Nogle gange er youtube en veritabel guldgrube. Dagens tankerække; Støjberg i Politiken - citatet fra min fars amerikanske ven, fik mig til at mindes Gene, som også besøgte os flere gange. Han og jeg fik et meget nært forhold, jeg holdt utrolig meget af ham.
Gene var uddannet skuespiller og danser i New York. Jeg ved ikke, hvor i USA han var vokset op, men han var vokset op med fattig, enlig og hårdtarbejdende mor og 4 eller 5! ældre søstre. Han boede i Los Angeles, da vi kendte ham. Han havde arbejdet som danser i et balletkompagni, men forsøgte at slå igennem som skuespiller, men det kan man ikke leve af. Han arbejdede også som frisør, aerobicsinstruktør og alt muligt andet. Han klippede vores hår, når han var på besøg og han og jeg trænede på stuegulvet, så jeg nogle gange ikke kunne gå eller stå i flere dage :-). Han kunne også sy tøj. Han havde syet en hel del af sit eget og fortalte rørende om dengang hans mor kom til L.A. for at deltage i en af hans premierer. De ledte efter en kjole, hun kunne bære til lejligheden og de fandt også en virkelig smuk en - men den var alt for dyr. Gene købte i al hemmelighed stof og han blev oppe hele natten og syede en præcis kopi af kjolen, som hang klar, da hans mor stod op.
Rollen i Kojak overfor Telly Savalas var det, han var mest stolt af og nok det videste, han havde drevet sin skuespilkarriere til. Da han besøgte os, stod han i begreb med at flytte til London for at forfølge en karriere som sanger - soul, blues og jazz. Efter '81 forsvandt han, hvilket også kommenteres på en af debatsiderne online. Hvad der er blevet af ham, kan jeg kun gisne om. Jeg håber sådan, han er ok.
Jeg holdt utrolig meget af ham og det er sjovt, at jeg nu kan se hans skuespilpræstation i Kojak på youtube. Temaet er iøvrigt skræmmende aktuelt
Hvor har du og din far levet et spændende liv, det er langt fra mit leverpostejfarvede liv :-)
SvarSletHov! Jeg havde ikke set din kommentar, Lene :-)
SvarSletJeg kan godt se, at det kan se farverigt ud og det var det vel egentlig også i en del år, men der var nu masser af leverpostejsfarve i vores liv også.
Det er en del af vores liv, jeg aldrig har skrevet særlig meget om, selv om den fyldte meget og om noget har været med til at forme mig, både personligt og privat, men især indenfor sygeplejen.
For den her periode holdt jo op og alle disse mennesker forsvandt. De fleste er formentlig døde af aids, ligesom min far gjorde. Da epidemien for alvor ramte først i 80'erne lærte vi jo at leve tavst i dødens og uvishedens skygge. Vi kendte ikke sygdommen og vi anede ikke, hvordan den ville udvikle sig og der var stor usikkerhed mht smitteveje osv.
Da jeg uddannede mig til sosuhjælper og sosu-assistent først i 90'erne oplevede jeg, at nogle af mine klassekammerater ikke turde sidde ved siden af mig eller blev bange, hvis jeg rørte deres bøger, fordi min far var død af aids.
Heldigvis har jeg vel en slags iboende trods i mit sind, som gjorde at jeg ikke ville give efter for angsten og fordømmelsen og efter jeg var færdiguddannet arbejde jeg i mange år på en institution for hiv-positive stofmisbrugere. Jeg havde et personligt behov for at arbejde blandt de, som er allermest udstødte af vores samfund og jeg havde egentlig troet, at jeg skulle blive ved med dette resten af mit arbejdsliv. Sådan blev det så ikke, men mit arbejdsliv er jo helller ikke slut endnu :-)