Som jeg tidligere har skrevet om, er jeg blevet svært glad for en speciel yogaform, som hedder yin yoga. Yin yoga er en lidt nyere yoga stil, som har rod i traditionel kinesisk medicin og som har mere fokus på at strække bindevævet, fremfor musklerne. Det betyder, at man ligger længe, omkring 5 minutter i hver stilling, og har fokus på at trække vejret og ikke mindst tøjle ens dårlige tålmodighed 😁
Jeg er, efter at have arbejdet i 10 år med ryg- og gigtsygdomme, blevet fuldstændigt overbevist om, at et stramt og ufleksibelt bindevæv så at sige er "the missing link" og årsagen til mange af de uforklarlige og håbløse smertetilstande, jeg så hos så mange patienter, som vi ikke kunne hjælpe i systemet. Jeg er vildt overrasket over effekten af yin yogaen og jeg laver øvelser stort set hver dag. Nogle dage blot nogle få, andre dage gør jeg mere ud af det.
Jeg har et abonnement hos cathrineyoga. dk, hvor Cathrine Kofoed dygtigt og kompetent underviser i sit onlineunivers.
Hvis du har lyst at prøve yin yoga, er der mulighed for at prøve en klasse gratis på siden, men man kan også melde sig til et forløb, som hedder yoga kuren - her får man 21 dage med selvkærlig yoga for 149 kr. Hver dag får man en yoga klasse eller meditation og i en fb gruppe er der også i forløbet 6 liveklasser, man kan deltage i.
Dette er den 3. yogakur siden Danmark lukkede ned og mange yoga rejser og kurser måtte aflyses og jeg skal være med igen. Så hvis du har lyst til at gå til yoga med mig, kan du nå det endnu, tilmeldingen lukker til midnat!
Som jeg skrev om for nogen tid siden, har jeg længe haft lyst til at fordybe mig i buddhistisk etik, filosofi og især meditation.
Jeg har stort set hele mit liv haft en interesse for tro og åndelighed og begge mine forældre havde åbne og tolerant sind og har altid opmuntret mig til at undersøge fænomener og samle viden. Min interesse for buddhismen skærpedes naturligt nok, da jeg for snart 18 år siden traf Andreas' far. Han havde i sine helt unge dage en kortere periode levet som buddhistmunk og også boet flere steder i Asien og jeg blev gennem ham ret fascineret af det buddhistiske verdensbillede og tænkemåde. De seneste år er interessen vokset og jeg er begyndt at eksperimentere med meditationen selv og har også fulgt guidede meditationer hos lærere på nettet, men er også kommet til den erkendelse, at hvis det rigtig skal blive til noget fornuftigt, så må jeg have vejledning i metoderne.
Der findes efterhånden en del buddhistiske centre og menigheder i Danmark og det kan være lidt af en jungle at finde rundt i. Der findes 3 hovedretninger i buddhismen - hinayana, mahayana og vajrayana. Det sidste er den tibetanske buddhisme, som jeg kender mest til og som også er pænt repræsenteret i Danmark i flere menigheder, sanghaer. Den tibetanske buddhisme er igen opdelt i 4 forskellige linier og traditioner, hvor - mindst- de to er repræsenteret i København.
I 2003 startede eksiltibetaneren Lakha Lama phendeling, center for tibetansk buddhisme, og under nedlukningen har jeg fulgt nogle af deres online meditationer, så da Danmark åbnede igen var det nærliggende, som en slags gave til mig selv, at deltage i et aftenarrangement i phendeling for de, som er nye og nysgerrige.
Lakha Lama har en helt utrolig livshistorie og det er utroligt, at vi har sådan en kapacitet her i landet. Lakha Lama er det tibetanerne kalder en tulku og en boddhisatva, altså en bevidst genfødsel, et menneske, som har opnået den højeste oplysning, men har fravalgt Nirvana og istedet lader sig genfødte igen og igen, for at hjælpe alle andre videre. Præcis som Dalai Lama blev Lakha genkendt og udvalgt som 5 årig og indsat som overhoved for 100 000 tibetanere i Batang i Østtibet. Som 7 årig måtte han flygte fra Maos fremrykkende styrker til hovedbyen Llasa, hvor han modtog undervisning og studerede sammen med H. H. Dalai Lama. I 1959 måtte både Dalai Lama og Lakha Lama flygte til Indien og Lakha overlevede med nød og næppe flugten og ankom til Indien et par dage senere end Dalai Lama. Her blev han valgt og sad i 5 år i eksilregeringen. Lakha Lama kom til Danmark i 1976, her skulle han mellemlande i København på vej til Finland, men missed sit fly og besluttede sig for at blive. Han havde kun sin munkedragt og 70 dollars - han brugte de 40 dollars på et par jeans på strøget og så søgte han arbejde. I Danmark traf han en ung dansk kvinde, Pia Kryger, som han i dag er gift med og har 2 børn med.
