Optur

Efter gårsdagens nedtur, er det tid til optur!

Jeg har totalt optur over, at "mit" parti gik en lille smule frem - ca 1/2 million stemmer! - hvilket i Tyskland slet ikke er nok, men under omstændighederne rigtig godt!

Jeg har også optur over, at partiet i mit favorit feriekvarter i Berlin blev den største sejrherre med 29,2 % af stemmerne, samt at AFD her fik en meget ringe tilslutning. Det er også optur, at Gregor Gysi, som er valgt på et såkaldt "Direktmandat" blandt disse blev den største stemmesluger i hele Berlin.

Den sidste humanist er ikke død endnu, garanterer jeg, og hvis min yndlingssocialdemokrat i samme kvarter, Cansel Kiziltepe, også har klaret den ( ja, sådan en har jeg også!), så skal det nok gå. 

Jamaica, Jamaica, Jamaica...

Go' tur til Jamaica, Merkel - den bliver dyr og ubehagelig og jeg tror godt, vi kan regne med at Mutti ikke bliver sulten foreløbig, hun løber ikke tør for nådsensbrød lige med det samme.

Hun ligger, som hun har redt - you've made your bed, now die in it!

Det har været forventet længe, men er alligevel ikke let at se den tyske højredrejning, sådan brunt på sort, rødt, guld. Ak ja.

Det er ikke kun Merkels skyld - hele venstrefløjen har et medansvar ( ok venstrefløj og venstrefløj - SPD er blevet (små) borgerlige og die Grünen er socialliberale - nu har de siddet og fedtet med et flertal i 4 år uden at kunne blive enige om andet end "ægteskab for alle". Hvordan havde nogen af dem forestillet sig, at vælgerne ville tage dem alvorligt, når de trods flertal i Bundestag ikke kan lægge deres ævl og kævl til side og danne en regering. Jeg har mistet tålmodigheden med jer for længst, socialisttyper i alle lande, men især i Tyskland! 

Vi må videre på den ene eller anden måde og det kommer vi formodentligt også.

Guldsandaler, swimmingpool og ferieallergi

Om lidt er ferien forbi og det er slut med guldsandaler og swimmingpools.

Guldsandal - i love it!

Swimmingpool - årets sidste cocktail.

Det blev en lidt stille ferie denne gang, for åbenbart er det mit lod i livet at afvikle sygdom i ferierne - jeg er enhver arbejdsgiver i konkurrencestatens våde drøm. 

Et massivt udbrud af norovirus eller roskildesyge, om du vil, nedlagde flere hundrede mennesker i løbet af denne uge inklusiv rejseselskabets guider. Over 200 måtte have lægehjælp, endnu flere var syge og klarede sig igennem på egen hånd, således også vi og vore naboer.

Vi kom igennem det og blev hurtigt friske igen, selv om jeg en overgang fantaserede om at jeg havde tarmslyng og ville ende mit liv mellem hænderne på en Adonis af en kirurg i et tilbagestående sundhedsvæsen inde i Preveza. Stefan var endnu ikke blevet dårlig og i min febervildelse var jeg noget mere end stødt på mancetknapperne over, hvor roligt han tog min forestående bortgang.

Vi nåede et par strandture og en fantastisk udflugt og resten af tiden slappede vi af og læste ved poolen og det var sådan set ok.

Bedre held næste år, tænker jeg, og håber at jeg ikke har udviklet en decideret allergi overfor feriekonceptet som sådan.

Ioannina

Efter den sene frokost i Taverna Dionysos i Monodendri gik turen til hovedbyen i regionen, Ioannina - eller "jannina", som grækerne udtaler bynavnet. Byen har ca 112000 indbyggere og er hjemsted for lidt industri, fjerkræproduktion og en af Grækenlands største mejerikoncerner. Et af Grækenlands mest velansete universiteter har også hjemme her og byen har en fortid med store tænkere og en stor rolle i den græske oplysningsperiode. Her er også et særdeles fornemt universitetshospital, som skulle være markant bedre end det normale græske sundhedsvæsen. 

