Brevet

Kære Mor og Far!

Det gør mig ondt at bedrøve jer; men min Beslutning står fast, jeg gifter mig den 15 September med Niels Broe.

Alle de lyse barndomsminder er jeg taknemlig for og de gør det så uforståeligt at vi skal skilles på denne Maade; men efter mine Søskendes udtalelser kan det vel ikke blive anderledes.

Da I ikke vil se Niels Broe og jeg kun kommer i Følge med ham, beder jeg jer sende mig mine Ejendele og det der tilkommer mig.

Mine Søskendes og Jeres gode Vilje til at faa mig fra at følge mit Hjerte er sikkert velmenende; men det gør ondt.

Niels og jeg  har talt om alt - men vi kan ikke skilles, -vi vil nu ved hinandens Side dele Sorger og Glæder, og håber at finde den rette Vej at vandre.

De bedste Hilsener

og Tak for alt godt

Mary

Før jul gik jeg i gang med at skrive nogle små fortællinger om min familie,  jeg enten har fået overleveret eller selv husker, ned. Jeg nåede ikke at blive færdig, da andet måtte have min opmærksomhed. 

I det sidste indlæg, jeg skrev, om mine oldeforældre på mødrene side, nævnte jeg, at min oldemors eftermæle lød en smule nævenyttigt, at hun gerne blandede sig i sine børns forbindelser og havde store forventninger til, hvilke giftemål, de indgik. Den antagelse har jeg naturligvis bygget på, at jeg kender min mormors og morfars kærlighedshistorie. Min mormor var den yngste i børneflokken og tæt knyttet til sin far. Hun har ofte ledsaget ham på rejser og også ofte været med i København, når han var i Folketinget. Hun blev sendt til Børglum Kloster for at lære finere husførelse hos Familien Rottbøll, som min mor har fortalt, at min oldeforældre stod på venskabelig fod med. Man havde vist kort sagt haft visse forventninger om, at min mormor skulle gøre et godt parti, når hun indgik ægteskab.

Sådan kom det ikke til at gå. Min mormor traf min morfar, som var kørelærer og de forelskede sig uigenkaldeligt. På det tidspunkt boede min mormor ikke længere hjemme, hun ledede køkkendet på Oxholm Slot. Min mormors forældre og hendes søskende forsøgte at tale hende fra at gifte sig og har velsagtens stillet hende et ultimatum. Helt overraskende er det originale brev, hvor hun afviser dette ultimatum, nu dukket op.

 Jeg skal være ærlig, jeg tød en lille smule, da  Moster læste brevet højt for mig.

Det gik jo heldigvis godt. Min morfar var kørelærer, både privat og på Flyvestation Ålborg og sammen drev de en vognmands- og taxaforretning. Min morfar kørte og underviste og min mormor passede telefonen og ikke mindst regnskaberne med hård hånd. Og hvor pengene nok sad temmelig løst på min morfar, var min mormor hård som flint. De har ikke haft meget at slå til Søren med, men de supplerede hinanden godt og det endte lykkeligt.

Og heldigvis endte konflikten med, at min oldefar, Carl Sørensen, til sidst slog hårdt i bordet og sluttede fjendskabet. En aften, hvor han var alene hjemme, kaldte han dem begge over på Øland og her fik de talt det hele igennem. Og næste morgen meddelte han sin kone og min mormors søskende, at Mary og Niels nu indgik i familien på lige fod med alle andre og at denne, HANS beslutning, kunne der ikke ændres ved. Det var godt, han nåede at forsone sig med min mormor, for han døde jo som bekendt i 1937. Jeg husker ikke præcist, hvornår min mormor og morfar giftede sig, men brevet må være skrevet midt i 30'erne og derfor være lidt over 80 år gammelt.