Skribentfif

For efterhånden lang tid siden læste jeg bogen "Livet for let øvede" af Majse Njor og Fay Weldon. Bogen er brevveksling mellem de to forfatterinder, den yngre og den ældre, hvor de deler og udveksler livserfaringer.
Den nyskilte Majse Njor har øjensynligt i sin skribentvirksomhed oplevet problemer, fordi hun har skrevet meget direkte om personer i sit virkelige liv uden at sløre og maskere dem. Hun spørger derfor den ældre og mere erfarne skribent, hvordan hun takler den slags problemer.
Fay Weldon svarer, at - det efter hendes mening - er en grundlæggende dårlig ide at skrive om direkte og let genkendeligt om mennesker i sit virkelige liv. Til gengæld kan det ikke undgåes, at de udviklede romankarakterer nu og da vil være genkendelige for de virkelige personer, de er udviklet over. Her har Fay Weldon et fif, et lille kneb, som hun gerne vil dele med sin yngre kollega: Hvis der er tale om en kvindelig romankarakter, sørger hun altid for at gøre denne ualmindelig smuk. Er der tale om en mandlig, sørger hun for at gøre ham veludrustet og seksuelt udholdende. Ved at forlene romankaraktererne med disse træk, er det hendes erfaring, at folk vil tilgive hende næsten hvilke som helst af de andre negative karaktertræk, de udviser.

Hvis Karina Pedersen fortsætter sin skribentvirksomhed efter *indsæt selv genre* "Helt ude i hampen", burde hun måske overveje at bruge Fay Weldons fif og teknik. Hun bør ihvertfald næste gang gøre sig selv - og andre - helt klart, hvilken genre, produktet af alle anstrengelserne tilhører.
Andre, som påtænker at følge i Karina Pedersens fodspor, kan med fordel nå at tage den ældre forfatterindes råd til sig, før de træder godt og grundigt i spinaten.