lørdag den 2. januar 2021

Godt nytår!

Farvel til 2020, et virkelig sært og anderledes år, som på en mærkværdig måde blev et af de bedste år i mit liv. Lokale udflugter, nye & gamle relationer og overskud til virkelig fordybelse i interesser, som har ligget på bedding i årevis. Hvis ikke det var for coronaen og de sociale begrænsninger, som trods alt snærer lidt, kunne jeg sagtens fortsætte sådan her.
Det har været et dejligt år og et begivenhedsrigt år.
Coronaen gjorde mig i starten rædselsslagen for, hvor galt det kunne gå. Heldigvis fik min rædsel mig til at rykke på nogle af de ting, som var vigtige for mig - jeg meldte mig til et kursus i et emne, som jeg længe havde været interesseret i og jeg endte med at skifte job, da jeg erkendte at der var forhold, som var uudholdelige for mig. Mit sind har aldrig tålt forandringer særlig godt, men hey - 2020 har da sørget for, at jeg er flyvende på det område!
December har været hæsblæsende med jobststart og introduktion. Om det er det rigtige jobvalg, kan jeg blive i tvivl om, men det faglige niveau er skyhøjt og der er muligheder for udvikling og læring og øget kompetanceniveau. Så det får en chance. 
Jeg afsluttede første semester af de studier, jeg gik til på buddhistisk universitet, og har meldt mig til næste semester - det bliver spændende i hvilket omfang og under hvilke forhold, det kommer til at foregå. Jeg glæder mig uanset. 
Sidst men ikke mindst fik jeg kontakt med min barndomsveninde, som jeg havde mistet forbindelsen til for nogle år siden, og er begyndt at se hende igen. Vi er meget forskellige og lever meget forskellige liv, men har allivel en fælles forståelse af mange ting. Det er virkelig dejligt.
Året, hvor selv julemanden gik med mundbind, og vi hverken kom til London eller Paris er slut. 
Hos os blev nytåret fejret meget roligt, vi var alle ramt af forkølelse - ikke corona - mellem jul og nytår, så det foregik mest i sofaen for mit vedkommende. 
Nytårsmenuen var hjemmelavede stjerneskud og det var det. Vi kunne alligevel ikke spise mere. Senere fik vi en apple crumble til dessert og en enkelt af os nød et Wurst-Käse scenario til Ivar Benløs' sidste udskejelser i serien Vikings. 
Det var det år og det var den nytårsaften. 
Selv om jeg alt i alt havde et godt 2020, kan jeg vist roligt sige, at jeg hilser 2021 hjerteligt velkommen! 

6 kommentarer:

  1. Det var dejligt, at der er sket så meget positivt for dig i 2020. Så spændende med første semester af de studier, du gik til på buddhistisk universitet - og at du har genfundet en barndomsveninde. Nytåret er tid for reflektion over året, der er gået. Vi er heldige, at coronaen ikke har ødelagt mere hos os. Det har været slemt mange andre steder i verden. Hvor er det smukke billeder, du viser.
    Godt nytår!

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt nytår, Madame.
      Ja, nytåret er tid til refleksion og alt taget i betragtning, synes jeg, vi har været meget, meget heldige. Mit eneste håb er at folk holder ud lydt endnu og ikke slækker på restriktionerne, for jeg hører fra kolleger at arbejdspresset på hospitalerne er helt vildt.

      Slet
  2. Tak og godt nytår til dig, Henriette.
    Det lyder spændende med din uddannelse på det buddhistiske universitet. Jeg drømmer om noget tilsvarende i Folkekirkens Hus, når jeg stopper med arbejde.
    God bedring til jer.

    SvarSlet
    Svar
    1. I lige måde, Lene!
      Det lyder måske lige lovligt flot at kalde det buddhistisk universitet - som min lærer også selv kommenterede - men jeg tror bare der ligger det i det, at der er en vis seriøsitet i undervisningen. Jeg synes det er vildt spændende og jeg kan bruge virkelig meget af det i sygeplejen 🙂.
      Der lyder spændende med folkekirkens hus, det kender jeg ikke.

      Slet
  3. Tak for opmuntrende læsning – dejligt at du har formået at se bort fra alle de begrænsninger, man kunne fristes til at stirre sig blind på. Også tak for både stjerneskuddet og de øvrige pletskud – godt nytår og god bedring!

    SvarSlet
  4. Tak, Uffe!
    Vi er - næsten - alle friske igen!
    Jeg gør ihvertfald mit bedste for at finde de positive sider af situationen.
    Stjerneskuddet bliver en fast nytårstradition fremover, har vi bestemt. Da jeg var barn og ung i Nordjylland, var Stjerneskuddet det ultimative festlige, kulinariske indslag. Det kunne enten være en sublim eller aldeles rædsom oplevelse. Ingen lavede bedre stjerneskud end fru Mortensen på stationsvejens grill i Brovst, men vores version har gjort hende rangen stridig 😁

    SvarSlet