Rollen som universitetsby bevirker, at her bor mange unge, moderne mennesker og det ses på kulturen - her drives virkelig megen sport i modsætning til andre græske egne.

Byen ligger smukt omkranset af bjerge ved pamvotis søen, den største sø i nordgrækenland.

Tidligere var den hjemsted for den tyrkiske administration i osmannerriget og især for Ali Pasha, den albanske storfyrste, som regerede her og blev myrdet af tyrkerne i1822, fordi den tyrkiske sultan havde mistet tålmodigheden med Ali Pashas egenrådighed og magtbegær. Han blev skudt i et kloster, hvor han havde forskanset sig, ude på den lille ø i pamvotis søen og faktisk fik han en heltebegravelse af ioanninas i indbyggere, for selv om han var brutal og gik under navnet " løven af ioannina", så gjorde han byen og regionen særdeles velhavende.

 Så begejstrede var Pargas indbyggere nu ikke for ham - hans borg ligger udenfor byen og hans kanoner pegede direkte mod byen og således belejrede, tog Pargas indbyggere benene - altså deres forfædres! - på nakken og flygtede til Korfu, før Ali Pasha indtog byen.

I en lille by tæt på Preveza er der på en bjergtop et monument for byens kvinder, som, mens de dansede deres lokale kædedans, kastede først deres små børn og så sig selv i døden fra klippen. Ali Pasha var brutal og frygtet og hadet af de fleste i indbyggere i regionen.

Inde til højre ligger den gamle bydel og resterne af borgen og Ali Pashas palads og de fleste deltagere halsede afsted for at nå det hele på den halve tid. Vi besluttede hurtigt at byen og området må blive genstand for en udflugt en anden go' gang på egen hånd. Her går udmærkede lolalbusser mange gange dagligt fra Parga eller også lejer vi næste gang en bil og ser nærmere.

Istedet fik vi sådan en her, mens vi betragtede turbådene til den lille ø, hvor der ligger fantastiske ruiner af 6 forladte klostre.

Det er tæt på efterår i Ioannina nu. Snart kommer regnen og tågen og siden sneen på bjergene. Her er stadig mildt og lunt, på vores tur havde vi omkring 23 grader. Ude ved kysten er her lidt varmere om dagen, nætterne er kølige og kommer ikke over 18 grader. Jeg sover både med nattøj og tæppe - faktisk er her nok lige i det køligste for en hund efter varme, som jeg. Men perfekt til de, som ikke tåler de høje temperaturer og perfekt til udflugter.

Vi glæder os til at se grundigt nærmere på Ioannina en anden gang.

Landsbyerne bag bjergene

I går var vi tidligt oppe. Vi skulle besøge Zagoria i Vikos nationalparken her i det nordlige Epiros. Zagoria betyder "bag bjergene" på slavisk og Zagorohoria refererer til de 46 øde og isoleret beliggende landsbyer, som ligger her kilet ind i Pindos bjergenes sider omkring den store Vikoskløft. Når jeg nu siger øde, så mener jeg øde! I de 46 landsbyer er der kun 2 minimarkeder, ingen administration i form af politi, myndigheder, sundhedsvæsen eller skoler. Flere af landsbyerne kan kun nåes til fods af små bjergveje. Om sommeren er her varmt og tørt, om vinteren koldt og snerigt. Her lever mange sjældne dyrearter, både ørne og brune bjørne og hele nationalparken, dens dyre- og planteliv og landsbyer er fredet og livsformen beskyttet.

Den oprindelige befolkning var velstående og veluddannet, kvinderne, børnene og de ældre boede i landsbyerne, mens mændene immigrerede, enten til udlandet eller andre mere befolkningsrige dele af Grækenland for at tjene penge eller gøre forretninger. Efter 2. verdenskrig blev livsformen for farlig - en serie alvorlige hjemmerøverier fra albanske bander fik den oprindelige befolkning til at opgive livsformen og flytte derfra. En anden befolkningsgruppe flyttede ind i de tomme huse i løbet af 50'erne - nomader og hyrder, vel sagtens en slags sigøjnere, som tidligere havde bevæget sig i området for at lade deres kvæg og geder græsse på de grønne skråninger.

