Coronakarantæne

Tiden flyver afsted, selv om der ikke rigtig sker så meget. Vi arbejder begge nat i øjeblikket - Stefan kun på hverdage og jeg hver anden uge. Den forløbne uge har jeg holdt fri og Stefan har også været hjemme, for han blev syg i søndags med forkølelse, tør hoste, muskelsmerter og en rigtig grim øjenlågsbetændelse. Om det er corona aner vi ikke, for det er ikke muligt at blive testet, hvilket er ret utrygt, for det forventes at jeg stadig går på job i sundhedssektoren, så længe jeg ikke selv har symptomer. Helt hen i vejret, hvis du spørger mig.
Heldigvis var der mulighed for at jeg kunne tage en feriedag i søndags op til min friuge, jeg er simpelthen så bange for at smitte nogen.
Jeg er bestemt heller ikke god til at Stefan er syg af noget, som potentielt kan være farligt og slå ham ihjel, faktisk er jeg pænt rædselsslagen. Stefan har kun en lunge, den anden fik han fjernet, da han var 5-6 år gammel, fordi den var helt ødelagt af infektion, som desværre ikke var blevet opdaget i tide. Det er lidt af et mirakel, at han overhovedet er i live, dengang troede ingen læge at han ville blive over 30 år gammel, men når man ser ham i dag, ville man aldrig et sekund tænke, at han tilhører gruppen af svagelige individer. Dengang fik han streng besked på, at han ikke måtte anstrenge sig, løbe eller motionere, det ville være den visse død, men det overholdt han ikke og begyndte at spille fodbold i smug, så hans mor ikke opdagede det. Det har reddet hans liv, siger hans læge, havde han fulgt anvisningerne dengang, var han uden tvivl død tidligt.

Heldigvis ser det ud til, at det, han har fejlet, har været fredeligt, for han har allerede været symptomfri et par dage. Det er jeg så ikke, for torsdag var det min tur til at få præcis samme omgang, bare i en lidt mildere version. Jeg forsøgte at overtale mit lægehus til at få en test, men de var hverken til at hugge eller stikke i, selv om det onsdag var blevet meldt ud, at testkapaciteten nu var forøget. Sekretæren sukkede meget træt overfor det argument, hun mente, det kunne være rart hvis sundhedsstyrelsens og sst også meldte de nye retningslinjer ud til de praktiserende læger, FØR de gik på tv med dem.

Egentlig var det meningen, at jeg skulle være vikar på en neurologisk afdeling i weekenden, men det måtte jeg selvfølgelig melde fra til, og som det er nu, kan jeg heller ikke komme på job, før jeg har været symptomfri i 48 timer. Så nu sidder jeg her. 

Helt trist har det ikke været. Vi har da været sløje, men før corona ville vi jo bare have taget et par panodil og fortsat vores liv, måske med lidt ekstra søvn og hvile.

Før jeg blev syg, malede jeg en kommode fra genbrugsshoppen - 75 kr plus lidt ekstra til maling. Vi fik også hængt en plakat op. Jeg er ikke specielt kunstinteresseret eller begavet, men Käthe Kollwitz er og bliver min yndlingskunstner. Jeg har hendes samlede dagbøger, som blev bearbejdet til udgivelse af sønnen Hans og den bog følger mig stort set altid. Hvis man er interesseret i første og anden verdenskrig og især mellemkrigsårerne, er dagbøgerne en helt særlig øjenvidneberetning fra perioden. Jeg læser den på tysk, men den fåes også oversat til engelsk.

Eftermiddagste med 2 af mine yndlingstyskere og Claus Meyers kanelsnegle blev det også til.

Man kan ofte finde passager i Käthes dagbøger, som nærmest reflekterer ens egen tid. I 1918 rasende den spanske syge i hele verden og man kan glæde sig over, at man i det mindste ikke har en søn, som er faldet i krigen og en anden, som er læge på et feltlazaret, samt en mand, der er fattiglæge og nu har lagt sig med den spanske syge efter at have tilset 100 influenzapatienter dagligt i praksissen hjemme i privaten i Prenzlauer Berg.

Käthe er en af mine yndlingskvinder i hele verdenshistorien, ikke fordi hun var den første kvindelige professor på det preussiske kunstakademi, som Kejser Wilhelm hadede som pesten (hende og impressionisterne, de lilatte svin!) og heller ikke på grund af hendes politiske ståsted og virke, men på grund af kærligheden til menneskeheden og børnene, som aldrig et sekund svigter, uanset hvad hun gennemlever.

Jeg synes ikke ligefrem, jeg selv tager den her situation i stiv og strakt arm, jeg tænker en del over, at jeg vist ikke ligefrem er gjort af heltemateriale.