Nemme laksedeller

Vi fik verdens nemmeste laksedeller til aften. Opskriften fandt jeg ovre på Politiken.dk

Jeg skynder mig at skrive den ned her efter strenge ordrer fra familien - jeg er berømt berygtet for at glemme opskrifter på særdeles velsmagende retter, så de aldrig ser et middagsbord igen.

400 g laksekød, skåret i tern og hakket med kniv på spækbrættet

200 g hakket bladselleri - bestem selv, hvor fint

1 æg

2 spsk mælk

2-3 spsk mel, afhængig af æggets størrelse

1 spsk dijonsennep

1 tsk salt

peber

et godt nip cayennepeber

knust hvidløg - det glemte jeg så lige...

Farsen røres sammen, jeg lod den hvile lidt i køleskab, og stegte de formede deller på panden i olivenolie og en klat smør. Der blev 10 store deller af portionen. 

Vi får fisk og laks fra skagenfood.dk hver 14. dag. Denne opskrift passede lige præcis til gårsdagens levering af laks.

Intet menneske er en ø

Intet menneske er en ø, en verden for sig selv; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele; om en lerklump skylles bort fra havet, eller et forbjerg, eller din vens hus, eller dit eget; Europa bliver mindre derved.
Ethvert menneskes død river noget fra mig, thi jeg er et med den ganske menneskehed, så derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for?
De ringer for dig.

John Donne, 1624

Hemingway kommer også med på ferie i år. Hans bøger er "value for money", når man skal flyve - de er ganske små, de vejer lidt - men rummer stof til mange timers eftertanke.

You can ring my Bell...

Så blev "klokkerne" færdige. De skal bare lige tørre og have en række knapper. Jeg klokkede i det et par gange og for en gangs skyld, kan jeg ikke give designeren skylden. Min koncentrationsevne har set bedre dage.

Model: Nightingale

Design: Helga Isager

Str: M

Garn: Blackhill højlandsuld, Løkken strand ( max 150 g) og superfine Alpaca, caffe latte ( tror jeg nok)( lidt over 100 g)

Pinde: Addi lace 3,5 og 4

Ændringer: Ork ja :-). Strikkede vendestrik på den sidste række klokker under barmen, så ryggen blev lidt kortere og forstykkerne mere i kropsfacon. Stort hit, si'r jeg bare!

Det bedste ved at strikke veste er, at de ingen ærmer har. Det værste er, at jeg endnu har til gode at finde ud af at bruge sådan en i min garderobe. Men mon ikke det går?

Vi ta'r den lige engang til...

Lichnos Beach

Kontosouli hos Taverna Thomas

Pomfritterne behøver man ikke spise.

Kage og frugt til dessert - on the House.

Nå, men Stefan fortrød jo bitterligt, at han ikke tog med til Grækenland. Vi savnede ham også - men takker samtidig mange, mange gange for den indsats han gjorde med hensyn til at rydde dagligstuen og forberede den til malerarbejde :-)

Det var en dejlig sommerferie i år, selv om de sidste to uger blev brugt med strikketøjet foran brændeovnen, som vi til sidst nødtvungent tændte op i. Efterårsferie?

Kort efter vi var kommet hjem - og før kupforsøget mod onkel Cardigan, holdt go'e gamle Spiesrejser et lille raskt udsalg af rejser. Det viste sig, at vi kunne få en uge i lejlighed på "Dimitra", hvor Andreas og jeg boede, da vi var i Parga, for en meget billig penge. 6500,- ca - men så er det også med mad på flyet, transfer til og fra lufthavnen, parkering i Kastrup OG en uges pensionsophold til katten. Det kunne vi så ikke sige nej til og vi svang dankortet i raskt tempo.

Så indenfor en overskuelig fremtid sidder vi ved det blå, blå vand og skåler i retsina og måske en lille Metaxa.

Jeg glæder mig allerede som et lille barn!

Moving Mountains II

Hov. Filmklippet med Claire Bertschinger faldt sørme ud.

Moving Mountains l

For at det ikke skal være løgn, rejser jeg snart på ferie igen. Med i tasken kommer den britiske sygeplejerske Claire Bertschingers bog "Moving Mountains".

Claire Bertschinger var den sygeplejerske, som i 1984 alene ledede en klinik i et af de værste hungerramte områder i Etiopien, hvor tusinder og atter tusinder søgte hjælp og tilflugt - vi husker vel alle BBC-journalisten Michael Buerks hjertegribende reportage fra området, hvor han indtrængende bad verdenssamfundet om hjælp.

Claire Bertschinger havde dengang ganske lidt mad og medicin til rådighed og hun var derfor nødt til, efter strenge kliniske kriterier, at udvælge de, som endnu ikke var blevet for syge og afkræftede, til at modtage behandling. Alt andet havde været spild og ville have kostet endnu flere mennesker livet.

Opgaven har martret hende hele livet.

Det kan jeg sagtens forstå. I starten af 2004 så jeg sammen med Andreas' far dokumentarprogrammet, hvor hun og Michael Buerk rejste tilbage til Etiopien og mødte nogle af de mennesker, hun dengang behandlede. Vi ventede Andreas dengang og ansigtsudtrykket hos en afrikansk dreng på 6-7 år, som Claire Bertschinger, som var hun selve livets engel, gik forbi på udvælgelsesrunden vil jeg aldrig glemme. Selv om jeg sagtens vidste det i forvejen, slog interviewene og billederne fast med syvtommersøm, at afrikanske forældre elsker deres børn lige så højt, som vi gør. Og at afrikanske børn lige så gerne vil leve, som vores vil.

Claire Bertschinger er - ligesom Andreas' far - buddhist og hendes tilgang til liver er og bliver humanitær og omsorgsfuld og  inspirerende. Det kan vi ikke få nok af i øjeblikket, synes jeg. 

Jeg glæder mig til at læse den, så ned i kufferten med den bog :-) 

Go' ost!

"Jeg kunne ikke leve i en verden uden ost!" proklamerede Andreas allerede for mange år siden.

Det behøver han heldigvis heller ikke foreløbing - vi har nok indtil videre. Men det ene kilo røget ost, vi købte i Metsovo kommer ikke til at holde et år, jeg tvivler på, der er mere tilbage om 14 dage.

Det er en fantatisk ost - både til at spise i småbidder med et glas vin og til gratinering og grill. 

Desværre er der lidt langt til ostehandleren  - næste gang, vi er på de kanter, kommer der nogle kilo med hjem i kufferten!