I dag er området en del fattigere end resten af Grækenland. Her bygges dog en del små gæstgiverier efter behørigt besvær med at få tilladelserne i hus. Alle huse skal bygges efter gamle metoder og stilarter og byggematerialerne, sten og skifer, må ikke tages fra den omkringliggende nationalpark, som også er fredet.

Her kommer ikke mange mennesker, hvilket er godt for os, men skidt for indbyggerne i Zagoria, som håber på et opsving.

Vi kørte af den nye motorvej, Egnatio Odos, til hovedbyen i Epirosregionen, Ioannina, som vi i første omgang blot kørte udenom for at fortsætte nordpå. Forinden havde vi kørt gennem Paramythiadalen, hvor britiske RAF havde en hemmelig flybase i starten af 2. verdenskrig og den norsk- britiske forfatter Roald Dahl - ham med Charlie og chokoladefabrikken - havde været pilot. Vi passerede et monument, en hyldest til kvinderne i Zagoria, som under krigen bragte forsyninger til mændene, som levede som partisaner i bjergene. Det var i dette område 2. verdenskrig tog sin begyndelse for grækernes vedkommende med General Metaxas, som også var en diktator, NEJ til Mussolini og de italienske styrker i 1940.

Det fejrer grækerne behørigt hvert år d 28 oktober, nej'et til fascismen. OXI betyder nej på græsk. Det hjalp dem ikke synderligt. I første omgang slog de græske partisaner de italienske styrker tilbage, men så kom den tyske invasion og så var det slut. I løbet af få dage sprængte tyskerne de fleste klostre på egnen i stumper og stykker, klostre, som man i flere hundrede år havde kæmpet med blod, sved, tårer, liv og diplomati for at beholde overfor det muslimske herredømme, som tidlige har været i regionen. Stefan konstaterer ofte tørt, at han er uhyre glad for at tale andre sprog end tysk, når vi rejser her i landet.

Nå. Vi skulle i første omgang se de berømte pakhestebroer, som i flere hundrede år har fragtet gods og mennesker gennem områdets floder og bjerge og forbundet de øde landsbyer.

Kokoros broen ligner noget fra Game of Thrones. I oktober begynder regnen, som fylder floderne og vandstanden kan blive pænt høj. Faktisk er efteråret med de smukke løvfaldsfarver nok den flotteste årstid her i regionen og fuldt på højde med det, man kan opleve på den amerikanske østkyst.

Skridsikker belægning. Nødvendig for pakdyrene især om vinteren, når her er glat. Man skal ikke regne med, at kommunen gruser og salter.

She'll be coming round the mountain, when she comes...

Videre til næste bro, Kalogeriko broen, lidt nyere og nu i 3 fag, fra ca 1814.

Videre. Igennem landsbyerne Vitsa og Monodendri op til udsigtspunktet Oxya, hvor der er et storslået overblik over Vikos kløften, ifølge "Gunnars rekordbog" verdens dybeste i forhold til vidde. Så vidt jeg husker.

Jeg er ikke bange for højder, jeg er kun bange for at falde ned. Og det er her rig mulighed for, hvis man ikke er agtpågivende.

Videre til den smukke, smukke by Monodendri. Stefan tog en slapper og jeg tog på tur.

Her gad jeg godt sidde med et godt glas og en go' middag en kølig aften.

Ud af den lille by gik det i fin stil og uden risiko for at falde ned.

Det kun delvist ødelagte, men ubeboede kloster Agia Paraskevi.

Udsigtsgrækenland.

Indgang

Ikon. Jeg husker ikke navnet på helgeninden, men hun er go', hvis man har noget med øjnene.

