tirsdag den 5. januar 2016
Wolfskinder
Den tyske bearbejdning af 2. Verdenskrigs rædsler er en fortløbende fortælling, som altid ændrer fokus, vinkling og tema. De sidste år har fotællingen ændret sig, så den l ikke længere kun at omfatter udryddelsen af jøder, kommunister og andre modstandere at det nazistiske regime. Der er udkommet flere film, som omhandler især børnenes skæbne i det krigshærgede land.
Wolfskinder - ulvebørn - kaldte man de henved 25000 børn, som blev hjem-, identitets-, og forældreløse under den røde hærs fordrivelse af tyskere i Østpreussen. Børnenes mistede deres forældre pga bombardementer, krigshandlinger og sult og strejfede herefter rundt alene eller i grupper og søgte ofte tilflugt hos litauske bønder, der - ofte med livet som indsats - skjulte dem eller tog dem til sig som plejebørn. Det var forbudt at hjælpe børnene, de skulle overleveres til russerne.
I år har jeg set og læst flere interview om disse børns skæbne og jeg har set filmen "Wolfskinder" om to brødre, hvis mor dør af en infektionssygdom under flugten og som herefter strejfer rundt alene, mens de forsøger ikke at dø af sult eller blive dræbt af russere eller andre voksne, som ikke vil dem det godt. Tabet af identitet, at huske hvem man er og hvor man kommer fra, er også et vigtigt tema i filmen.
Emnet er højaktuelt i øjeblikket og jeg kan sagtens anbefale andre at lade sig oplyse om emnet og endnu et af historiens rædselskapitler. Det vil ihvertfald hjælpe en til at forstå, hvordan det nu engang kan lade sig gøre, at børn bliver skilt fra deres forældre under flugt og hvorfor de måske ikke altid lige er i besiddelse af de rigtige legitimationspapirer, men også hvorfor nogle af dem rent faktisk kan have besvær med at huske, hvem de i virkeligheden er.
Især kunne jeg anbefale Naser Khader at kigge blot 70 år tilbage i historien og besinde sig en smule, før han udgyder sine perfiditeter.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
- Og hvad er det egentlig Naser Khader prøver at sige imellem alle sine forbehold og forsikringer om, at han er et anstændigt menneske?
SvarSletJa, det må du nok spørge om, Gowings. Formentlig forsøger han, at retfærdiggøre sin politik, som står i skarp kontrast til den politiske ideologi, han - i øjeblikket- bekender sig til.
SvarSletNu kommer der en længere kommentar og man er helt velkommen til at stå af:
Jeg har som menneske ikke mange evner, men en bestemt har jeg og det er en sindssygt god hukommelse på et eneste område: Jeg kan huske ganske detaljeret og nærmest fotografisk, når et menneske fortæller mig sin livshistorie. Desværre kan jeg aldrig huske matematiske formler, grammatiske regler eller andet vigtigt. Men på dette ene område er min hukommelse suværen.
Og det er derfor jeg kan huske et par portrætudsendelser om Naser Khader, som blev sendt på en af de lokale, københavnske tv-stationer (se, her svigter hukommelsen desærre allerede)ca midt i 90'erne, formentlig mens han førte valgkamp til Københavns Borgerrepræsentation, hvor han sad 1997-2000. Han var dengang medlem af det radikale Venstre.
I portrætudsendelsen fulgte man den, unge fremadstormende politiker og en vigtig del af hans valgkamp var netop fokus på menneskerettigheder og flygtninge. Man fulgte Naser på en rejse til Syrien, hvor han besøgte sine gamle bedsteforældre og gribende var det da, da han satte sig på hug og smurte sin gamle bedstemors tørre fødder med "de stribede" fra Matas. Endnu mere gribende blev det, da han fortalte om dengang, han blev tilbageholdt af politiet i Damaskus' lufthavn og fordi, han havde siddet som tolk for syriske flygtninge, var han ganske udmærket klar over, hvad Assads politi kunne finde på at gøre ved et menneske nede i torturkælderen. Denne viden bevirkede, at den unge Naser simpelthen tissede i bukserne af angst, da han blev holdt tilbage.Jo, jo, der var ikke et øje - eller en trusse for den sags skyld!- tør dengang.
For mig fremstår Naser Khader som en af de største politiske opportunister eller populister, vi har. Det er mig ganske enkelt ubegribeligt, at et menneske, som selv har prøvet at tisse i bukserne af angst, kan agere så uempatisk stillet over for andre mennesker, som enten er i nød eller i fare for, at blive trukket ned i samme torturkælder. Stærkest i min erindring står hans reaktion, da 29 flygtninge havde forskanset sig i Brorsons kirke for at undgå at blive sendt retur til områder, FN ikke regnede for sikre. Jeg husker tydeligt, beskrivelsen af, hvordan den gamle, demente mand i kriken tissede i bukserne af angst. Men det gjorde ikke indtryk på Naser Khader. Loven var overholdt messede han i kor med de andre politikere, deribland Helle Thorning.
Så er det man husker, at tidlige flytningehøjkommisær Poul Hartling i sin tid sagde noget i stil med, at man altid skal holde sig for øje, at giver loven ikke mulighed for at udvise medmenneskelighed, så er det aldrig medmenneskeligheden der er noget galt med.
Fantastisk ikke? Jeg tænker at man simpelthen degenererer som menneske efter mange år i politik, hvis man ikke har en meget stor modstandskraft overfor opportunisme og den altomklamrende konsensus.
SvarSletNogen gør ihvertfald, Gowings - jeg tænker, det ikke er så smart, at unge mennesker "læser til politiker" og kommer i folketinget, før de har skabt sig et liv og et levebrød udenfor det politiske system.
SvarSletPoul Hartling degenererede jo ikke, men opgav at danne en borgerlig regering, fordi den ville blive afhængig af Fremskridtspartiet og fik iøvrigt senere Nobels Fredspris for sit arbejde som flygtningehøjkommisær.
Det var iøvrigt ikke Poul Hartling, som var ophavsmand til citatet, jeg skrev, men selvfølgelig Isi Foighel, som endte med ar sidde som dommer ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol - sådan er min hukommelse nu o da lidt tricky...:-)
SvarSlet