Stik mig en adventskrans... ahem... redningskrans...

Jeg får ikke blogget i øjeblikket og hvis jeg gjorde, ville faren for at gentage mig selv være ganske overhængende; det går stærkt og det går - overvejende - godt. Vi ser her bort fra den eksorbitante tandlægeregning og bilreparation, som kom lige i kølvandet på, jeg havde brugt en større sum på en ny brændeovn til bondehuset. Sagt på godt dansk, jeg er tæt på at være godt og grundigt blanket af - men hey! - jeg har mit gode helbred, et godt humør og masser af arbejde, så alt løser sig for den, som bærer viljen i hjertet. Og alt det der.

Alt er godt. Jeg knuselsker mit nye job og især mine nye kolleger, som er så hylende morsomme, at man tror det er løgn. Så selv om der er begrænset jul på hjemmatriklen, gør det intet - på jobbet er der jul på steroider, nissevenner og plejepersonale, som sagtens kan stryge perleplader, samtidig med de passer akuttelefonen. Jeg har haft verdens bedste nisseven, som hele december har lagt små gaver til mig og jeg har også deltaget i et par pranks, hvor højdepunktet ubetinget var, da vi en nat pakkede en socialrådgivers kontordør ind i gavepapir ( et tiltag, jeg iøvrigt kan anbefale, hvis du står med nogle kedelige finerdøre fra 70’erne, det pepper lige hjemmet lidt op, der)

Det er noget andet end dengang, jeg arbejdede på et hospital, hvor direktøren var en djøffer i spadseredragt ( the Grinch that stole Christmas ), som forbød ukurant julepynt.  Istedet skulle vi have noget, hun kaldte “æstetik”:

Æstetik? Det ligner en heksebesværgelse i Blairwitch Projekt. Fedt at ligge med en brækket ryg under sådan en fætter.

Ny afdeling, nye og bedre skikke! Et kæmpemæssigt, hjemmebagt honninghjerte er ikke sådan at kimse af, vel? 

Jeg mangler lige et par nattevagter endnu og har nogenlunde styr på den engelske julemiddag, som forberedes i små etaper og forhåbentlig er lige til at tilberede på automatpilot, når jeg får julefrokost mandag morgen, så tilbage er blot at ønske alle en glædelig jul!