Endnu en kampdag!

Kæmp for alt, hvad du har kært og hver dag er en kamp.
Metoo-bevægelsen har så at sige rystet posen, som de siger ovre i bankohallen. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om alle aspekter af Metoo - jeg synes det er godt, der kommer fokus på den krænkelseskultur, som øjensynlig eksisterer, men jeg er på den anden side ikke helt vild med gabestokelementet i projektet. Til gengæld har bevægelsen fået mig til at tænke tilbage på mit kvindeliv og fået mig til at se visse minder i er nyt lys. Jeg har også - i begrænset omfag - deltaget i noget debat og et af mine ungdomsminder kommer her:



"Engang midt i 80’erne gik jeg, som lige var kommet ind med 4-toget, på et studenterkursus i København, hvor en ældre, mandlig latin-og tysklærer, som var et studie i både fysisk og verbal krænkelseskultur værdig, slog sine folder. Min veninde og jeg var begge 18 år og hun gik grædende hjem fra skole den første uge, fordi han havde taget hende på brysterne den første dag. Han var såmænd sjov nok, hvis det ikke lige var en selv han havde set sig gal på og det pæneste man kunne sige om ham var, at han egentlig ikke gjorde særlig forskel på folk, når han udsatte dem for sine overgreb - både mænd og kolleger fik en omgang. Drengene ragede han ikke på, til gengæld fik de konsekvent 7 i hans timer, pigerne fik 8.

Engang sad han og kørte et virkelig perfidt rant om kvinder af til en fest, og vi 18-20 årige piger sagde ham naturligvis imod, blot for at opleve hvor let det er for en moden, veluddannet mand at latterliggøre vores ungdommelige modstand.
Ud af min ene øjenkrog så jeg pludselig min engelsklærer, en ca 40-årig intelligent og velskabt kvinde, enlig mor og nylig hjemkommet fra en undervisningsstilling ved universitetet i Santander. Hun havde sin taske på skødet og fremdrog af denne en OB-tampon, som hun holdt op for sig og langsomt og tydeligt pakkede ud af hylsteret. Derefter gik hun afslappet hen og stillede sig ved siden af sin aldrende kollega, mens hun pludselig med venstre hånds pege- og tommelfinger klemte om hans næse, hvilket pr omgående stoppede hans talestrøm. Da han åbnede munden for at tage luft ind, placerede hun med en elegant glidende bevægelse tamponen i kæften på ham, lukkede hans mund og gik. Så sad han der med snoren ud af mundvigen og det gik op for mig, at det nok i virkeligheden var den eneste rigtige måde at få skovlen under ham på. Men det ved man ikke som 18-årig, hvor man stadig er så uskyldig, at man tror, man kan ræsonnere med den slags mennesker."




Det bør tilføjes til historien, at føromtalte latinlærer (som faktisk havde en vis lighed med Lektor Blomme) ikke blot mobbede elever, mandlige som kvindelige. Han mobbede også sine kolleger og et af hans yndlingsofre var en ca 60-årig kvindelig dansklærer, som lignede vores allesammens mormor; vandonduleret, blånet hår, fornuftige rågummisko og spinlonkjole. Det eneste i hendes påklædning, som var atypisk, var en enorm perlekæde af afrikanske træperler, som hun bar om halsen og jeg kan stadig høre "Lektor Blomme" brøle efter hende, når hun gik ned af gangen: "Din sexede kvinde! Må jeg ikke lege med dine Brioklodser?"
Brioklodserne fik vi senere en forklaring på. For hun inviterede klassen hjem til studenterfest og da festen var på sit højeste, gik hoveddøren op og i døråbningen stod en prægtigt skabt, høj og muskuløs sort mand på ca 30 år. "Der står en neger uden for din dør" råbte en af drengene i klassen og her skal vi huske på, at vi befinder os i 80'erne, hvor man stadig brugte N-ordet,
"Jamen, det er jo min mand!" råbte hun glad og faldt Kunta Kinte om halsen, som kvitterede med at lægge hende ned i et Hollywoodkys.
Mange af os har oplevet og levet med sådan en mobbe- og krænkelseskultur uden at føle os som ofre for mænd. Min veninde - socialdemokraten - som dengang stod med sin anoreksi og alle sine 13-taller og græd det første lange stykke tid på studenterkursus, er i dag "konstrueret overlæge", som de skriver i hendes beboerblad, på et psykiatrisk hospital og håndterer rask væk psykopatadfærd og -snak dagen lang.
Vi har alle klaret det og har overlevet uden at gå under. Man kan måske endda hævde, at vi er blevet hærdede i processen, men det kan man ærligt talt blive på så mange andre - mere fornuftige - måder. Så spørgsmålet er, om ikke Metoo-bevægelsen har en berettigelse, hvis den kan sætte fokus på den slags adfærd og få sat en stopper for den, så vore døtre ikke behøver opleve det samme?
Jeg tror det.