Shakin' Stevens

Bedst som livet ser ud til at flaske sig på alle parametre, når alt ser ud til at være Friede, Freude, Eierkuchen, så kan man næsten være bombesikker på, at man får overrakt et af sine uforløste dilemmaer - du ved, et af dem, man troede, man ved en heldigt spillet skæbnehånd havde undgået at konfrontere. Sådan er det bare ikke, skidtet ligger på lur og venter bare på at slå til, når man allermindst venter det og tror sig i sikkerhed.
Der er udslag på min stressdetektor - og det er på en måde godt, for tidligere har jeg ikke været god til at identificere stress. Jeg er ikke sådan en som "går ned" med noget, jeg er mere sådan en Duracell-kanin, som bliver ved, og ved og ved...
2008 og de efterfølgende år var nogle rigtig gennemrådne år for mit vedkommende. Finanskrisen ramte og Stefan mistede sit job, min bror udviklede en alvorlig sindslidelse, min mor døde og det føltes ærligt talt som om, der ikke var mange grænser for ulyksalighederne. Samtidig var jeg endt i en rigtig usund relation på mit job. Min faste makker, som også - dengang - var min ven, var havnet i massivt økonomisk uføre og arbejdede dag og nat, både i sundhedssektoren og i sit private firma. Det betød, at hun ærligt talt ikke var mange sure sild værd, når hun mødte op som sygeplejerske og ansvarshavende i vores faste vagtstilling  og fordi jeg er, som jeg nu engang er, sagde jeg slet ikke nok fra, i forhold til hvad den situation gjorde ved mig og min arbejdsbyrde. Og ikke mindst hvad den gjorde ved nogle af de patientforløb, vi sammen havde ansvaret for.
Jeg begyndte at blive syg dengang - min vægt steg, mit blodtryk og min puls var faretruende høje og jeg fik bylder i halsen cirka hver anden måned og jeg endte med at udvikle en alvorlig form for paradentose, den, som soldaterne i skyttegravene under 1. vedenskrig, ifølge min tandlæge, fik, som følge af en uheldig bakteriekombination og massivt stress. De tabte simpelthen tænderne, gjorde de. Jeg blev straks sendt til blodprøvetagning, for får man den slags i min alder, er det enten fordi man er alvorligt syg af kræft eller helt udbrændt af stress. Der var heldigvis intet som tydede på kræft og jeg var jo heller ikke stresset, forsikrede jeg hårdnakket tandlægen. Jeg endte med at få fjernet mandlerne TO gange, fordi den første operation slog fejl og det lykkedes også tandlægen og jeg i fællesskab at redde spisestuemøblementet, hvilket nærmest er at betragte som et uforklarligt mirakel.
Siden er alting jo heldigvis blevet bedre. Jeg fik i forbindelse med en fusion på jobbet en ny makker, som jeg svinger rigtig godt med, både fagligt og værdimæssigt og det sidste års tid har jeg endda næsten fået styr på vægten (ved at lytte til nogle af de læger og kiropraktorer, som tænker mere alternativt og inddrager hormonsystemet i behandling af overvægt, men det er en anden snak!) og jeg er lige så stille begyndt at kunne motionere igen. Ærligt talt er det mange år siden, jeg har haft det så godt.
Og hvad sker der så? Min nye makker har måttet tage orlov på grund af et sygt barn og hvem træder ind på scenen igen? Yep. Min gamle makker, som ikke lader til at have fået specielt meget styr på den økonomiske situation og fortsat arbejder nattevagter i ugevis i træk uden særligt megen søvn.Vi har haft vagter sammen og det er gået sådan ok, jeg er et andet sted nu, end jeg var dengang, heldigvis.
Men så er det, at jeg pludselig oplever, at hænderne begynder at ryste en lille smule indimellem, maven snører sig sammen og min søvn bliver forstyrret.
You can run, but you cannot hide og fandensparkeme om jeg vil tillade at jeg skruer mig selv ned i den suppedas en gang til. Jeg gider ikke sidde og ligne et rysteribs igen. Jeg bliver nødt til at finde en fornuftig og nogenlunde moden måde at deale med det her på, så det håber jeg, jeg kan.
Selvfølgelig kan jeg det.
I'm older and wiser.