Klosterkirken. Jeg er ikke voldsomt religiøs, men de ortodokse kirker holder jeg meget af.

Udsigt, udsigt, udsigt. Sådan bliver det ved. Tidligere kunne man fortsætte vandringen fra klostret på en sti - ja, jeg ville kalde det en gesims! - hugget ind i klippevæggen. Ingen gelænder, kun et frit fald på 1200 m ned. Den adgang er nu lukket, et stort klippestykke har revet sig løs og myndighederne har forbudt al færden på gesimsen. 

Tilbage i Monodendri ventede Stefan med en velfortjent frokost og en meget stor kande vand på den lille Taverna, som nok er så oprindelig, som de fåes. Her var meget spartansk, toilettet havde dog træk og slip, men så ud til at være en af de første modeller af den slags. Men meget, meget rent og pænt.

Tavernaen er drevet af mor og datter. Moderen  så meget gammel og svagelig ud, som hun sad i sin sorte dragt med slør - hun er formentlig blevet enke for ikke så lang tid siden - datteren, som talte fint engelsk og iøvrigt har en univetsitetsuddannelse, passede biksen.

Man kan undre sig over, at en yngre veluddannet kvinder ender med at passe en Taverna og en gammel mor i en af Grækenlands mest øde egne, men svaret ligger jo nok både i den ortodokse, stærke familietradition og et samfund uden velfærdsinstitutioner som plejehjem og den slags.

Turen i Zagoria var ved at være slut, vi vendte næserne mod Ioannina for at afslutte dagen der.

Det hævner sig!

Det er et velkendt hotelfænomen, at visse hotelgæster "reserverer" liggestole ved poolen ved at placere deres håndklæde fra morgenstunden, for derefter slet ikke at anvende stolen. Det er jo rart, at den står klar, hvis man nu skulle få lyst. Ikke en eneste tanke på de andre gæster, som så ikke i mellemtiden kan anvende liggestolen.

Her hvor vi bor plejer der ikke at være de store problemer med den slags. Der er ingen fancy poolbar med høj musik - hvilket er en af årsagerne til, at vi bor her. 

Og nytilkomne gæster lærer hurtigt, at lader de håndklædet ligge, kommer de til at dele det med en sød, men loppebefængt græsk hankat. Så kan de lære det!

Breaking the waves!

Vi var tidligt oppe idag. Det er bælgravende mørkt indtil kl 7 og herefter bliver det hurtigt lyst. Jeg drikker kaffe på altanen. Sidst boede vi i lejligheden under bananpalmen, i år bor vi under et limetræ. Det stormede stadig og efter et hurtigt, men voldsomt, nærmest tropisk regnskyl, skyndte vi os afsted. Vi ville til den store Valtos strand, som ligger ca 2,5 km fra vores lejlighedshotel. Det lyder meget tilforladeligt, men turen går først gennem udkantsparga ind til havnepromenaden, herefter op til borgen på toppen af klippen og derefter ned igen. Det er en pænt hård tur, men god og helt gratis motion! 

Det blæste stadig og bølgerne var høje og det var præcis det, vi ville. Jeg er opvokset ved Nordsøen og elsker høje bølger, det er bare sjældent, jeg har mulighed for at kombinere den fetich med 25 grader varmt vand.

Vi var firstmovere på det projekt. Der er heldigvis ingen billeder af den første bølge, som rev mig omkuld, flåede min bikinioverdel af og slog min højre kontaktlinse ud af øjet. Men jeg har hørt, det så sjovt ud!

Det VAR sjovt og vi blev ved og ved indtil vinden lagde sig og vi overlod scenen til andre. Vi tog et velfortjent pusterum, før turen gik op til borgen og ned til havnen igen. Og en lille frokost.

Så fik vi hjem, svømmede i poolen og hvilede lidt før turen igen gik til byen. Man har ingen problemer med at nå de daglige 10 000 skridt.

Dagens cocktail: Strawberry Colada.