Velkommen til Vestegnen!

Så landede jeg endelig rigtigt hjemme efter en uges arbejde og nogle ekstravagter på mit nye arbejdssted. Heldigvis fik jeg jo ret - det er ikke nødvendigvis dårligere andre steder og det er ikke nødvendigvis nogen skade at møde nye kulturer. Som forventet går noget af den kultur, vi havde, under. Men jeg forventer stærkt, at den genopstår i en eller anden form, når vi lige har fundet vore ben. Til gengæld er vi alle nærmest blæst omkuld af den venligheds- og hjælpsomhedskultur, som hersker på det nye hospital. Den har vi besluttet at adoptere. Og når vi med held får blandet det nye og det gamle, kan det ikke undgå at blive godt.
Det viser sig, at det er en kæmpe fordel at blive en del af et stort center indenfor vores eget speciale. På vores gamle arbejdssted var vi et lille afsnit i en stor medicinsk afdelig, en lille mærkelig enklave, som ikke rigtig hørte til. Det gav en del nid og ringeagt fra både læger og andre afsnits personaler. Mit indtryk er, at vi ofte blev betragtet som en slags skraldespand, hvor man kunne sende patienter til, som andre ikke rigtig gad. Hvis en ældre dement mand eller kvinde blev indlagt og engang havde haft ondt i ryggen eller hold i nakken, kunne vi være helt sikre på, at vedkommende blev overført til os - også selv om han eller hun viste tydelige tegn på en alvorlig hjertelidelse eller andet. Det er ikke fordi, vi ikke vil passe ældre, demente mennesker - men tro mig, det er ikke i patientens interesse at være indlagt på en reumatologisk afdeling, hvis han har betændelse på hjerteklapperne og hører til hos kardiologerne.
Der er andre boller på suppen nu. Vi er et akutafsnit og modtager patienter fra alle hospitaler døgnet rundt. Det er ikke usædvanligt for aftenvagten at modtage 3-5 nye patienter og i nattevagterne får vi for det meste 2 nye patienter. Men det er patienter, som hører til i vores speciale og det gør saftsuseme en stor forskel! YES!
Selvfølgelig har der været problemer, men de er af logistisk art - vi skal lige lære at sengeredningen det nye sted lukker fredag kl 12 og at køkkenet har andre deadlines, end vi er vant til. Men vi har taget det med godt humør og i stive arme og det har ført megen morskab med sig.
En af mine kolleger, som er født og opvokset omkring Hellerup, i "Reservatet" fik sig en ordentlig een på opleveren, da hun skulle på job første gang. Hun tog den forkerte motorvejsfrakørsel og endte i noget som hedder Ballerup og Ishøj! "Jeg kunne jo lige så godt have været på Borneo og jeg kunne ikke forstå et eneste ord, de sagde". Vi hylede af grin - specielt de to kolleger som bor i Ballerup og Ishøj - men faktisk viser det jo, hvor utroligt store forskelle der kan være socialt og etnisk i Danmark, når  man forflytter sig blot 10 km.
Og jeg selv fik også en lidt hård start. Det er sikkert som Amen i kirken, at når man slår ud med armene og bedyrer, at der absolut ingen problemer er i at starte i nye omgivelser, så bliver man den, som har glemt, hvor ens garderobeskab er placeret i en kæmpestor kælder med mange lange gange, mange forskellige garderoberum og over 1300 skabe. Jeg måtte give op, da jeg havde løbet rundt i kælderen, tapsvedende og med dunkende hjerte i 3 kvarter, for at finde garderobeskab nr. 293. Jeg havde været der før, men jeg havde glemt vejen dertil. Og min nye sygeplejerskemakker fik også en hård start. Så snart aftenvagterne var gået hjem, sagde hun pludselig. "Jeg har glemt at få en nøgle til medicinrummet!". Heldigvis slog den føromtalte venligheds- og hjælpsomhedskultur til og vi klarede vagten i fin stil.
Min nye makker og jeg ser ud til at være "a match made in heaven" - "gammel" - hun er på min alder, men gammel betyder bare, at hun har været sygeplejerske i mange år - intensivsygeplejerske, som iøvrigt er viking i sin fritid. Når der er rolige stunder på nattevagten, finder jeg strikketøjet frem og hun nålebinder en sok eller bayeuxbroderer på sin lille datters særk. Vi har det sjovt og har et vist værdifælleskab omkring den sygepleje, som skal leveres.

Det tegner mildt sagt lovende.