Olivenolie fra Parga og hverdagstanker.

Man skulle efterhånden tro, at dette alene er en ferieblog, men sådan var det egentlig ikke tænkt. Jeg er fuld af beundring over de, som kan skrive en dagbogsblog, hvor alle hverdagens små trakkasserier oplistes - hvor pokker får de tiden fra? Jeg aner det virkelig ikke! Tidligere har jeg selv gjort lidt af det samme, men mit liv har ændret sig og det er kun når jeg har fri i længere perioder, jeg finder tid til at blogge nu om dage. Det gør ikke så meget, for mit liv indeholder ikke de store spændingsmomenter - hvilket, når det handler om mig, faktisk er at foretrække :-)

But here goes:

-Jeg er så vanvittig glad for mit nye job, at det dårligt kan beskrives. Jeg har fået energien og glæden ved sygeplejen tilbage. Jeg knuselsker min nye kollega, både fagligt og personligt. Vi supplerer hinanden helt fantastisk - hendes mangeårige kirurgiske erfaring parret med min medicinske er virkelig inspirerende. Jeg lærer noget af hende hver eneste vagt.

At der - som vanligt - er nedskæringer og måske fyringsrunder i sigte, lader vi ligge. Den bro krydser vi, når eller hvis, vi kommer til den.

-Jeg har langt om længe fundet en frisør, som kan klippe den frisure, jeg ønsker. Juhu.

-Jeg har købt et nyt komfur, for det gamle gik i stykker.

-Jeg har tabt mig en del af de kilo, som sneg sig ind på mig, da overgangsalderen for alvor ramte for et par år siden. Jeg mangler stadig lidt. Jeg tror, jeg har knækket koden nu. Hedder det hvalpefedt, når man er midaldrende?

-Jeg har købt en masse lækkert tøj. Se ovenstående.

-Jeg har droppet et par relationer til personager, som bedst kan beskrives som energivampyrer. Min bedste ven er efterhånden min kat. Jeg ender måske som Fay Weldons Praxis Duveen - forhåbentlig uden først at have afsonet en fængselsdom for medlidenhedsdrab.

-Jeg har opgivet at følge med i politik. Ikke for altid, men for nu. Jeg noterer mig blot, at vi fortsat slingrer støt og roligt mod afgrunden, men også, at jeg hverken kan gøre fra eller til. Vi kommer til at ligge, som vi har redt.

-Der hviler en forbandelse over den offentlige transport, især over DSB. Jeg kan hverken gøre fra eller til...Se ovenstående.

 Det var det. Det var vist - stort set - højde- og lavpunkterne i mit liv. Det kunne man skrive side op og side ned om. Men man kan også lade være.



Videoen for oven er fra olivenlundene i Parga. I byen findes et lille museum, den gamle olivenfabrik, som det er synd at gå glip af, hvis man er på de kanter. Deres produkter, som er fantastiske!, kan købes online. Og hvis man har besøgt museet, behøver man heller ikke sidde og lyde som en idiot i bussen til lufthavnen, som et par af 50-60+ segmentet, som en af os iøvrigt selv tilhører, gjorde, da vi skulle rejse hjem.

Nej, bøgetosser! Det er ikke de dovne grækeres tur til at ligge i liggestolene, når vi tager hjem. Olivenhøsten starter omkring november og så slides der indtil slutningen af januar med hårdt fysisk arbejde. Og nej, der er ikke to slags træer, et med grønne og et med sorte oliven. Der er tale om forskellige modningsgrader af selvsamme frugt. Så pak dit dumsmarte hir-hir og har-har sammen, du lyder mildt sagt uintelligent.

(jeg har efterhånden tilbragt lidt for mange timer med en mand, der hedder Ove og hans pænt negative indre monolog. Jeg siger det bare - aldrig, selv i mine sorteste stunder, er jeg blevet så negativ som Ove. Jeg siger jo heller ikke til det dumsmarte, velbjærgede segment, at de lyder helt hjernedøde, vel? Jeg lever stadig efter grundreglen "man behøver jo ikke sige alt, man tænker". Nogle gange ville jeg bare ønske, at visse af mine landsmænd gjorde det samme.)

Vi har olivenolie fra Parga med hjem. Det var det eneste vi købte. hvis du er på de kanter, så smut på museet og få en rundvisning for 3,5  euro. Rundvisningen afsluttes med en olivenoliesmagning. De holder vist også aftenarrangementer med madlavningsundervisning. Og de har en lidt finere gourmetrestaurant nede på havnen. Den når vi næste gang.

