Windy & Blue

Det lyder mere trist, end det er 🙂

Jeg fik endelig syet sidesømmene på Helga Isagers model "Windy" - lige i tide til efterårs vejrets komme.

Jeg har svært ved at leve uden en blå sweater og Helgas model erstatter Marianne Isagers model "Blå", som bogstaveligt talt var slidt ned til sokkeholderne. Eller ihvertfald ærmernes manchetter.

Både barndomsveninde og jeg får minder om den selvkomponerede koboltblå patentsweater, jeg strikkede i firserne. Først brugte jeg den og så sled hun den helt ihjel de første år, hun læste på Ålborg Universitet Center. Windy er lidt mere i tråd med nutidens mode, ikke helt så voluminøs, bortset fra de patentstrikkede ærmer.

Ihvertfald er den blå og super let, trods det omfangsrige look. Jeg elsker den allerede og den kommer jeg til at bo i de kommende måneder.

Model: Windy

Designer: Helga Isager

Garn: Coast fra Holstgarn, en blanding af bomuld og uld & noget Kid Silk mohair med en tynd sølvtråd fra SmukSak garn.

Pindestørrelse: 1/2 nr større end angivet i opskriften - det er det nr, jeg skal bruge for at ramme den Isagerske strikkefasthed.

Str: Husker det ikke, men mener det er den mellemste.

Teknik: retstrik, patentstrik, italiensk aflukning, saddelskulder, fremhævede masker, German Short rows.

Ændringer: jeg strikker konsekvent ikke patent med omslag, hvis jeg kan undgå det - jeg strikker det, englænderne kalder en "Fishermans rib", altså patent uden omslag. Det er lysår enklere og giver samme resultat og gør sammenstrikningen af saddelskulderen så meget nemmere. Prøv det!

Det samme gælder for vendepinde, jeg gider ikke omslag og holder mig til de tyske vendepinde.

At ride på livets bølger

Riding the waves

Der har været stille herfra. Der er sket store forandringer, så store at jeg slet ikke har kunnet sætte ord på indtil nu.

Stefan flyttede for 3 måneder siden. Vores relation har længe været under forandring og til sidst måtte vi erkende, at vi ikke kunne få enderne til at mødes og det kom til et brud mellem os. Der var ikke megen højstemt dramatik, men alligevel så et dybt og tungt indtryk i mig, at der gik nogle måneder, før jeg overhovedet var i stand til at sætte ord på det skete til andre end mine absolut nærmeste. Nu bor han i en lejlighed i byen, vi ses ofte og i det mindste er der vokset et solidt venskab ud af vore 17 år sammen.

Alting forandrer sig. Jeg har aldrig været god til forandringer, for i mine tidlige år var forandring ofte lig med katastrofe. Den lektie er jeg ved at lære og jeg siger med vilje ikke, at jeg HAR lært den. 😉 

Men det går, alt andet lige, bedre på den front.

Jeg har været sygemeldt fra jobbet en periode med stress og belastningsreaktion - det er ihvertfald, hvad psykologen, jeg går til, kalder det. 

Jeg startede på job efter min ferie, i dagene efter det frygtelige knivdrab på en læge i psykiatrien skete. Efter endelig at have nået fuld sikkerhedsbemanding i nattevagterne, kom jeg tilbage til endnu en gang at opleve at bemandingen var skåret ned til to personaler, i stedet for normalt tre i akut, intensiv psykiatri. Samtidig var vores sikkerhedsvagt, som er en specialuddannet forebyggelsesinstruktør også sløjfet, ihvertfald for en kort bemærkning. Tilfældet ville at vi samtidig havde en patient indlagt, som tidligere har overfaldet både personale og medpatienter. I løbet af den arbejdsuge blev det så min tur. Vi nåede heldigvis at afværge overfaldet og umiddelbart efter følte jeg mig ok, min kollega var dog noget mere rystet og påvirket. Da jeg dagen efter mødte på job igen, havde patienten fået ordineret fast vagt - dog uden, man syntes det kunne være en god ide samtidig at øge bemandingen fra to til tre. Samtidig kørte de dyre skåltaler, mindehøjtideligheden og minutter af stilhed for de dræbte og sårede i psykiatrien og mantraet "det må aldrig ske igen!" føltes pludselig bizart skamredet.

