En af mine første chefer var lidt af en original. Han mødte ofte ind på job i taxa, iført hawaiiskjorte og solbriller, præcis samtidig som jeg gik hjem fra nattevagt. Dengang vidste jeg ikke, at han var verdens bedste chef. Den slags ved man ofte først 15 år senere, når man forlængst er holdt op.
Vi var alle enige om, at det er fuldstændig uhørt, at en chef råber Damp-barn efter sine ansatte. Men vi var til gengæld også enige om, at han i dette tilfælde havde ret. Og at det kan ske for selv den bedste, at man mister besindelsen.
Måske er det det, som er sket for Lykketoft.
Det er det nok. Men det havde været mere modigt, hvis han efter nødvendigvis at have beklaget tonen, som dog er sluppet ud under private forhold, havde fastholdt sin kritik af dansk politik de sidste år.
SvarSletDu har helt ret - her er vel ikke rigtig tale om, at han pludselig har forløbet sig, men snarere at han har valgt at placere sin kritik på en lidt barnagtig og lusket måde, hvor han vidste den ville blive lækket til offentligheden. Desværre.
SvarSletJeg vil bare helst tro det bedste om Lykketoft, selv om jeg egentlig aldrig har brudt mig så meget om ham som politiker. Da han var finansminister boede jeg kun et par opgange fra Lykketoft på Østerbro og jeg husker ham altid som ordentlighedens udtrykte billede, når han kom cyklende hjem med sin mappe på den sorte herrecykel :-)
Samme indtryk her, helt sikkert.
SvarSlet