I want it darker

So Long, Marianne & Leonard.

Græsk musik, iblandet en sørgmodig tango. Jeg har rejst gennem natten med Leonard Cohen.
Rejst gennem de forskellige strømninger af åndelighed, jeg genkender i mit eget liv. Gennem depression og dæmon. Og gennem de mange arketypiske relationer, jeg har haft.

God, it was fun - the men... :-)

Indtil nu har jeg altid holdt mere af mennesket end af musikken. Jeg har elsket teksterne, men blev aldrig vild med det billige keyboard. Det er formentlig resterne af mine småsnobbede middelklassedæmoner, som viser tænder. Jeg tænker, jeg bør prøve kræfter med hans forfatterskab. En tidligere dansklærer - oh Captain, my Captain! - forsøgte altid at få mig til at gå i kødet på lyrikken. Hun påstod, jeg sagtens kan. Men jeg tør nok ikke - tør ikke konfrontere mig så nådesløst med min intellektuelle uformåen. Jeg er - og forbliver - i bund og grund arbejderklassekvinden. Tilliden til, at analyseapparatet og kreativiteten rækker, er alt for lille. Vi får se.

Engang i 90'erne så jeg denne udsendelse om Leonard Cohens liv som Zenbuddhist-munk og en enkelt sætning, han sagde, forandrede mit livsperspektiv. Ikke med det samme, men hen ad vejen. Jeg så også denne udsendelse, hvor letheden måske er mere fremherskende end tyngden og faktisk er bedre end den første. Da Cohen døde for nylig, skrev jeg en kommentar ovre hos Lene, som flere syntes var "sød". Jeg takker mange gange, men den var egentlig ikke sød, den fik mig mere til at lyde mere som en lalleglad bøgetosse. Og Lenes respons gjorde mig så flov over mig selv, at jeg ikke korrigerede fejlantagelsen. Jeg anglede slet, slet ikke efter ros, tværtimod. Min kommentar hos Lene var en dybfølt erkendelse af, at jeg er et menneske, som hele livet har måttet kæmpe for at gøre "det rigtige", at udradere selviskheden fra mit selvoptagede sind. Jeg kæmper stadig den kamp på daglig basis, men lige pt. ser det ud til, at jeg har fat i den lange ende. Kom bare, Nemesis, og modbevis min antagelse - jeg er klar! :-)

(Det gjorde Nemesis iøvrigt samme nat, jeg havde skrevet kommentaren. Mit hybris blev straffet hårdt - og jeg lo, og lo, og lo...af mig selv :-)

Sidst i 2002 forelskede jeg mig i en buddhist. Jeg siger med vilje en buddhist, ikke en mand. Han fortalte mig allerede dengang, at det forholdt sig sådan. Jeg ville ikke tro ham. "Livet er langt & Gud er en energi" sagde han.

(I'm sorry for the ghost, I made you be. Only one of us were real, and it was me.)

Vi var begge - sammen med en flok andre - absolut firstmovers på "lyt til dit indre barn"-bølgen. Vi havde både forladt den brede, gyldne middelvej og de mindre stier og ravede forblindede rundt i moradset, mens hver vore personlige dramaer råbte og skreg af hinanden. "Forestil dig, hvad der sker med samfundet, når den her dynamik rammer den brede masse og bliver mainstream" sagde buddhisten. Hvor fik han ret.

Det er den eneste gang i mit liv, jeg har sat mit indre barn helt fri. Det lyder måske smukt, men mit indre barn er desværre luddovent og vil helst sidde på en taburet og ryge cigaretter dagen lang. Det vil spise pomfritter til alle hovemåltider og doble op på remoncen i kanelsneglene. Det vil drikke drinks med paraplyer, det vil synge, danse og elske natten lang med enhver, som gider. Mit indre barn er egoistisk og selvoptaget og vil helst glo i sin egen navle hele tiden.

Now I'm living in this temple
where they tell you what to do
I'm old and I've had to settle
on a different point of view.

I was fighting with temptation
but I didn't want to win.
A man like me don't like to see
temptation caving in.

Det er go' humor.

Måske er dit indre barn bare meget rarere end mit. Måske mangler du ikke så mange omgange i livets hjul, som jeg. Men jeg siger dig - mit skal helst holdes nede og kun sættes fri til helt særlige, sjældne, lejligheder. Og min vej er lang endnu.
Indimellem kunne jeg virkelig godt tænke mig at sende det indre barn i sådan et zenbuddhistisk kloster, hvor en sortklædt munk giver det to virkelige hårde rap med en bambusstok, når det dukker op.
Det behøver jeg ikke længere. Leonard Cohens ord har hjulpet mig med at smække kassen i overfor det, når det bliver for krævende. Og tak for det.

Buddhisten og jeg rev hinanden i stumper og stykker.  Og siden fandt vi hver især tilbage til vore respektive rette veje. For nogle år siden fortalte han mig med et skævt grin, at han havde besluttet, at vores karma - som er lang - for enhver pris skal afsluttes i dette liv. Det skulle være et af hans overordnede mål. "For jeg gider simpelthen ikke trækkes med dig endnu et liv, Henriette". Så lo vi. Og gav hinanden hånden. Vi underskrev fredstraktaten.

Leonard Cohen havde et hus på den græske ø, Hydra. Jeg har været på øen flere gange. Mine ferier gik ofte til Poros, en anden af de saroniske øer. Jeg var der sidst i 2002 med Simon. Jeg stod en tidlig morgen på flyvebådens bagerste dæk og så solen gå op over den smukke by. Jeg svor at komme tilbage engang. Måske tager jeg min elskede - manden, hvis ejendele stort set stadig kan være i en sportstaske - med dertil. Så skal vi sidde ved et bord på Christos' Taverna på havnen. Hvis jeg var mere bemærkelsesværdig, ville jeg formodentlig indkassere et misbilligende blik fra ejeren, fordi jeg møder op med en fjerde mand. I den ortodokse kirke kan man kun gifte sig 3 gange. Hvis man stadig ikke har fået det til at fungere, er man udenfor terapeutisk rækkevidde. Fortabt.
Jeg har kun giftet mig en enkelt gang, så mon ikke det går?
Manden med sportstasken har altid rejst let.
Og efterhånden har jeg også lært det.