Alting får en ende

Udsigt fra liggestol på Valtos Beach. Jeg har svømmet dagen lang og ind imellem lyttet til lydbøger. Det bryder jeg mig normalt ikke om, men lige her fungerede det fint. Jeg lytter til " En mand der hedder Ove" og jeg skiftevis ryster af grin og græder rørt. Jeg kan egentlig ikke lide Ove. Jeg kan ikke fordrage typer, som er overkorrekte, pernittengrynede og konstant rettende på andre i forsøget på kun at tiltvinge plads til deres egen virkelighed. Til gengæld kan jeg sætte pris på Oves trang til at gøre tingene ordentligt, om det så er hængningsforsøget, hvor der først skal måles præcist ud til krogen, som skal bores op med den helt rigtigtige rawplug. Og afdækningsplasten, som ikke skal opfange kropsvæsker, men sikre at politi, redningsarbejdere og senere ejendomsmæglere ikke laver ridser og skrammer i det velplejede gulv.

Vi får god motion, for vi går til stranden tidligt om morgenen. Vi går op igennem de små gader, helt op til den venetianske borg og ned på den anden side.

I går spiste vi morgenmad på en cafe før opstigningen og vi vinkede farvel til " det blonde Mæhæ", som Ove nok ville have kaldt passageren på luksusyachten O'leanna, som koster 120 000 € at chartre i en uge. 

De sidste dage har vi bare fjollet rundt og været tilstede nu og her. Vi prøvede en fælles skønhedsbehandling med Doctor Fish. Det kilder. Stefan behøvede det nu egentlig ikke, for han blev bidt i knæet af en stor fisk, da han badede ved stranden.

Nu skal vi snart hjem. Hjem til lortevejr, dårligt fungerende offentlig transport og et skattesystem, som er det eneste danske, der minder bare lidt om Grækenland. 

Vi klarer det jo nok, vi har lagt d-vitamin, gode grin og græsk venlighed på lager.

Vi håber, vi kommer igen en anden gang.

Paparazzi!

Lige midt i "the Happy Hour(s).

Græsk fastfood

Der er 3 McDonald's restauranter i hele Grækenland. Tidligere var der flere, men de er lukket støt og roligt, det har ikke kunnet løbe rundt. Grækerne er stolte af deres madkultur og spiser der ikke.

I slutningen af 90'erne kiggede jeg ind i den største på Syntagma torvet i Athen og blev forundret over at der var salatbar; en kæmpemæssig montre fyldt med knus is, hvori der stod skåle med friske grøntsager. Vi havde en græsk guide med, en pensioneret gymnasielærerinde, og hun forklarede, at Mcdoof havde været nødt til at installere salatbaren - ellers ville grækerne ganske enkelt ikke spise der! Det har så ikke været nok, konkurrencen fra lokale fastfoodrestauranter  er simpelthen for stor.

Dagens frokost kostede 2 €. Brødet er vist ikke hjemmebagt, men af god kvalitet. Svinekødet er marineret og stegt over trækul. Dressingen er mors hjemmelavede tzatziki. Arrangementet med pommes fritterne er lidt mærkværdigt - men egentlig ret praktisk, hvis man tager sin pita gyros med på havnen. Man har alt i en hånd og byger ikke ressourcer på ekstra emballage.

Desserten er inkluderet i prisen.

Min mor laver den bedste Moussaka i Parga, sagde den unge mand, som serverer, engang. Det skal såmænd nok passe, ihvertfald bliver mor modtaget med klapsalver af stamkunderne sim en anden rockstar, når hun træder ind i tavernen.

Næste gang prøver jeg den Moussaka.

Midsommertop

Design: Isager

Garn: Drops Cotton Viscose

Pinde: 3,5

Størrelse: medium

Er gået helt balalajka med det guldtema der.

A Room with a View?

No. A Room with a banana palm tree. Ja, jeg ved, at det rent faktisk ikke er en palme. Men du ved, hvad jeg mener.

Er der bananer på, spørger du. Ja, det er der, der er bananer på.

Regner det, spørger du. Ja, det regner. Det regner skomagerdrenge og cats & dogs. Poseidon er gået HELT grassat i aften. Sådan er det engang imellem. Det er ok. Ellers var der jo ikke bananpalmer og roser. 

Jeg var ikke helt vild med bananpalmen til at starte med, Stefan elskede den fra første øjekast. Jeg har rigeligt indsigt og vil hellere have udsigt. Det er lidt for indadvendt til mig. Men nu er jeg også kommet til at holde af den og må modstræbende indrømme, es hat 'was.

Kælegarn

Isagers Jensen Yarn, det tidligere ÅLJ - Åse Lund Jensen - garn, farve 61s i skøn forening med den pudderrosa Blackhill Silk Mohair, som jeg har gemt på i nogle år, fordi det er så smukt, sart og eksklusivt, at det kræver en helt særlig partner.

Den er fundet nu og den underskønne kombination skulle gerne blive til Helga Isagers "Siberia" anorak.

Jeg kan næsten ikke vente, men må desværre nøjes med at kæle nogle timer endnu :-)