November, november!

Ingen undskyldninger, men konstaterer blot tørt, at jeg nok bare er sådan en, som blogger en gang eller to om måneden; tiden flyver som sædvanlig, jeg halser bagefter det hele - det kunne lyde stressende, men det er det egentlig ikke. Livet viser sig, trods de udfordringer, vi alle er fælles om i øjeblikket, fra sin allerpæneste og lykkelige side. Faktisk må jeg sparke mig selv hårdt bag i for ikke at udvikle katastrofetanker, for kan det virkelig passe, at JEG kan være så heldig? Vel kan det så, tænker jeg, jeg er både rar og flittig, så selvfølgelig er det helt på sin plads, at tingene indimellem også bare flasker sig i mit liv 😁💪

Egentlig sker der ikke meget nyt - corona restriktionerne er jo, som de er og pandemien buldrer afsted. Jeg havde det sværest i starten, egentlig er jeg ikke en sortseer, men jeg har nok en tendens til at konfrontere mig hårdt og brutalt med tingenes tilstand med det samme og derfor har jeg allerede i starten forliget mig med forskellige versioner af worst case scenarios - og set i disses lys, så klarer vi os jo faktisk ret godt i DK. Jovist er der afsavn, tab og begrænsninger på vores udfoldelser, men for mig er de til at leve med.

Vi har brugt megen tid udendørs i det dejlige efterår, vejret har vist sjældent været bedre og roekampagnen er faldet sent i år.

 

Ud over turene ud i det blå, har vi renoveret og skruet lidt på det gamle skæve, hus. Uden at falde ned og slå os ihjel eller til plukfisk har vi sat stillads op og malet gavlene på huset. Jeg græd af rædsel, mens Stefan hjemmevant som en anden åh-abe svang sig i stilladset højt til vejrs. Heldigvis gik det godt og til foråret regner jeg med, at vi bliver færdig med hele projektet. I mellemtiden hygger vi indendørs med at male den ene stue, så vi kan få en dejlig yogaplads og sætte ny loftbeklædning op i badeværelse og baggang. Det hele roder som sædvanlig og jeg satser på at julen giver en kærkommen pause i alle projekterne uden for meget rod og ballade.

Lidt nyt er der dog trods alt sket. Jeg har opsagt min stilling i den psykiatriske akutmodtagelse og 1-12 starter jeg i en ny, lignende stilling på en retspsykiatrisk afdeling. For mere end 25 år siden var jeg elev på retspsyk og faktisk var det oprindeligt det, jeg ønskede for mit arbejdsliv, men mange ting kom i vejen. Det får jeg så mulighed for at udleve nu, jeg glæder mig rigtig meget. Jeg ved, jeg kommer til at savne den akutte psykiatri rigtig meget, men jeg skal også være så ærlig at sige, at coronapandemien og den usikkerhed og risiko den medfører i den akutte psykiatri er stærkt medvirkende til min beslutning. Heldigvis har jeg mange faglige interesser og i mit nye speciale ligger der rigtig mange muligheder for udvikling, så det vil jeg glæde mig til.