Det er en helt utrolig gribende og smuk kærlighedshistorie og - hvis man er som jeg - tænker man uvilkårligt, at den ikke kunne finde sted i dag på grund af vores indvandringspolitik. Tænk, hvad vi risikerer at gå glip af!
Det var et sidespring. Det korte af det lange er, at jeg efter besøget i phendeling besluttede mig for at melde mig ind og jeg er også tilmeldt et meditationskursus på buddhistisk universitet, som Lama Lakha også i sin tid tog initiativ til. . Han underviser dog ikke selv mere, da han for nylig fik en mindre blodprop i hjernen, men heldigvis er der kræfter, som kan tage over.
Jeg glæder mig virkelig til efteråret, det bliver travlt med både meditationskursus og kursus på jobbet, men forhåbentlig godt.
Ferien er for længst forbi og hverdagen har ramt os. Der er travlt som aldrig før på jobbet. Hvor nogle dele af sundhedssektoren oplevede øget travlhed i forbindelse med første fase af corona krisen, forløb det helt anderledes hos os i den psykiatriske akutmodtagelse. Der kom ganske enkelt ikke et øje i skadestuen og sengeafsnittene lå øde hen. Nu viser det sig så, at ganske mange mennesker med psykiske lidelser ikke har passet deres medicinske behandling under nedlukningen og nu står psykoserne i fuldt flor. Hold op, hvor har vi travlt, både i skadestue, på sengeafsnit - men også med at dække faste vagter på patienter med psykiske lidelser, som er indlagt på somatisk hospital. Det kræver nok en speciel psyke, at bestride mit job. Man ved aldrig, hvor og hvordan en vagt slutter. Man kan risikere, at stå og føde et barn på hospitalet, dog ikke ens eget, men som medfølgende fødselshjælper hos en patient! Det har bestemt sin charme, men nogle dage er det lidt i overkanten 🤪
Det var en lidt kort, men utrolig dejlig ferie, hvor jeg oplevede, at jeg opnåede fornemmelsen af, at være laaabgt væk fra job og hverdag. Vejret var ikke det bedste, men vi brugte dagene på at udforske Falsters østkyst fra nord til syd, lige fra Grøn sund og Marie Grubbe hus, til godset Corselitze, Marielyst, Bøtø skoven og Gedser. Det var skønne dage og oplevelser og vi fandt mange nye steder på vores egn, som nu er indlemmet i listen over udflugtsmål.
Traktørstedet ved Pomle Nakke har vi på vores ture besøgt utallige gange. Det er endnu ikke lykkedes os at få et frokostbord, for vi er alt for spontane til at sørge for at få bestilt i tide og stedet er et vældigt tilløbsstykke, efter et nyligt ejerskifte. Smørrebrød skulle være fantastisk og en dag skal det afprøves, men kaffe, kage og en vaffel med hjemmelavet rabarbaris i den dejlige have er heller ikke at kimse af.
Så blev det endelig ferie, også for mit vedkommende.
Vi skal være hjemme i år, både pga corona pandemien, men også af økonomiske årsager - det er dyrt at sende Andreas på efterskole, så på mange måder passer det jo perfekt, at vi alligevel ikke rigtig kan rejse i år. Eller - der kan man jo og det kunne vi, men for at være ærlig, vi gider ikke med alle disse lockdowns rundt omkring. Ikke at rejse er også at leve.
Der skal pakkes til efterskolen og listen er lang som et ondt (skole)år.Det meste har vi heldigvis, men vi har også måttet købe nyt.
Sikkerhedssko og arbejdstøj? Naturligvis. Check! Jeg sidder næsten med samme følelse som Amalie Szighettis mor, da datteren flyttede hjemmfra:efter at have skovlet det ene læs designertøj efter det andet ind bagi en varevogn, slog hun hænderne sammen og erklærede tilfreds: i det mindste har jeg klædt hende godt på til det!
Jeg håber, det bliver godt og at han får et fantastisk år.
Som sædvanlige løber tiden fra mig og jeg halser forpustet bagefter. Sidst jeg skrev var der stadig lock down, omend det for Stefan og jeg har haft minimal betydning, eftersom vi begge har arbejdet under hele forløbet.
Ofte opgiver jeg at skrive indlæg, for indlæg kræver ofte større forklaringer og skriv, når man i forvejen har holdt en lang pause fra Bloggeriet - det er som om, det kræver lange indlæg at udfylde de tomme felter med hændelser, som er nødvendige for at give teksten mening. Og så giver jeg op på forhånd 🙄
Men hvad har vi så fået tiden til at gå med:
Vi har renoveret vores forgang og et værelse til Andreas. Stefan var sidste efterår ude for en arbejdsulykke, som var millimeter fra at koste ham førligheden, men heldigvis kun kostede 14 dages sygdom, hvor han arbejdede hjemmefra med at programmere maskinerne og assistere pr telefon. Da han kom tilbage på job, blev han fyret på gråt papir og fritstillet, en yngre - og måske mindre kritisk model - stod klar i kulissen. Stefan havde fra dag 1 i jobbet klaget over, at kranen til at løfte de tunge metalplader med var defekt og jeg tænker, firmaet med en udskiftning håbede at undgå en meget dyr reparation.
