Efter turen til min fars familie i Hjørring, Kås og Ålborg gik turen hjemad over Gjøl og Øland, hvor min mors familie kommer fra. De fleste danskere forbinder navnet med det svenske Öland, men vi har altså også et dansk
Øland oppe i Limfjorden. Tidligere var Øland og Gjøl øer i Limfjorden, men er i dag landfaste med resten af Nordjylland og forbundne af Gjøl Dæmningen.
I 1825 brød Vesterhavet gennem Aggertangen og saltvandet strømmede i i Limfjorden. De lavere landområder omkring Gjøl og Øland blev oversvømmede og adskilte igen øerne fra fastlandet. Der var tidligere bygget dæmninger, men disse var ikke længere nok og området, som primært ernærede sig ved dyrkning af jorden, blev præget af fattigdom og ustabilitet. Det var svært at dyrke jorden pga de mange oversvømmelser, kornet rådnede på markerne og der er eksempler på, at køerne simpelthen er druknet i deres tøjr på markerne, når der kom stomflod.
Min oldefar, Carl Sørensen, var født i 1857 i Brovst, men levede hele sit voksne liv på Øland. Han var født og opvokset i beskedne kår, men var alligevel en karl med ideer og visioner for sin egn. Han var gift to gange og man siger, at første gang giftede han sig med den rigeste pige på øen, anden gang med den kønneste. Carl Sørensens første kone, Sidsilie, dør lige før jul i 1888, 36 år gammel, og efterlader ham alene med 4 børn. Man kan se i folketællingen for 1890 at han her som 32-årig bor på gården med sine 4 børn og to tyender, en pige og en karl.
Herefter gifter han sig med min oldemor, Marie Østergaard og flytter til hendes fødegård i Søndregårde i Østerby på Øland. Her bliver min mormor født i 1910 og hun er det næstsidste barn i en børneflok på otte. Det sidste barn, Karen, lever dog ikke længe, men dør som lille.
Ud af 12 fødte børn dør der kun det ene og set i lyset af tidens levevilkår må det siges, at være meget godt klaret. Det skyldes formentlig at familien har haft gode kår og mulighed for en god ernæringstilstand. Måske har der også været en vis åbenhed og for nyere sundhedstiltag. Min mor har fortalt, at min mormor allerede som barn havde tandbørste og brugte den dagligt. Hun havde således sine egne tænder helt til sin dødsdag, hvilket hendes læge, efter et helt arbejdsliv på egnen, aldrig nogensinde havde set før.
Det er en større husstand min mormor bliver født ind i. Ved folketællingen i 1906 omfatter husstanden 13 personer; min oldemor og oldefar, 5 børn og et plejebarn, 3 tyender - to piger og en karl - og to ældre slægtninge, som formentlig har boet i gårdens aftægtsbolig.
På dette tidspunkt er Carl Sørensen gået ind i politik og er blevet valgt til folketinget for Venstre i 1901, hvor han sidder indtil 1924. Det er mit indtryk at han allerede på dette tidspunkt som større gårdejer har en ledende position i det lille samfund. Han bliver kaldt "Kjæmpen" og jeg har fået fortalt, at han løbende holder sig orienteret hos præsten og skolelæreren. Er der børn fra fattige familier, som mangler briller eller fodtøj, sørger Carl Sørensen for, at de får det fornødne. Og er der børn, som viser tegn på særligt gode boglige evner, sørger han for, at de får uddannelse. Der skulle endda være eksempler på, at han har betalt dette af egen lomme.
Carl Sørensen var optaget af, at piger og karle, som han selv havde været engang, fik mulighed for at tænke og uddanne sig. Han var engageret i Højskolebevægelsen og min mormor og hendes søskende har alle været på højskoleophold. Jeg tænker, han er gået ind i politik, fordi han tidligt har set, at noget måtte gøres ved de konstante oversvømmelser og naturkræfternes rasen. Og så har han tænkt, at denne "nogen" lige så godt kunne være ham selv. Hvem ellers?