Og så trak jeg stikket. Kastede håndklædet i ringen, hvilket nok er noget af det mest grænseoverskridende, jeg har oplevet. Jeg. Kan. Ikke. Mere...

Jeg er for længst tilbage på job igen, men for nogle uger siden kom jeg til den erkendelse at jeg, set i lyset af alle hændelserne i denne sommer, har brug for forandring og en frisk start. Det er lidt lige som Sams bar: Some times you wanna go where everybody knows your name. And they're always glad you came..😉

Så 1-11 er det tilbage til somatikken, til "mit" gamle hospital, denne gang i akut, almen neurologi.

Jeg er en smule rædselsslagen for alt det nye, jeg skal lære. En ting er, at komme i et speciale som vikar, noget helt andet er virkelig at mestre specialet. Men jeg trøster mig med, at eftersom de kender mig og selv ofte har opfordret mig til at søge, så er det nok ikke helt skævt.

Så, forandringer - kom an! Jeg skal gøre mit yderste for at holde balancen.

Higgledy Piggledy's Vintage Tea Room

Vi har fået en engelsk tesalon i Nykøbing F. Den er ligger midt i byen tæt på torvet i et af byens ældste huse, Czarens hus. Den er drevet af den engelske kvinde og tidligere skolelærer Alka-Lea Margerison. Det er et fantastisk sted og jeg må indrømme at jeg, indtil flere gange nu, har fejret min 55 års fødselsdag der 😁, både med deres "Royal Afternoon Tea", som skal bestilles minimum 48 timer i forvejen, men også ved enkelte, spontane besøg direkte fra gaden. Det første er dejligt, men mest " Value for Money" synes jeg man får ved det almindelige cafebesøg. Måske kan jeg bare bedst lide store stykker kage? Det tror jeg nok, jeg kan. 

Der er også forskellige frokost muligheder, pies og sandwiches, som jeg glæder mig til at afprøve.

Royal Afternoon Tea med sparkling tea - det sidste kunne jeg blive svært forfalden til!

Det daglige kagebrød i cafeen

Den smukke cafe.

Coffee Cake med te.

Gårdsdagens fejring med trifli. Sådan en kande te koster 45 kr og der er til flere kopper. Vi bestiller en hver ud fra dagens tema og udvalg af 5 teer. Triflien kostede 40 kr, hvilket må siges at være overkommeligt, når man ser, hvad der betales for en kop kaffe rundt omkring.

Man kan følge Higgledy Piggledy's Vintage Tea Room på fb, hvor de lægger billeder op af dagens kager. Men det er på eget ansvar -kagebillederne har mere en en gang lokket os på en uforudset tur til Nykøbing f.

Tanker på en natlig hovedrengøring...

... og omflytning.

Jeg er igang med en længe tiltrængt hovedrengøring og omarrangering af vores dagligstue. Vi ligger stadig i et forfærdeligt byggerod, køkkenet er langt fra færdigt, og som man måske kan forstå, begynder hele scenariet at trække tænder ud. Vi stødte på nogle alvorlige fugtproblemer i en ydervæg, som det var nødvendigt at udbedre, før vi kan efterisolere indvendigt, hvilket så også blev besværliggjort yderligere, da den tykkelse i den type isoleringsplader, som egner sig til bindingsværk, var i restordre og havde en forventet leveringstid, som lå måneder ud i fremtiden. Dyyybt suk. Pladerne skulle ankomme i næste uge og så skulle vi gerne kunne komme videre. Vi pønser lidt på, at få gennemrenoveret husets elinstallationer, nu vi alligevel er igang, men det er en bekostelig affære. 