Det var en bitter og svær pille at sluge for ham og eftersom vi har pænt dårlige erfaringer med Stefan plus arbejdsløshed, besluttede vi straks, at han fik titlen af indenrigsminister og ansvar for at renovere værelse og jeg blev udenrigsminister og sørgede for at tjene pengene til det 🙂
Meget terapeutisk at banke alt puds af væggene!
Jeg vidste, han ku'!
Gamer room!
Jeg har ærligt talt svært ved at få armene ned af bare begejstring - vi klarede det, både at renovere værelset, men også arbejdsløsheden og alt det svære. Heldigvis fik Stefan job igen, tæt på hvor, vi bor - og til en ussel og lav løn! - men penge er bare ikke alt, for han er virkelig glad for at være i sit nye job og trives.
Sidst jeg skrev, holdt vi alle afstand og også fra Andreas, hvilket var følelsesmæssigt hårdt. Da de lukkede skolerne og endegyldigt afblæste 9 klassernes afgangseksamen, blev Andreas' far og jeg enige om, at han lige så godt kunne flytte på landet til os i en periode. Hans far har det svært i øjeblikket, hans kæreste gennem mange år blev for nogen tid siden ramt af en kræftsygdom og at coronaen ramte, kommer formentlig til at betyde, at hendes firma med en del ansatte går fallit. Så de har deres at slås med og Andreas' far har derfor brug for lidt mere ro og luft til at komme sig. Så Andreas' har været en del hos os igennem alt det her, selv om det godt nok var noget rod, da de unge så pludselig skulle tilbage i skolen igen.
Det er en tid med mange omvæltninger, afslutninger og nye begyndelser og det har været lidt svært at navigere i for os alle, men nok specielt Andreas. Heldigvis er det meste faldet på plads igen, det er lykkedes mig at skaffe pengene til et efterskoleophold til Andreas og efter sommerferien flytter han ind på skolen her tæt på os og så begynder et nyt livskapitel for os alle.
I dag er det Buddhas fødselsdag. Buddhister verden over fejrer Buddhas fødselsdag, oplysning og indtræden i Nirvana, Vesak Day.
Jeg markerer den også - alene, for vi skal stadig holde fysisk afstand, og når man bor langt ude i udkantsdansen er der langt til steder, hvor man i fællesskab kan fejre højtider. Uanset hvad, skal jeg også på job, så der er ikke megen tid til at fejre, udover en stille stund med eftertænksomhed.
En af de positive sider ved corona pandemien er, at snart sagt hvert buddhistisk trossamfund eller buddhistiske lærere og mentorer efterhånden er online, så der er faktisk lettere til fællesskab nu end ellers, når man bor langt fra alfarvej.
Når alt det her coronahalløj er slut eller bare stilnet af, er det et forsæt at finde en menighed og konvertere sådan formelt.
Endnu en dag i Coronaens klør truer. Normalerweise har jeg ingen problemer med at få tiden til at gå hjemme på egen matrikel i eget selskab - faktisk går jeg ofte og sukker efter netop dette - men det er som om elementet af tvang installerer en vis modvilje og trods i systemet. Jeg holder aldrig op med at forundres over, hvordan den menneskelige psyke er skruet sammen.
Istedet for at få en masse hængepartier og projekter fra hånden, skiftevis sidder og går jeg hvileløst og planløst rundt. Jeg kan ikke rigtig få roen til at indfinde sig. Min elskede yoga hjemmetræning giver en kortvarig følelse af ro og kontakt til fundamentet, små øer af helle og ro, men de varer ikke længe.
Eller sådan var det ihvertfald indtil weekenden. Jeg har længe gået med en følelse af at være hensat til min barndoms land med bilfri søndage und alles, en slags 70'erne-revisited, og så var det jeg kom til at tænke på, hvordan vi fik tiden til at gå i mit barndomshjem - når altså ikke det var november og december og der skulle flettes julehjerter. Vi lagde, blandt mange andre aktiviteter, puslespil! Jeg har godt nok den sidste tid ud af øjenkrogen lagt mærke til, at puslespil til voksne er den hype, som har overtaget efter malebøgerne til selv samme segment, og ikke et ondt ord om dem, men jeg har alligevel ikke rigtig skænket fænomenet megen opmærksomhed. Altså indtil nu.
Når vi ikke kan komme til Berlin, må Berlin komme til os. Vi er, ud over yoga, nu også blevet afhængige af at lægge puslespil i fællesskab, det foregår i god ro og orden og det er vigtigt at notere, at ingen blev dræbt under processen. Flere er bestilt og på vej, jeg håber, vi kan opretholde denne aktivitet, også efter Corona, for jeg opdager pludselig, at vi begge slipper vores smartphones i timevis og bare helliger os øjeblikket og de puslerier, som foregår i nuet. Dejlig oplevelse.