I journalisten Kjeld Hansens "
Det tabte land" kan man læse, at Carl Sørensen var den stærkeste drivkraft i sagen om de første dæmningsbyggerier, som gjorde Øland og Gjøl landfaste med resten af Nordjylland. Afvandingsprojekterne og
landindvindingssagen var han også dybt involveret og engageret i. Han har været optaget og drevet af, at skabe muligheder og velstand i det lille samfund.
Det er ikke mit indtryk, at han tog sig selv og selve positionen som folketingsmand særligt højtideligt. Det var mere en praktisk position for at få noget gennemført. Dengang blev talerne fra Folketingets talerstol omhyggeligt skrevet ned og udgivet indbundet i skind. Hos Carl Sørensen lå disse udgivelser på gårdens das og tjente både som lekture og genbrugstoiletpapir. Man kunne læse en opbyggelig tekst, når man nu alligevel sad der. Og så kunne man bagefter tørre sig med de kloge ord. "Det værste, man kan gøre, er, at spilde tiden" skal vist have været et gennemgående motto i hans liv.
Carl Sørensen var en sand liberal, hvilket man kan se i hans forsvar for "
Bratbjergmanden". Bratbjergmanden healede ved hjælp af håndspålæggelse og naturmedicin og blev i 1928 kastet i fængsel for at overtræde kvaksalveriloven. Carl Sørensen var af den holdning, at enhver myndig mand eller kvinde var bundet af sin egen fornuft og selv måtte vælge, hvordan han eller hun ville behandles. Og han var stærkt imod kvaksalveriloven, som gav lægerne monopol på enhver behandling og straffede de, som havde alternative metoder, hvilket man kan se i denne
artikel.
Carl Sørensen dør pludseligt i 1937. Min yngste bror har fået historien om hans død overleveret af hans datter Agnes.
Carl Sørensen er som 80-årig stadig rask og rørig og i fuldt vigør. Han har været henne på sin første kones gård for at foretage en tagreparation. Desværre glider han på stigen og falder ned og slår hovedet noget så læsterligt. Han får kæmpet sig hjem på gården i Søndregårde og her sidder han i køkkenet og klager sig. Hovedsmerterne er ulidelige og Carl Sørensen ved det er alvorligt. Han vil have bud efter Doktoren og så vil han i seng. Doktoren kommer og tilser ham og bagefter meddeler han i køkkenet: Jeg tror Kjæmpen klarer det. Det gør Kjæmpen ikke. Enten har han en alvorlig hjernerystelse eller måske endda en blodansamlig i hjernen og i det efterfølgende sygeleje tilstøder der komplikationer, Han dør af lungebetændelse 14 dage efter.
I en af nekrologerne over Carl Sørensen, kan man læse, at han ikke var at betragte som en særlig god eller karismatisk taler. Men når han talte, lyttede man, fordi man aldrig et eneste sekund var i tvivl om, at det han sagde var både gennemtænkt og velunderbygget.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at meget nok så anderledes ud i dag, hvis vi havde politikere, som havde udsyn og visioner og først og fremmest var drevet af, rent praktisk, at løse problemerne med f.eks. klimaforandringerne og ikke mindst viste rettidig omhu og syntes det var en dødssynd at spilde tiden.
Marie Østergaard
Min oldemor ved jeg ikke særlig meget om. Hvor Carl Sørensen stadig den dag i dag føles nærværende i familien, gør hun ikke. Der har sikkert været mange pæne ting at sige om hende, men desværre virker det som om, at hendes eftermæle mest er præget af en vis nævenyttighed. Hun har været levende optaget af at cementere sin sociale position og har, sammen med sine to ældste døtre, blandet sig ihærdigt i sine børns planer om giftemål og endda forpurret mange af dem, fordi hun enten ikke brød sig om den udkårne eller ikke fandt vedkommende et passende parti, rent økonomisk.
Ihvertfald er der flere historier om, at hun har begået uret mod enten sine børns ægtefæller eller forlovede. Hvo rmeget Carl Sørensen har støttet op om denne adfærd er uvist, men retfærdighedsvis kan hun vel ikke have været helt alene om det.
I efteråret samlede min moster alle efterkommere af Carl Sørensen og Marie Østergaard på Øland. Det var ikke alle, som kunne komme, men vi var da alligevel en 30-40 stykker repræsenteret, de fleste stadig bosiddende i området omkring Gjøl og Øland.