Imens kan jeg så hygge lidt med dagligstuen og mit nyindkøbte arbejdsbord, som kommer til at erstatte flere andre møbler - jeg har et behov for at forenkle og rydde op og ud på dette tidspunkt i mit liv. Bordet er efter sigende et gammelt borgmesterbord, som har stået på Køge Rådhus, hvis den historie altså passer. Jeg tvivler lidt, men uanset hvad, så udfylder det mange funktioner for mig. Jeg glæder mig til, det bliver bedre vejr, så jeg kan komme rigtigt igang med at istandsætte det.

Uanset om man vil indse det eller ej, så ligger man jo en dag med stængerne i vejret og så vil det være rart for dem, man efterlader, at der er nogenlunde styr på ens efterladenskaber. Jeg er sandet til i for mange ting og nogle er lidt svære at give slip på, må jeg indse. Det bliver dette års projekt, har jeg bestemt. 

På de sociale medier har jeg også været sandet til. Her har jeg også luger ud med hård hånd. På fb har jeg nu kun et par håndfulde venner, familie, som bor langt væk og som jeg gerne vil beholde kontakt med og så nogle nære venner. Andre, så som gamle kolleger og mennesker, som jeg aldrig ser eller deler betøringsflade med, har jeg slettet - hvilket mest handler om mig og ikke om dem. I perioder er min opmærksomhed all over the place og hvis jeg har for mange liv at følge med i, er jeg simpelthen for dårlig til at koncentrere mig og bruge min tid rigtigt. Egentlig ville jeg allerhelst slette mig på fb - jeg var på kortvarigt, da platformen kom frem, men hoppede hurtigt af og levede fint uden i 11 år - men jeg må også erkende at jeg er glad for at deltage i nogle bestemte grupper og i at holde en vis kontakt med nogle få. Derudover bruger jeg meget det, som hedder " Marketplace" til at købe og sælge brugt, bla borgmesterborde og den slags 🙂

Der er alt for meget arbejde ind over i øjeblikket og derfor tager tingene tid. Faktisk er det ikke helt rigtigt, jeg har lige haft en lang periode, hvor jeg ikke arbejdede ekstra og også havde en del fri - men sært nok, har jeg i sådanne perioder en vis tendens til at gå i stå og blot sidde og glo ud i luften. Jeg får mest udrettet, når der er lidt tryk på. Det er vist det, som på nydansk kaldes "at være i flow"...

Der går godt på jobbet, men det har været hårdt. Længe. Jeg er mentalt slidt, kan jeg mærke. I lang tid har vi kun været 2 på vagt om natten, selv om man normalt altid af sikkerhedsmæssige årsager er 3 på en lukket, intensiv afdeling. Jovist, vi har kun haft 10 patienter, hvor vi normalt har plads til 12 og vi modtager, grundet den lavere bemanding, heller ikke fra akutmodtagelsen om natten, eller løber til alarm. Min indvending er, at der jo sådan set kun behøver være en patient, som er dårlig eller farlig, før det bliver problematisk. Det er mærkværdigt at komme fra det nichespeciale i psykiatrien, hvor jeg arbejdede sidst, til en ganske almindelig intensiv, lukket afdeling. Jeg har været vant til at sikkerheden og bemandingen var i top og aldrig til diskussion, patienterne var måske nok mere personfarlige, men velbehandlede. På en afdeling som min nuværende kommer patienten ind af døren, nogle gange med politiet, og ofte uden vi kender det mindste til ham/hende. Det kan man gøre sig sine tanker om, men formodentlig bliver det ikke bedre. Heldigvis har jeg fået verdens bedste faste makker, en mand med irakisk baggrund, lidt yngre end jeg selv - he's my brother from another mother 😁. Og om lidt får vi en sygeplejerske på vores hold, som vi kender lidt til og som er stjernedygtig. Så fremad går det.

 

Glædelig jul!

