som er de gamle.
Jeg kommer til at savne hendes væren i verden frygteligt.
Kondolerer! Det lyder som om verden er blevet fattigere uden hende. Smukt indlæg! ❤️
SvarSletTak ❤️
SvarSletHendes familie fik sendt hende virkelig smukt afsted og vi, som bor langt langt væk, har mistet et naturligt samlingspunkt.