Det lykkedes med hiv og sving at få sat et nødkøkken op og få tilberedt en slags julemåltid. Fordi tingene er anderledes i år, tænkte jeg at julemiddagen også kunne være det - så vi hoppede med på beat'et og flikkede sådan en slags Skandi-Christmas zusammen: Norsk juleribbe, svensk Janssons frestelse, Camilla Plums juvelsalat og en dansk risalamande.

Jeg har nu officielt overtaget mesterskabet i sprød svær fra min far, som var sindssygt dygtig til det. Han havde lært teknikken af min farmor, som var datter af en slagter og hele livet igennem hev den ene perfekte flæskesteg efter den anden af ovnen. Jeg er svært stolt af mig selv, hvis du ikke allerede har gættet det.

Ribben har den lokale slagter i SuperBrugsen Sakskøbing skåret efter mine anvisninger af noget lokalgris. Den vejede 4,5 kg og er skåret af kogestykket og benene er savet igennem i to lange spor på bagsiden. Den er dampet og stegt i ovnen i nogle urter, krydderier, Christmas Ale og vand i ca 5 timer og herefter er sværene puffet op ved høj varme. Den kostede lidt over 200 kr og der er mad til en hær eller ihvertfald til mange dage.

Det var en udsøgt, nem, og ikke mindst billig, succes og ikke sidste gang, jeg laver det stunt.

Jeg er sådan set frisk og klar til job mandag, men jeg er træt som et ondt år, så det var en meget stille og noget ussel jul, uden megen pynt og mange falbelader. Heldigvis er Andreas et meget positivt og venligt stemt menneske, som altid let, glad og gerne tilgiver sine forældres mærkværdigheder og mangler.

Jeg håber og satser på godt helbred og et færdigt køkken i det nye år. Håber du, som læste med, havde en dejlig jul med alt, du kunne ønske dig ❤️

1/2 kvadratmeter sort jul

Næsten alt er kaos lige nu, men det går trods alt til levesiden. Den er godt nok nasty, den her omgang. Jeg er stadig lettere rundforvirret, igår lykkedes det mig at gå i bad ...med hjemmesko på!

Nå, men før alt det her gik løs, havde barndomsveninden gjort mig opmærksom på, at der på TV2 findes en svensk serie, nærmest en institution i sig selv, som hedder "Jul med Ernst". Hun var overbevist om, at det liiige ville være noget for mig. O boy, o boy...

Hvis du altså ikke allerede ved det, så er Ernst Kirchsteiger en svensk indretningsarkitekt af østrigsk afstamning, som sammen med hunden Sherman har et årligt tilbagevendende tv program, hvor han viser, hvordan man med enkle midler og greb kan tæppebombe sin tilværelse lige lukt i juleland på nul komma 5. Der er 14 sæsoner på TV2 play og Ernst kører nærmest i døgndrift som en slags non stop julelydtapet her og det er så næsten det eneste jul, vi har.  Der er noget beroligende ved Ernst, han har en slående lighed med Sean Connery, dog her iført striksweater og filttøfler. Det er en meget mærkelig oplevelse og Ernst vil for altid fremover være min go-to "hitta på man" (ikke Hitman, men det ku' Stefan godt finde på at kalde ham. At høre tyskeren prøve kræfter med det svenske sprog er hyleskægt).

Urtepotten havde jeg malet med en rest kalkmaling før Corona ramte, men det krævede ikke megen energi at række armen ud af terrassedøren og smide lidt mos og et amaryllisløg og et granatæble i potterne.

Dekorationen er ikke helt færdig endnu, jeg samler lige kræfter til de sidste udskejelser, men dette er indtil videre mit julerevir.

(Man ku' ha' pudset vinduerne og tørret vindueskarmen af og guderne må vide, hvorfor havebordet står på højkant, men det gider jeg ikke tænke over...)

Juleslinger

For nogle uger siden var jeg igang med et indlæg, som jeg troede, jeg havde gemt som kladde - det havde jeg så ikke, ihvertfald kan jeg ikke finde det igen.

Jeg var blevet sindssygt forkølet og havde været nødt til at sygemelde mig, over hvilket jeg følte enorm skyld, ikke fordi jeg ikke regulært var syg, men fordi min afdeling er så hårdt spændt for og fordi aftenvagten, som også er min tillidsrepræsentant, blev enormt sur på mig i telefonen, da jeg ringede 6 timer før mødetid. 

Det tværede jeg i indlægget så en del i, altså hvorfor jeg føler skyld over noget, som jeg rent faktisk ikke kan gøre for.

Bedre blev det så ikke i formiddags, da jeg, efter nogle feriedage, hvor jeg -udover et Ikea besøg og en tur i Harald Nyborg -har siddet stille hjemme på matriklen, igen måtte ringe med den kedelige besked: jeg er syg:

Jamen, så blev det så min tur. Er vaccineret x 4 og alt det hejs.

Sådan noget møg. 

Jeg er ikke dødssyg, men noget syg. Håber ikke, jeg har nået at smitte nogen den ene nat, jeg nåede på job. Eller  Stefan, som endnu tester negativ.

Nå, men i indlægget skrev jeg også om, at julen med barndomsveninden var i fare. Hun er nyskilt, efter +25 års mønsterægteskab - iøvrigt på hendes daværende mands foranledning - og selvsamme er nu blevet totalt tvær i sværen over, hvor børnene, på henholdsvis 19 og 21 år, skal holde jul. Barndomsveninden var helt afklaret med at "børnene" skulle holde jul hos ham, som for en gangs skyld havde fri, og hans nye kæreste osv, og så ville hun dampe til Lolland hos os. Det lykkedes så Hr tvær i svær, til trods for at alt pegede i hans favør, at få forpurret det projekt, så "børnene" blev sure og ville hjem til mor. Så hun måtte aflyse og set i lyset af corona og køkkensituationen her i hytten, er det held i uheld.

Det lyder jo unægteligt lidt trist, men jeg har faktisk lidt optur over det. Ikke at julearrangementet blev aflyst, men jeg har altid tilskrevet det nogle pænt negative karakter- og sociale træk at skændes om den slags og drage børn ind i konflikterne. Og jeg har altid været helt uhyrligt skamfuld over at Andreas' far og jeg- overvejende på hans foranledning! - sad og tværede i samme problematik oppe i statsamtet, som det hed dengang.

Nu har jeg så optur over, at det åbenbart kan ske for selv de bedste - og barndomsveninden og især nu tidligere ægtemand, var virkelig de bedste på det område, ihvertfald i min optik.

Der er fuld skrald på at dømme. Ikke særligt buddhistisk, I know.

Men hvor er jeg taknemmelig over, at Andreas' far og jeg ret hurtigt begge indså, at den vej kun førte lige lukt i  grøften og besluttede os for, at vi begge elsker vores søn højere, end vi hader hinanden 😉

The Royal Bingo må vente til næste år, eller en anden god gang. Vi havde ellers besluttet, at prins Philip måtte være "gamle Ole" og prins Henrik konsekvent skulle opråbes "Kongen af Danmark"!

Jeg har altid syntes, at de to herrers frustrationer med hensyn til titel var totalt latterlige, men jeg er jo så at sige heller ikke af ædel byrd. Jeg hørte engang Lakha Lamas kone fortælle, at når hun har ledsaget ham til hans hjemegn, hvor 100 000 tibetanere hylder ham som deres religiøse overhoved og en bodhisattva, så måtte hun også gå bag ham og bukke sig for ham og hun sagde: Det har jeg intet som helst problem med, jeg har giftet mig med et menneske, som er så fint og godt, at jeg sagtens kan bukke for ham! 

Det burde de to herrer have tænkt på, før de giftede sig. Moralen må være, at man ikke skal gifte sig med et menneske, hvis kvaliteter man ikke kan bukke sig i støvet for.

Det var et kæmpe sidespring. Vi må se, hvad ugen bringer og hvordan julen kommer til at forme sig. Den største julegave er nu allerede kommet for et par uger siden:

Vi har simpelthen varmt vand igen!